Egebjerg Telefoncentral

Egebjerg Telefoncenteral, Egebjerg, Egebjerg sogn, Odsherred.

I september år 1900 oprettedes en telefoncentral i Egebjerg, og som bestyrer ansattes skomager Emil Hansen, og centralen fik til huse i hans bolig, Glostrupvej 8.

Centralen begyndte med 10 telefonabonnenter. Emil Hansen - eller Hansen - som han nu kaldtes, kunne betjene dem, samtidig med at han passede sin skomagervirksomhed, da det hele foregik i samme stue.

I 1925, da centralen og Hansen havde 25 års jubilæum var der 117 abonnenter. På jubilæumsdagen havde abonnenterne inviteret Hansen og hans familie til en fest i Egebjerg Forsamlingshus. - Dagen begyndte meget festligt, idet Hansen blev vækket med musik. Der var mødt 250 mennesker til festen i Egebjerg Forsamlingshus. Hansen fik overrakt en gave fra abonnenterne: Et etui med bestik til 6 personer i 3-tårnet sølv med inskription: Fra samtlige abonnenter under Egebjerg Central med tak for 25 års godt samarbejde.

I 1939 ansattes Hansens brodersøn - som også hed Emil Hansen - som centralbestyrer. Emil Hansen og hans familie boede på "Grønland", hvor de havde en lille landejendom. De måtte så flytte til byen og de fik bygget huset, Egebjerg Hovedgade 22 og centralen flyttedes dertil. To unge piger, Laura og Inger, som var vante til at sidde ved omstillingsbordet, flyttede med derhen.

Centralbestyreren fik udbetalt løn fra KTAS, og han ansatte og lønnede de unge piger, som dengang boede på centralen. De fik kost og logi og 50 kr. om måneden. Da Johanne og Emil Hansen begyndte som bestyrere af centralen, blev alle opkald/samtaler skrevet op i en bog, senere brugtes kuponer, og til sidst gik man over til hulkort.

Nykøbing var hovedcentralen. Hver morgen, når telefonen åbnede, skulle man ringe op dertil og sige: "God morgen" og "god nat", når den lukkede for almindelig åbningstid.

Det hændte, at der kom uanmeldt besøg, kontrol, for at se om alt gik rigtigt til, om samtaler blev registreret rigtigt, at man optrådte korrekt, f. eks. at man ved opkald sagde: "Det er Egebjerg" og ikke kun "Egebjerg".

Telefonen åbnede kl. 8 (7) om morgenen og lukkede kl. 8 om aftenen. Om søndagen lukkedes kl. 4 om eftermiddagen. Takster for samtaler var højere om aftenen og om søndagen, men alligevel blev der tit ringet.

Man kunne også ringe om natten. Johanne og Emil Hansen havde en alarmklokke i soveværelset. Der skulle altid være mulighed for at få fat på læge, jordemoder, dyrlæge og andet livsnødvendigt. I tilfælde af ildebrand skulle centralen tilkalde brandvæsenet. Under tordenvejr var det ikke rart at sidde ved omstillingsbordet, men man skulle være parat for at kunne til kalde brandvæsenet, hvis der blev brug for det.

Dengang, da der ikke var så mange abonnenter, bad man ikke altid om telefonnummeret, men om dyrlægen eller smeden, så kunne de på centralen svare, at ham kan du ikke få, han er optaget. En abonnent kunne også bestille telefonvagt. så tog centralen mod besked under hans fravær.

Samtalerne var nok ikke så lange dengang. Man blev stadig gjort opmærksom på, hvor længe man havde talt. Det lød: "Tre minutter, vil De fortsætte". Og det samme igen når man havde talt i 6 minutter.

Da centralen fik 300 abonnenter, blev den 3-sidet. Der var ialt 10 damer til arbejdet, deraf to nattevagter. Nu var det ikke mere unge piger, der boede på centralen, men gifte/ugifte damer fra omegnen, der ansattes som centraldamer, og alle fik udbetalt løn fra KTAS.

For at blive telefonist skulle man aflægge prøve i Telefonhuset. Man skulle have en tydelig håndskrift og en klar og tydelig stemme.

I december 1972 lukkede Egebjerg Central.

Da blev den som den sidste i 03-området automatiseret. Lukningen kom ikke bag på dem. De havde tre år i forvejen fået besked om år, dato og klokkeslet.

Hermed sluttede en epoke i Egebjerg.

Kilde: Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 2 - 1998.--SOC 9. feb 2013, 23:19 (CET)