Asnæs Sogns Spare- og Lånekasse

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Asnæs Sogns Spare og Lånekasse, Toftegårdsvej 4, Asnæs by, Asnæs sogn, Odsherred.

Sparekassen blev stiftet i 1868, og er altid blevet betjent af en leder eller direktør og to bestyrelsesmedlemmer.

Toftegårdsvej 4 blev 1918 købt af gårdejer Jens Nielsen, tidligere gården "Akhøj" i Tolsager, og han har antagelig bygget huset. Asnæs Sogns Spare- og Lånekasse havde kontor hos Jens Nielsen, hvor der var åbent to gange om ugen fra kl. 14 til 16.

I mange år var gårdejer H. P. Hansen, Bobjerggård, direktør, og hvis man ville have et lån, spurgte man ham, og så gik der en uges tid før man fik svar.

1937 købte sparekassen ejendommen, Toftegårdsvej 2, Asnæs. Den var bygget 1905 af slagter Laurits Sørensen, der havde slagterforretning her, indtil han døde i 1921.

1974 på generalforsamlingen i juli meddelte sparekassens mangeårige direktør, Knud Hansen, og ligeledes mangeårige regnskabsfører H. P. Hansen, at de begge trækker sig tilbage til efteråret, da de begge var blevet 75 år, og nye og yngre kræfter måtte til.

Som afløser for Knud Hansen er antaget den 28-årige Harald Clementsen, Nykøbing Sjælland. I sin beretning udtalte formanden, Sigurd Eriksen, mindeord om den mangeårige formand gårdejer Harald Petersen. Som ny i tilsynsrådet, til afløsning for afdøde Harald Petersen, valgtes brugsuddeler P. Å. Larsen.

1976 den 18. maj var der indvielse af en tilbygning til banken, hvor der bliver ekspeditionslokale.


Asnæs by`s historie udgivet af Dragsholm Lokalhistoriske Forening 1996. - Holbæk Amts Venstreblad 19. juli 1974 og 19. maj 1976.--SOC 11. jan 2012, 19:34 (CET)