Glostrup og Siddinge Kvægavlsforening
Glostrup og Siddinge Kvægavlsforening, Egebjerg sogn, Odsherred.
Fra Knud Voigt har Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad og arkivet modtaget en beslutningsprotokol for Glostrup og Siddinge Kvægavlsforening:
Foreningen eksisterede ikke så længe under 3 år.
Protokollen er derfor ikke så omfattende - og man kunne i bladet for en sjælden gangs skyld trykke en forenings beslutningsprotokol i dens fulde længde.
Medlemsliste: Gårdejer Hans Larsen, Glostrup, 5 køer - Gårdejer Lars Olsen, Glostrup, 5 køer - Gårdejer Laurits Hansen, Glostrup, 4 køer - Gårdejer Ole Nielsen, Glostrup, 5 køer - Gårdejer Niels Nielsen, Glostrup, 5 køer - Gårdejer Lars Jensens enke, Siddinge, 4 køer - Gårdejer Kristian Kristensen, Siddinge, 4 køer - Gårdejer Ludvig Kristensen, Siddinge, 4 køer - Gårdejer Peder Henriksen, Siddinge, 4 køer - Gårdejer Lars Larsen, Siddinge, 4 køer.
Lørdagen den 4. oktober 1902 afholdtes et møde hos Ole Nielsen, Glostrup, hvor det vedtoges at danne en kvægavlsforening for Glostrup og Siddinge Byer.
Det vedtoges til foreningen at kjøbe en 3/4 aars Tyrekalv af Ole Nielsen, Glostrup, for en sum af 200 kr. straks og 100 kr. i foderpenge til april 1903. samt paa vilkaar følgende summa 100 kr. naar tyren opnaar at faa præmie ved statsskuet. 100 kr. naar afkommet efter tyren kan komme i 3. k!. 2. grad.
Som formand for foreningen valgtes Ole Nielsen, Glostrup.
Lørdagen den 27. marts holdt Glostrup og Siddinge Kvægavlsforening møde hos Ole Nielsen, Glostrup. Det vedtoges at der til betalingen af foderpengene for 1. halvaar skulle indbetales 2 kr. pr. indmeldt ko samt bedækningspengene for de køer, der havde været tilført tyren. Det blev bestemmet at tyren det første aar, altsaa fra 1. april 1903 til. april 1904, skal blive staaende opstaldet hos Ole Nielsen og at der skal betales 200 kr. i foderpenge for den tid, dog kun i det tilfælde at Foreningen faar det fulde statstilskud. Opnaas ikke dette skal der kun udbetales Ole Nielsen 180 kr.
Til at udarbejde love for Foreningens virksomhed valgtes gaardejer Peder Pedersen, Glostrup og gaardejer Peder Henriksen, Siddinge.
Til at foretage kaaringen af foreningens køer valgtes gaardejerne Niels Nielsen, Glostrup, og Ludvig Kristensen, Siddinge.
Mandagen den 5. oktober 1903 holdt Glostrup og Siddinge Kvægavlsforening møde hos Ole Nielsen, Glostrup, til forhandling forelaa følgende: Da gaardejer Hans Larsen, Glostrup, nægter at betale det aarlige bidrag vedtoges det at tilstille Hans Larsen en saalydendede skrivelse. Paa Glostrup og Siddinge Kvægavlsforenings vegne skal jeg hermed meddele dig at saafremt ikke det bidrag stort 10 kr., som du er foreningen skyldig bliver indbetalt til undertegnet i løbet af 8 dage da vil fordringen blive overgivet til en sagfører Ole Nielsen.
Tirsdagen den 22. marts 1904 holdt Glostrup og Siddinge Kvægavlsforening møde hos Ole Nielsen, Glostrup, til forhandling forelaa følgende: Det vedtoges at opstalde foreningens tyr hos Ole Nielsen for en sum af 200 kr. Det vedtoges at lade foreningens køer kaare, og at lade konsulent Jensen, Holbæk, være behjælpelig dermed. Formanden meddelte at foreningen havde modtaget 80 kr. i statstilskud for dette aar. Det vedtoges at yde formanden en rejsegodtgjørelse af 5 kr. for at rejse til Holbæk for at hæve statstilskudet.
Fredagen d. 27. februar 1905 afholdt Glostrup og Siddinge Kvægavlsforening møde hos Ole Nielsen, Glostrup. Regnskabet fra forrige aar fremlagtes og godkjentes enstemme. Fra 1. april 1905 valgtes gaardejer Niels Nielsen, Glostrup, som foreningens formand.
Aar 1905 den 4/4 afholdt Glostrup og Siddinge Kvægavlsforening hos gaardejer Niels Nielsen, Glostrup, møde hvor gaardejer Ole Nielsen, Glostrup, købte tyren "Glostrup" af foreningen for en pris af 318 kr. De 200 kr. betales første mandag i Egebjerg Sparekasse, og 98 kr. til medlemmerne af foreningen. 20 kr. til Hans Larsen, Glostrup, til erstatning for at afstaa tyren.
Foreningen opløses fra dato.
Det var så den forening.
Den eksisterede kun i ca. 2 1/2 år.
Det fremgår ikke af protokollen, hvorfor foreningen blev opløst. Men mon ikke det skyldes økonomiske problemer. Noget kunne i hvert fald tyde på gæld i sparekassen, som skulle afvikles.
Men intetsteds fremgår årsagen direkte. Og det i det næstsidste referat omtalte regnskab foreligger heller ikke i protokollen.
Foreningens protokol skulle ikke gå til spilde. Der var jo kun blevet brugt 6 sider til hele foreningens levetid. Protokollen er blevet vendt om - og er blevet brugt til forskellige former for regnskaber -sikkert af den sidste formand Niels Nielsen, Glostrup (Stenbækgaard, Stenbækvej 1).
Han har efterfølgende brugt protokollen til kontrolbog for søer og grise 1905;
Prøvemalkningsregnskab for1914;
Regnskab med Malkekøer fra 1914; Avlstyre fra 1914-16 og Regnskab med Kalve og Opdræt fra 1913 16.
Her får vi altså yderligere en lille bid af Stenbækgaards historie. Så også på den led er det en spændende protokol, arkivet har fået fingre i.
Kilde: Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 4, 2002.--SOC 20. sep 2014, 11:45 (CEST)