Malermester Chr. Christoffersen

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Nekrolog bragt i Holbæk Amts Venstreblad den 26. januar 1922:

Dødsfald.

Atter har Døden haft Bud efter en af de gamle Nykøbing-Borgere, nemlig gamle Malemester Chr. Christoffersen.

Maler Christoffersen, der blev 78 Aar gl., var en kendt Skikkelse i Byen og Omegnen. I over 50 Aar har han virket som Mester her i Byen, og hvad der særlig kendetegner ham, var hans Myreflid, der aldrig tillod ham at lægge Penslen paa Hylden. Endnu efter, at han for længst havde passeret Støvets Aar, kunde man se ham baade tidlig og sildig med Penslen i Haand, og det var ikke alene Smaapillerier, han syslede med.

Han havde i sin Tid været den absolut dominerende i sit Fag her paa Egnen, og dette sad ham i Blodet, saa han endnu paa det sidste modig tog Kampen og Konkurrencen op med Fagets yngre Generationer, naar der var større Malerarbejder til Udbud. Slidt og krumbøjet var han vel bleven, men hans Stolthed som Haandværksmester var lige rask. Han elskede sit Fag, og han ejede den Arbejdets Glæde, der trods Gigt og anden Daarligdom, dog for ham gjorde Arbejdet til en Leg. Han var helt op i sin høje Alderdom en munter og gemytlig Natur, stedse parat til en livlig Spøg, en prægtig Haandværkertype, en velset Gæst i Haandværkernes Lag.


Se også: Poul Christoffersen.