Fiskersminde
Det var oprindeligt et husmandssted.
Huset har været i familien Heerings eje siden 1920`erne.
Bødker Niels Peter Sørensen passede i en periode huset, og boede i vestre fløj.
+
Niels Peter Sørensen er født 13. april 1864 i Kildehusene, og er ud af en søskendeflok på 10, hvor hans far var murer.
Niels Peter Sørensen fortæller i en fødselssamtale, da han fyldte 90 år, til Holbæk Amts Venstreblad:
Der var megen fattigdom i min barndom, men fordi det var en fælles skæbne for så mange, var det ligesom det ikke mærkedes så hårdt, som hvis man sammenligner med forholdene nu.
Jeg måtte ud at tjene som 7-årig. Jeg vogtede får på forskellige gårde, og halvårslønnen var en tønde kartofler til min far, og et par træsko til mig selv. Jeg havde flere pladser inden jeg blev konfirmeret, og de var ikke alle lige gode.
Jeg skulle jo også gå lidt i skole, men selvom det var en gang om ugen, ville nogle bønder hellere betale 2 skilling i bøde, end lade mig gå i skole. Nå, læreren var gammel og affældig, så vi lærte heller ikke meget.
Jeg var ved landbruget til jeg var 25 år, fortsætter Niels Peter Sørensen, så kom jeg i bødkerlære i Asnæs, og arbejdede siden nogle år som svend forskellige steder. Daglønnen var dengang 2 kr. foruden kost og logi.
1895 kom jeg til Vig Lyng, hvor jeg har boet siden. Det vil sige, jeg har boet samme sted alle årene, men det er en hel historie for sig selv.
Jeg har passet mit håndværk som bødker, og drevet lidt landbrug ved siden af, og efterhånden som sommerhusene er skudt op, har jeg haft beskæftigelse kos mange af københavnerne.
Men så er der det med bopælen, og det hænger sammen med københavnerne. Da de begyndte at komme hertil, var folk på egnen ikke særlig begejstrede for dem, og de vilel ikke sælge mælk og grøntsager, eller andre sager, til dem. De var bange for at blive snydt.
Men jeg tog alligevel venligt imod dem, og begyndte at handle med dem.
Min første kunde var afdøde overretssagfører Heering, der spurgte om han ikke kunne købe forskellige af mine landbrugsprodukter til husholdningen i sommerejendommen "Fiskersminde".
Det gik udmærket, og vi blev efterhånden rigtig gode venner.
En dag sagde han til mig, at hvis jeg blev træt af at drive landbrug, og ville sælge min ejendom, kunne min kone og jeg flytte hen i udlængen til "Fiskersminde", og det skulle jo ikke koste os noget at bo der.
1926 solgte jeg ejendommen, og spurgte Heering, om jeg måtte bo midlertidigt hos ham, til vi fandt noget andet.
Han svarede, at hans løfte stadig gjaldt - og vi har boet her siden, også efter hans død, og vi syntes det er et meget smukt træk af fru Heering.
Om 1½ år håber min kone og jeg at kunne fejre diamantbryllup, hun er kun 83 år, men jeg er ellers den raskeste af os.
Kilde: Lokalarkivet 2012. - Holbæk Amts Venstreblad 8. april 1954.--SOC 19. feb 2012, 22:28 (CET)
