Højby Hovedgade 44
Præstegården har ingen avlslænger, alene en nord/syd vendt stuelænge med tilhørende udhus, beliggende tilbagetrukket fra vejen på et plateau på Elligebjergs vestskråning.
Stuelængen er en fritliggende, grundmuret bygning (ca. 10x25 m), med kælder i nordre ende og halvvalmet tag.
Indrettet til bolig med udnyttet tagetage.
Nord for stuehuset et øst/vestvendt udhus, grundmuret, syv fag langt og med heltag. Indrettet med vognport, bræddehus, lokum og en mindre hestestald. Loftet til hø og halm i gavlene.
Præstegårdens haveanlæg ligger på skråningerne vest og syd for stuehuset, og øst herfor en mindre gårdsplads.
Den nuværende præstegård er opført 1901, og er paceret ca. 150 m øst for den tidligere, der lå op ad nordre kirkegårdsmur.
Fra 1970 er der sket ændringer i den oprindelige planløsning, og vinduer og døre er udskiftet med nye.
Stuelængens mure er opført i blank mur, røde sten over en fremkraget støbt sokkel.
Taget er hængt med falstagsten, ilagt et ikke lille antal ovenlysvinduer i begge tagflader. I bygningen tre blankmurede skorstenspiber.
Udhusets vægge står pudset og hvidkalket over støbt, sortmalet sokkel, og mod tag er langsiderne afsluttet med blåmalede sugfjæle. Taget er hængt med falstagsten.
+
På et tidspunkt var gården forpagtet af Jørgen Jensen, der er født i Østre Højby 1885. Han døde 27. februar 1953. I ægteskabet er sønnerne parcelist Helge Jensen, Østre Højby, og bestyrer Gunnar Jensen, Nakke.
Se også: Højby Præstegård.
Kilde: Højby by og jorder udgivet af Trundholm kommune og Planstyrelsen 1987. - Holbæk Amts Venstreblad 28. februar 1953.--SOC 18. maj 2012, 18:17 (CEST)