Odsherreds billedkunst

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Odsherreds billedkunst.

EN EGNS KUNSTHISTORIE FRA FORTID TIL NUTID

Kurt Sørensen


INDLEDNING:

Hvorfor skaber mennesker billeder? Man bygger huler og huse for at bo beskyttet mod vejr og farer fra omverdenen. Men at skabe billeder tjener øjensynlig ikke noget praktisk formål og synes umiddelbart formålsløse. Alligevel er de blevet skabt og skabes til stadighed.
Mennesker gør sig billeder af det der betyder noget. Vi afbilder det vigtige og illustrerer dermed, hvad vi finder væsentligt i tilværelsen. Det er billeder på væggene, udsmykninger i det offentlige rum, fotografier af kære, ting vi holder af, landskaber i naturen, huse vi lever i. Billeder kan være fysiske eller fantasi- og erindringsbilleder der lagres i sindet og fremkaldes efter behov og ønske. De er følelsesbestemte og udtryk for ens identitet.
I dag er billedmængderne voldsomme og rammer os gennem medier som følge af en accelererende teknologi. Billederne smelter for mange sammen med virkelighedens verden. Og man kan spørge om ikke det i grunden altid har været sådan? De billeder fortidens mennesker gjorde sig, afbildede ikke blot deres virkelighed, men dannede den og udgjorde deres forestillingsverden, som de så virkeligheden igennem.
Fra de ældste tider har motivet været centralt. Emnet motiverede så at sige at billederne blev skabt og angav deres idé og mening. Det var udsagn om noget der havde betydning for billedskaberen eller det samfund han tilhørte. Og samtidig er det åbenlyst, at form og farver var vigtige.


Odsherreds billedkunst:

Hulemennesker gengav dyrene omkring sig i deres grotter, bronzealderens folk ristede deres handelsskibe på klipper og sten, vikingerne viste deres farverige ornamentik på huse og skibe i røde, gule og grøn-blå kulører (som genfindes i Vallekildes nationalromantiske træbygninger), middelaldermennesker malede bibelske skikkelser i kirkernes hvælvinger og dannede en verden af engle, helgener og djævle, som for dem var virkelige. I adelens og enevældens tid blev portrætter af de mægtige dominerende. Hver tidsalder afspejlede hvad man fandt var vigtigst.
I Odsherred er billederne fra fortiden sparsomme. Her er fundet bemærkelsesværdige helleristninger som Herrestrup- og Engelstrup-stenene, genstande som Solvognen der illustrerer en verdensopfattelse, kalkmalerier som viser den kristne tro på synd og frelse. Og fra en senere tid kom med romantikken billederne af Odsherreds landskab og markens dyr. Siden, med fotografiets opfindelse, gik disse motiver i opløsning og blev pressioner eller farveklatter, og senere, da individualismen blev åbenbaringer, blev billederne ekspressionistiske og udtrykte det indre selv. Jeg'et blev et vigtigt motiv.
For beskueren forholdt det sig anderledes. Da billederne blev frigjort fra motiverne og blev non-figurative værker, ophørte kunsten med at være illustration, men blev kreationer eller genstande i sig selv med egen betydning. A Thing of Beauty. Og sådan havde det måske altid været.
Nærværende tekster om Odsherreds Billedkunst er kun en torso. Det er et forsøg på at samle og skabe overblik hvad der på billedkunstens område er sket i denne del af landet. Manuskriptet ville næppe blive trykt, da omkostningerne ved at gengive tilhørende billedmateriale som følge af ophavsretslovgivningen er så tunge, at en udgivelse i bogform er urealistisk. Af samme grund er manuskriptet uafsluttet og lægges i sin nuværende form på nettet i stedet for.


De ældste tider:

Den tidligste billedkunst i Odsherred var bronzealderens. Man kunne betegne den som grafisk symbolik med enkle tegn, hieroglyfisk udført i sten som i datidens Ægypten - men samtidig også som raffineret ciselering i bløde gyldne metaller som tillod en rig kunstnerisk udformning. Fra en senere tid fulgte bibelske billedfortællinger på kirkehvælvinger, enkle og ofte underfundige skildringer, svøbt i slynget naturornamentik.


Bronzealderens billeder:

Bronzealderens kunst er både primitiv enkel og raffineret ornamentik. Den primitive billedverden findes som ristninger i sten, den raffinerede udført i bløde metaller. Og Odsherred er rig på begge former.


Helleristninger:

Helleristningerne i sten er forholdsvis mangfoldige i denne del af landet. Kun klipperne i Bohuslen og på Bornholm har et større antal indhugget i stenene. Enkelheden beror selvsagt på at dette materiale er vanskeligt at bearbejde, så billedvirkningen nærmest står grafisk. Hoved-motivet er her skibstegningen, der viser at kontakten til omverdenen er sket over havet.

Bronzealder-kulturen var var dengang spredt over store dele af kontinentet og beroede på handel og vareudveksling. Bronzen fik man sydfra, formentlig fra Cypern og Kreta, utvivlsomt som følge af folkevandringer som betød, at nye folk slog sig ned i Nordeuropa, hvor deres overlegne minoisk inspirerede kultur fortrængte stenalder-menneskets levevis og medførte nye skikke, som var i slægt med kulturen andre steder. Handelsskibe var vigtige for et øsamfund som Odsherred, og helleristningerne her viser et bemærkelsesværdigt antal skibe. Således findes på Herrestrup-stenen syv skibe, altså en hel flåde, mens Engelstrup-stenen og Grevinge-stenen hver gengiver to skibe. En sten fra Eskebjerg viser et enkelt skib. Skibene angiver at samkvemmet med omverdenen var en væsentlig forudsætning for bronzealderens kultur. Og Odsherred hørte da netop til de tættest befolkede egne i Skandinavien.


Bronze-kunst:

Lignende skibsbilleder fandtes også andre steder. Således har man et tilsvarende motiv indgraveret i bronze på en ragekniv, sirligt udført og tydeligvis identisk med stenenes skibe. Bronzen tillod en anderledes akkuratesse med fint cisceleret ornamentik. Der er fundet sværd med fornemt dekorerede fæster ved Åstofte, smykker og bælteplader med spiralmønstre, som også genfindes på Solvognen fra Ellinge-næsset nord for den nuværende Trundholm mose.

Fundet her betegnedes tidligere som 'guldvognen' og 'guldhesten'. Den hestetrukne solvogn er i sig selv et pragtstykke af præcis og nøje udmålt gravering. Den spinkle hest har et næsten levende udtryk, mens vognens solskive med sin dag- og natside synes udtænkt som en astronomisk kalender for sol og måne. Næsten tilsvarende guldbelagte skiver er fundet i Irland, beregnet for montering på vognaksler og hjul, og i det hele taget har vognsymboler været velkendte i folkloren. Etnografen Bengt af Klintberg har opregnet henved 150 sagnberetninger om guldvogne fra søer og høje i Sverige, og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen nævnte fund af små guldvogne fra jyske lokaliteter, som aldrig nåede til antikvariske myndigheders kendskab.

Vognsymboler og dermed tilhørende hjulkors (eller såkaldte soltegn der svarer til udformningen af Solvognens hjul) peger på det store verdenshjul med solen som centrum og årstidernes skiften som centralt for datidens mennesker og deres anvendelse af solgyldne metaller.