Havuhyret i Isefjorden
Endelig sejlede de ind i Isefjorden. Hele dagen havde de krydset sig frem fra Skåne. De skulle nå Roskilde inden aften, men strøm havde været dem imod. Den lange rejse var snart overstået, for de skulle bare se Lynæs, og vidste det blev bedre. Nu fik de vinden på tværs, og kunne hurtigt sejle sydpå gennem Isefjorden.
Forsigtigt styrede de skibet ind mellem revlerne, da det pludseligt begyndte at syde og boble foran skibet. Store bølger rejste sig og skyllede ind over stævnen, og pludselig rejste der sig et uhyre, med modbydeligt fjæs og små onde øjne op af havet. Det havde fiskekrop, store sylespidse tænder, og arme der rakte ud efter folkene ombord, som løb sanseløst rundt og prøvede at gemme sig.
Havuhyret brølede med sin tordenstemme:"Giv mig menneskekød med blod"!
En af sømændne var ikke hurtig nok, så han blev fanget med en lang slimet arm, og trukket med ned i dybet.
Derefter lagde søen sig, og resten af sejladsen til Roskilde gik glat, kun sindene var i oprør.
Præsterne i Roskilde holdt møde, og de drøftede havuhyret og dens hærgen. Da sagde en kannik: "Jeg skal til Rom til den hellige fader, Paven, måske er der hjælp at hente"! De andre blev enige om, at det skete der jo ikke noget ved at gøre.
Efter mange uger kom kanikken til Rom, og mødtes med Paven og de højeste præster. Han klarede de æriender han havde for Roskildebispen, og huskede så havuhyret i Isefjorden. Paven så på ham og sagde: "Det kan jeg nok ikke hjælpe dig med, men sov nu på det - måske ved du så noget i morgen".
Kanikken havde en dramatisk drøm. Han gik ned ad en lille sti, og stien førte ham til en begravelsesplads hvor der blå dynge af skelletter af tidligere præster og paver. Han trådte forsigtigt rundt mellem knogler og kranier, og det støvede lidt. Alt var gråt og hvidt. Men med et stod der en lysende skikkelse foran ham. Du store himmel, det var er jo pave Lucas, udbrød kanikken, da han genkendte skikkelsen. Kanikken blev draget henimod ham, men da han nåede derhen var Paven forsvundet, og der på jorden foran ham lå en lysende hovedskal. Den var hvidere end de andre, og strålede som solen. Kanikken vågnede med et sæt fra sin drøm: Han måtte finde denne hovedskal!
Sammen med sin tjener gik han ad stien, som han havde drømt, og der gik ikke længe før de fandt hovedskallen ligge og stråle i solen foran dem. De pakkede den ind i et fint klæde, og lagde den i en kasse. Nu kunne Roskildebispen få sit værdifulde relikvie, så hjemrejsen kunne begynde.
Skibet sejlede den farlige tur nord om Jylland, men havde ingen problemer, og da de nåede Isefjorden tog kanikken kassen frem. Han pakkede hovedskallen ud, og lagde den synligt på dækket. Langt nede i dybet kunne havuhyret mærke noget var på færde, og det vred sig rundt, og fòr op mod skibet så det sydede og boblede.
Søuhyret rakte mod skibet og råbte: "Menneskekød og bloooood"! Mændne skreg i angst: "Hvem skulle nu ofres"?
Havuhyret så den fromme kannik, der stod roligt med Lucas hovedskal, der lyste hele dækket op, og havuhyret udstødte et fælt skrig, så alle nu troede de skulle fanges. Men kanikken bad en bøn til Lucas, og Den Hellige Treenighed, vaskede hovedskallen, hældte vandet i havet, og sprang selv ud i det. For øjnene af alle på skibet gik han på de oprørte bølger, der lagde sig hvor han gik. Oppe på dækket lyste hovedskallen klarere end solen.
Havuhyret så en sidste gang på kraniet, udstødte et frygteligt hyl. og forsvandt så i bølgerne - ingen har set eller hørt det siden!
Relikviet blev opbevaret i Roskilde, og i 1665 kom hovedskallen på Kunstkammeret, senere Nationalmuseet, som så har overdraget den til St. Ansgar kirke - den katolske kirke i København - her siges det, at den er opbevaret den dag i dag.
Kildemateriale: Trolderuten udg. af Odsherreds Turistbureau.--SOC 17. jul 2011, 20:54 (CEST)
