Klint

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Topografi:

Klintebjerg er et besøg værd. Kør til Klint havn, og forbi den videre ud langs vandet, så kommer man til et sted med bænke, hvor man kan nyde den medbragte mandkurv. Klint er et besøg værd. - Foto: SOC:
Klint - en lille by, eller måske bare en samling huse lidt uden for Nykøbing Sjælland, som faktisk er en by, har altid været et yndet udflugtsmål, og ikke mindst et meget populært sted at slå sig ned i et sommerhus som "Landligger".

Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at Klint engang har været en ø. Tre fjerdedele af omgivelserne er hav. Klintebjerg rager som et forbjerg ud i Kattegat, og bag sig har det to store kystbuer mod øst og vest.

Endnu i midten af forrige århundrede lå den store Klinte Sø mod syd og afskar næsten landsbyen fra det øvrige Odsherred. Mod øst forbandt en smal landstrimmel ("Draget") af et par hundrede meters bredde Klint med landet syd på, og mod vest, hvor nu Sonnerup skov ligger, var øde kyststrækninger med kær og moseagtige områder, som store dele af året stod under vand, og ikke var videre farbare.

I mange århundreder var vejen mod Nyrup og Nykøbing Sjælland den eneste forbindelse til omverdenen.

Men i stenalderen var Klint en regulær ø. Havet gik syd om Klintebjerg, og man ved at øen dengang var befolket. I 1897-98 udgravede man en såkaldt "køkkenmødding" på sydsiden af bakken, bestående af strandskaller, rester af ildsteder med aske og trækul, dyreknogler og flintespåner. Menneskeknogler fandt man også, enkelte marvspaltede, hvilket kan tyde på kanibalisme. Man havde jo våben - under, udgravningerne stødte man på forskellige øksetyper og pilespidser. Her var lerkar og aflange skåle, som måske anvendtes til spæklamper.

Dyreknogler viser at Klints befolkning i stenalderen jagede rådyr, hjorte og vildsvin, foruden naturligvis fisk og skaldyr. Det var et jæger- og fiskersamfund.


Klint blev handelssamfund:

Senere er Klint blevet et handelssamfund. Ganske vist har man ikke yderligere fund fra Klint, men på den anden side af Klinte Sø, Ved Nyrup, er afdækket en grav fra jernalderen med mængder af smykker, bl.a. tilvirket af romersk guld- og sølvmønter. her er også glasperler og drikkeglas, og det peger unægtelig på handel og sejlads til fjerne kyster.

I dette havområde har befolkningen utvivlsomt haft både, og ligesom så mange andre i vikingetiden sejlet ud i verden.

Som bebyggelse nævnes Klint i 1370. Den har næppe været stor, blot nogle få gårde. Andre byer fik i 1200-1400-tallet kirker, men Klint har ikke hævdet sig, ej heller udviklet sig til en større handelsby, dertil har beliggenheden været for barsk, besejlingsforholdene for urolige, skønt en af landets hovedveje ellers førte tæt forbi stedet.


Klint under Svenskekrigene 1658-61:

Farvandet ud for kysten hørte til de tættest trafikerede. Med handelens udvikling blev ruten nord om Sjælland stærkt befærdet, og en enkelt træfning under svenskekrigene 1658-61 bekræfter kun at snekker mødtes også her. det danske orlogsskib "Snaresvend" blev skudt i sænk ud for Klintebjerg, og en polsk gesant har berettet, at han samtidig var ombord på et skib på vej fra Grenå til Helsingør, men at man måtte vende om, da man ud for Nykøbing Sjælland blev beskudt af svenske krigsskibe.


Klint i 1600-1700 tallet:

Når den søværts trafik helt gik uden om Klint, var det naturligvis fordi man ikke havde meget at byde på. Det lille samfund høstede ikke store afgrøder på de magre jorder, og iøvrigt var matriklerne små. Matriklen fra 1682 angiver 119 tdr. land opdyrket jord. På det tidspunkt lå der 9 gårde i landsbyen, så man har sagtens selv kunnet gøre brug af det man avlede. Næreingen har man suppleret med fiskeri, både fra søen og fra havet, men det har kun været til husbehov. Det lille samfunds forbindelser til omverdenen har været sparsomme.

Formentlig har landbrug og fiskeri været lige vigtige for Klints beboere. Agerdyrkning var tidligere stærkt afhængig af jordens kavalitet, og den svingede meget. Jorden kunne være stenet, sumpet, med golde pletter eller fuld af ukrudt, og man havde ikke ordentlige redskaber at behandle den med. Der opstod jævnligt misvækst, som f.eks. i 1730-erne.

I 1745 var der pest blandt kvæget, og i Klint døde alle dyrene. Men det har næppe betydet at landsbyens beboere har lidt direkte nød, fordi man jo havde mulighed for fiskeri.

I sine erindringer skrev Klint-bonden, Niels Hansen, (født 1823), at "her spistes lige så meget fisk til brødet som brød". Efterhånden blev der også taget mere jord under plov, og i 1844 var markjordene vokset til 1022 tdr. land. Landbruget fik nu stigende betydning.

Et par hundrede år efter træfningen bjergedes kanonerne fra havbunden, men de var da så fortærede af rust, at man kunne skære i dem med en kniv. Et varigt minde var en kanonkugle fra træfningen, som blev fundet i et stengærde i Klint.

