Tue den Lange fra Ods Herred
Tue den Lange fra Ods Herred.
Stammer Grundtvig fra Skjalm Hvide-slægten?
Det mener en nordmand, Holger Grundtvig Fjøsanger, der er efterkommer af Grundtvig, og som i et brev til Odsherred Folkemuseum 1962 beder om oplysninger vedrørende et led i familierækken "Tue den Lange fra Ods Herred".
Denne var formentlig forfader til Morten Thuesen, der blev borgmester i Nykøbing Sjælland, og fra hvem Grundtvig-slægten, hvis vugge stod i Nykøbing Sjælland, stammede.
Såvidt han kan konstatere har slægten levet i Nykøbing, eller rettere Odsherred i op mod 600 år.
Som bekendt døde den sidste Grundtvig, der levede i Nykøbing, i 1736.
Der har senere levet nogle efterkommere af slægten Sach, dels Grundtvig, men nogen juridisk ret til navnet har de ikke haft.
Holger Grundtvig Fjøsangers forfader forlod Nykøbing i en ung alder. Han blev student i Roskilde 1690, og vendte ikke tilbage til Nykøbing på et længere ophold. Det mærkelig er at hans direkte efterkommere ikke har slået sig fast ned noget sted, og alle har fastholdt en mere eller mindre akademisk uddannelse, sommetider dog bare studentereksamen. Sædvanligvis boede man et sted en generation.
Slægtens ældste historie er meget interessant. Saxo Gramaticus fortæller om Tue (med tilnavnet Den Lange), fra Ods Herred, som 1170 dejlede med sit skib til Viken i Norge for at hente Esben Snare hjem.
Det er spørgsmålet om ikke den Tue var forfader til Morten Thuesen, der var borgmester i Nykøbing Sjælland.
Odsherred var sandsynligvis ikke ret folkerigt i det 12. århundrede, og et navn som Tue skulle formentlig kun være knyttet til en familie indenfor et så lille område. Det var jo meget almindeligt dengang, at en sønnesøn blev opkaldt efter sin bedstefar.
Men var navnet Tue almindeligt i Odsherred mellem år 1200 og 1500?
Holger Grundtvig Fjøsanger skulle ifølge slægtens mundtlige overleveringer stamme fra Skjalm Hvide, og han har nogle knogler, der efter sigende skulle være hans. Hans Bedstefar førte slægtsregister, hvor han mener bevist rækkefølgen, men de tilfredsstiller ikke de krav man stiller til den slags i dag.
Imidlertid virker det meget sandsynligt, at denne Tue fra Ods Herred var en slægtning af Esben Snare.
For det første ved man fra Saxo Gramaticus, at Esben Snare, og hans lidt yngre bror Absalon, kun stolede på deres egen slægt, og derfor er det rimeligt, at det var en - mere eller mindre fjern - slægtning, som skulle sejle Esben Snare hjem.
Videre fremgår det, at Esben Snare tog kommandoen ombord, selvom skibet tilhørte Tue fra Ods Herred, som var ombord. Det ville normalt være uhøfligt. I et fremmed skib ville Esben Snare være en højt æret gæst.
Var Tue imidlertid en slægtning, var det mere rimeligt, at Esben Snare som den ældre, og meget betydningsfulde, slægtning tog kommandoen over skibet.
Det kunne være interessant at få opsporet mere om denne Tue fra Ods Herred.
Kilde: Holbæk Amts Venstreblad 25. august 1962.--SOC 15. feb 2015, 01:34 (CET)