Spillemænd og danse i det gamle Odsherred

Spillemænd og danse i det gamle Odsherred.

I Holbæk Amts Venstreblad fortæller lokalhistoriker Sophus Jensen:

I de følgende linier skal berettes lidt om de gamle gæve Odsherreds landsbyspillemænd og de gamle danse. I ældre tider var livet i landsbyen til dagligt meget stilfærdigt og ensformigt, den ene dag gik efter den anden med arbejdet hjemme eller i hovmarken, fra tidlig morgen til sen aften. Derfor er det ikke til at undre sig over, at man greb lejligheden til en munter adspredelse, når den tilbød sig, man havde jo ikke anden morskab end den, man selv skaffede sig.

Ved Bryllup og barsel samledes hele landsbyen til gilde i flere dage, og desuden de årlige tilbagevendende fester som majfesten, de store fastelavnsgilder, pinsefester o.s.v., her deltog alle unge som gamle og glemte de daglige bryderier under violinens og klarinettens klang.

Landsbymusikanten:

det var således ikke så sjældent, at der var brug for landsbyens spillemand, og i hver lidt større landsby var der i reglen to eller flere musikanter, som kunne håndtere violinen og klarinetten.

Spillemanden stod i høj kurs i datidens landsby og var selvfølgelig særlig populær blandt ungdommen.

I reglen var forholdet dog således, at han ikke levede af sit spil alene, ofte drev han tillige et lille håndværk som træskomager, skomager, skrædder o.s.v.

Når spillemanden var håndværker, fik han ofte navn efter sin profession, man kunne således træffe kuriøse navne som "violinsmeden" eller "klarinetskrædderen", eller også efter fornavnet som Per eller lars spillemand.

I reglen opfattede man spillemandens musik som et ganske almindeligt håndværk, men alligevel, der var noget ved de toner, han lokkede frem af sin violin, som ikke bare var håndværk. Der skulle gehør til for at blive en god musikant, og der gik mange myter i landsbyen om spillemænd, der gennem deres musik næsten havde troldomsmagt og kunne få alle de unge sorgløse til at fælde tårer, eller få de gamle og adstadige folk til at svinge sig i en lystig hopsa, om de så aldrig så meget forsøgte at stå imod.

I spillemandslære:

Når en ung mand skulle lære at spille, gik han til den gamle spillemand i landsbyen, og det første han lærte var at stemme violinen, derefter tog man fat på at indøve grebene på strengene og at føre buen med løse strøg.

Tonestige eller noder var der ikke noget der hed. Lærermesteren lærte sin elev at spille nogle af de mest brugelige danse, så var han udlært og måtte siden selv se at forøge sit repertoire. Det var derfor en ufravigelig betingelse, at den som skulle lære at spille, måtte have et godt gehør for musik.

I hvert fald indtil midten af det 19. århundrede var der såre sjældent, for ikke at sige næsten umuligt, at træffe en landsbyspillemand, der kunne læse og spille efter noder endsige nedskrive en melodi på et stykke nodepapir.

Som følge heraf blev alle datidens melodier spillet efter hukommelsen. Det var slet ikke noget ringe forråd af melodier, spillemanden således måtte have på lager, thi en god spillemand måtte aldrig kunne sættes i forlegenhed af sit publikum.