Fårevejle Forsamlingshus

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Fårevejle Forsamlingshus, Fårevejle, Odsherred.

April 1943 blev det stiftende møde afholdt i Riis Forsamlingshus, der blev nedlagt i forbindelse med den senere opførelse af det nye forsamlingshus i kirkebyen.

Den første bestyrelse bestod af tømrermester Alfred Hansen, som var den første formand, Fårevejle Kirkeby, gårdejer Fredløv Jørgensen, Veddinge, gårdejer Niels Larsen, Ordrup, boelsmand Hans Christensen, Bjergesø, gartner Niels Erik Larsen, Stubberup, købmand C. B. Christensen, Veddinge, manufakturhandler M. Andersen, Fårevejle Kirkeby og statshusmand Knud Jensen, Vindekilde.

Man købte en ejendom af Thorvald Christensen for 30.000,00 kr.

Interessentselskabet Fårevejle Forsamlingshus fik imidlertid først en halv snes år senere - 1953 - opført en egentlig forsamlingshusbygning på grunden.

1943 til 26. marts 1957 var formanden gårdejer Fredløv Jørgensen, Odbogård, der sammenlagt var formand i 14 år. På et tidspunkt afløst af tømrermester Alfred Hansen til 21. marts 1949.

1948 den 7. maj har sognerådet vedtaget at lave træningsbaner til håndboldspillerne ved forsamlingshuset.

1953 den 10. januar var der rejsegilde på forsamlingshusets nye store sal, der forventes indviet omkring 1. april, men det nåede man ikke.

Den nye forsamlingshus blev indviet 1. juli 1953.

Det første budget blev overskredet mange gange, men til gengæld har det fået så fin en udførelse, at mange regner det for at være det smukkeste forsamlingshus i Odsherred.

Der er en ejendom på grunden, og den blev udnyttet som en del af det nye forsamlingshus. I ejendommen vil Fårevejle Sparekasse fortsat have deres lokaler, men desuden er der flere velegnede lokaler til værelser til restaurationslokaler, og ovenpå får værten lejlighed.

I tilbygningen, der er opført, er foruden toiletter, garderobe m.v. en stor og en lille sal. den store sal er udstyret med scene.

Samtidig med indvielsen af det nye forsamlingshus nedlægges Riis Forsamlingshus.

Indtil 16. april 1958 var formanden tømrermester Alfred Hansen.

1958 den 9. oktober har forsamlingshuset fået installeret et stort moderne højttaleranlæg med 30 watt forstærker, mikrofon og pladespiller. Højttalerne dækker såvel den store som den lille sal og restaurationen. Forsamlingshuset har betalt selve anlægget, mens installationen er foretaget gratis af teknikere fra Skamlebæk Radiostation.

1968 den 7. april blev gårdejer og sognefoged Knud Madsen valgt til ny formand.

1969 har Fårevejle Sogns Spare- og Lånekasse opsagt lokalerne i forsamlingshuset, da man bygger nyt kontor ved Tage Kristensens frysehus på Adelers Allè.

1970 måtte forsamlingshuset investere over 200.000,00 kr. i nye selskabslokaler, og en gennemgribende modernisering og udvidelse af køkkenet.

Ved generalforsamlingen den 10. marts 1977 kunne formanden, Knud Madsen, Veddinge, konstatere, at forsamlingshuset havde skiftet vært 2 gange i årets løb.

Regnskabet ballancerede med 130.885,00 kr., status viste aktiver for 512.927,00 kr. og en prioritets- og kloakgæld for 174.840,00 kr.

På valg var formanden Knud Madsen, Jens Jensen, Jørgen Hasseriis, Linderup og Knud Larsen, Fårevejle Stationsby, og alle blev genvalgt.

1978 den 1. august afholdtes en ekstraordinær generalforsamling, hvor hele bestyrelsen havde stillet sit mandat til rådighed på grund af intern uenighed.

Resultatet blev 3 nye i bestyrelsen, og Knud Madsen, Veddinge, fortsætter som formand.


Værter:

1943-1965 var værterne Martine og Peter Nielsen, Fårevejle, som var værter dels i Riis, og dels i Fårevejle.

1965 den 1. februar er mælkehandler Harry Nielsen og hustru nyt værtspar.

1976 i marts blev Poul Olsen vært, men han stoppede allerede den 31. december på grund af økonomien.

Indtil 1986 Birthe og Bent Olsen.

1986 Ulla og Ole Andersen, der kommer fra København, og har boet i Fårevejle i 3 år. Ole Andersen er udlært tjener fra "Marienlyst" i København, og udlært kok fra restaurant "Skoven" i Odense. Ulla Andersen har en beskæftigelse som sygemedhjælper ved E.G.V. i Mørkøv.


Kilde: Holbæk Amts Venstreblad 1949 og 10. januar og 23. juni 1953 og 26. marts og 7. maj 1957 og 17. april og 9. oktober 1958 og 9. december 1964 og 28. januar 1965 og 8. april 1968 og 26. marts 1969 og 12. august 1976 og 11. marts 1977 og 2. august og 29. august 1978 og 27. december 1986.--SOC 9. maj 2013, 14:31 (CEST)