Men i 1600-tallet skal tiderne havde været hårde nok. Midt i århunderedet udslettede pest en stor del af befolkningen. I Højby sogn, hvor Klint lå, døde 466 mennesker, og mange gårde stod tomme. Adskilleige jorder groede vildt, hvorved nøden voksede.

Derpå fulgte en hårdhændet besættelse af svenske tropper, der plyndrede og yderligere udarmede beboerne. Og endelig afløstes plagerne af dårlige tider, som tvang bønder fra gårdene. Ingen ved rigtig i hvilken grad ulykkerne ramte Klint, blot kan man være sikker på, at de også nåede nord for Klinte Sø.

Bønderne i Klint havde dog visse goder fra naturens hånd: Tørv fra Sonnerup Lyng, tækkerør fra søen og kalksten fra Klintebjerg, og især de sidste skulle få betydning.

I 1752 fik hofstenhugger Jacob Fortling af mejestæten tilskødet nogle jorder fra Klint, hvorefter han grundlage "Klinteværket", et foretgende der skulle nyttiggøre den "fine hvid og rød jord". Lerjorden blev udskibet fra Klintebjerg, og derfra ført til Fortelings fabrik i Kastrup på Amager.

men det gik ikke helt som forventet, og allerede en halv snes år efter værkets oprettelse boede på værket kun en fattig enke efter en afdød fuldmægtig. 1772 blev værket nedlagt, og senere solgt, men det lykkedes at få det i gang igen, og senere nedlagt nogle gange.


Klint i 1800-tallet:

Kalkværket gav dog nyt liv til stedet, og flere slog sig ned i Klint.

Omkring 1830 bestod landsbyen af 7 gårde, 8 huse med jord, og 2 huse uden jord. Skole kom der dog ikke her, men efter skoleloven i 1814 opførte man en skolebygning i Sonnerup for de omliggende landsbyer, og børn fra Klint fik undervisning her. På et tidspunkt var Klint ellers lidt større end de øvrige småbyer i nærheden, men de lå afsides, og man har næppe fundet det rimeligt at børn fra egnen skulle have længere til skole end nødvendigt.

Midt i Landsbyen, hvor tre veje løb sammen, lå bystævnet med majbænkestenen. Når der blev tudet i byhornet samledes bønderne her for at høre oldermanden fremsige de bekendtgørelser, som han om søndagen havde hentet ved kirkestævnet i Højby. Denne skik har sikkert holdt sig til 1839, hvor udflytningen for alvor fandt sted, og her blev 3 af gårdene flyttet ud på markerne.

I 1831 eller 1832 byggede bønderne en tredive meter lang overdækket sluse i afløbsgrøften ("ålebækken") fra Klinte Sø, og hertil anvendtes stenene fra bystævnet. Formålet med slusen var at fange ål, som sammen med torsk, flynder og sild udgjorde en væsentlig del af føden for bønderne i Klint.

På grund af sin nære beliggenhed ved havet vrimlede søen med ål, og den var iøvrigt meget fiskerig. Dens bredder beskrives som "lave, sandede, sumpede, stenede", søen selv var mudret og delvis begroet med rør og siv. I 1856 solgte staten derfor søen, og afvandingen begyndte.

Befolkningstallet fordobledes generelt i løbet af 1800-tallet, men ikke specielt og særdeles i Klint. Søens forvandling til landbrugsland blev ikke efterfulgt af udstykninger og etablering af nye gårde og husmandssteder, men jorden solgtes 1868 til herregården Ellinge. I 1872 opførtes et par staldlænger, idet man slog sig på kvægopdræt, senere byggede man lade og boliger for opsynsmand og 6 arbejderfamilier. Den nuværende hovedbygning, Klintsøgård, blev først til i 1912.


Klint i 1900-tallet:

Klint havn er måske ikke noget særligt ved første øjekast - men hyggelig er den. - Foto: SOC:
Klint forblev i 1900-tallet et lille stillestående bonde- og fiskersamfund, tilsyneladende uberørt af virksomheden ved Klintebjerg og den storre udtørring mod syd.

Livet gik videre i det vante spor. Fiskerne lagde deres både ved lejet på kysten sydøst for klinten, ikke langt fra det sted, hvor der i 1952 blev bygget en havnemole.

Bønderne levede fædrenes tilværelse. Fotografier fra 1920-erne viser endnu gårde og huse, som må have stået uændret gennem generationer.

Men turisterne fandt frem til Klint, tiltrukket af Klintebjerg, der med dramatik rejste sig over havet, og gav mulighed for vide udsyn.

Klinten blev et udflugtssted, hvor man samledes om madkurven og nød solnedgangene, mens hestene græssede fredeligt nedenfor.

Før 1914 erhvervede den første københavner, forfatteren Holger Rosenberg, de ene af de to huse, der engang lå på strækningen mellem Klint og Stejlebjerg, hvor vejen mod Nyrup gik fra. Og hurtigt fulgte flere efter, som lod opføre sommervillaer langs kysten.

1907 overtog FDF det gamle kalkværk med den høje skorsten, og indrettede det til sommerkoloni for københavnske børn.

Turister og landliggere begyndte at gøre sig gældende.

Der skød en hel ferieby op øst for Klint i slutningen af 1930-erne, og efterhånden bredte sommerhusene sig.

Et nyt kapitel af Klints historie var begyndt.


Kilde: Udsnit af: Klint, en historisk oversigt, udg. af Klæbel 1981.--SOC 15. jan 2012, 15:35 (CET)