Nykøbing Sjællands Møller
Nykøbing Sjællands Møller.
Med 8 vindmøller og 9 hestemøller var byen en rigtig "Mølleby".
Lokalhistorikeren Sophus Jensen skriver:
Tidens fremskridt lader sig ikke standse. I stedet for suset i møllevingerne, hørte man senere motorernes brummen.
Nykøbing Sjællands Vartegn, Grønnehave Mølle, gik op i luer 1941.
1925 brændte ikke færre end 7 af Odsherreds smukke minder, og alle på en mystisk måde.
Grønnehave mølle gik heller ikke fri dengang, men en stor smuk mølle på Bispebjerg blev revet ned, og indtog den gamle mølles plads.
Det var den der brændte 1941, og på mindre end en time, var dens svære egetømmer forvandlet til aske.
Og så var det slut med vindmøllernes saga, de hører nu kun hjemme i byens historie.
+
På det ældste kort over Nykøbing Sjælland, det Reesenske atlas fra 1672, er der aftegnet 4 møller vest for byen.
En af de ældste optegnelser om en mølle i Nykøbing Sjælland findes i en beretning om byfoged Morten Grundtvigs ejendele. Ved byfogedens død 1736 ses det, at han ejede 2 møller, en hestemølle inde i byen, og en stor Hollandsk vindmølle uden for byporten, den såkaldte "Nørremølle", som lå ude på bakken ved den nuværende kirkegård.
Nordgården, Nykøbing Sjælland var møllegård, og den gamle bysøs vand strakte sig omtrent her til.
Nørremølle fik senere navn efter dens ejer, dyrlæge Theisen. Denne mølle stod til slutningen af 1800-tallet, da den daværende ejer af Grønnehave Mølle, Sørensen, købte den, lod den nedrive, og på skib fra Nykøbing Sjælland sejle til Fyn.
Nordgården og møllen ejedes da af dyrlæge Vinding.
I bykortet fra 1859 benævnes denne mølle endnu som "Nørremølle", og kuriøst nok også "Grønnehave Mølle", som den søndre mølle, og det er forkert når der siges, at Teisens mølle brændte, for det var gården.
Ude på de små banker, eller "Raadmandsjorden", som den i sin tid kaldtes, lå en mølle som må være blæst om i en orkan, idet den i en beretning fra 1832 nævnes som den afblæste mølle.
Ude ved Pejsørenden skal også have været en større vandmølle, men af den var der ikke spor tilbage 1832.
1804 ejede landinspektør Aschlund, Amtsstuegården, her opførte han nævnte år en stor vindmølle, men da det var den eneste mølle, som lå indenfor byens daværende byporte, måtte man opføre et lille hus, hvor toldbetjenten kunne have opsyn med det korn,
