Asnæs Mølle

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Asnæs Mølle ca. 1900
Asnæs Mølle, Asnæs, Odsherred.

Omkring år 1900 lå på Vestervangen i Asnæs i Odsherred kun Asnæs Mølle med tilhørende bageri, som lå på højre side af vejen. Det var den eneste bebyggelse, før man kom ud til det lille hus, der lå i skellet mellem Asnæs og Høve, og som blev kaldt "Vesterled".

Møllen og bageriet hørte under "Møllegården", der lå med en stor rødstens hovedbygning ud mod Storegade, hvor nu Møllegårdsparken ligger. Foruden møllen og bageriet, drev den daværende møller Frederiksen, sammen med sin svigersøn, også landbruget der hørte til Møllegården.

Senere blev Møllegården solgt til Brdr. Madsens Maskinfabrik, og møllen og huset, hvor der havde været bageri, blev solgt til anden side.

Asnæs Mølle var oprindelig en hollandsk mølle. Men den brændte i 1922 under en kraftig storm, og det gik helt galt, for stormen satte møllen i gang, og det var ikke mulig at stoppe den igen. Der gik ild i trælejerne og hele møllen brændte ned.

Det blev den helt store katastrofe, for stormen førte de brændende spåner, som møllen var tækket med, først til huset med bageriet, og antændte dette, men også helt til Nordgården, som var stråtækt, så Nordgården og stuehuset nedbrændte, og mange dyr omkom.

Efter branden blev møllen genopbygget, men 1928 gik det galt igen, og møllen nedbrændte af uopklarede årsager.

Det var efterhånden blevet almindeligt at supplere vindkraften med motorkraft, så da møllen blev opbygget for tredie gang, var det uden møllevinger. Og møllerens beboelse blev udvidet med en købmandsforretning.

Nu blev den så erstattet af en motormølle, som blev bygget af møller Carl Jacobsen. Møllen blev i starten af 1930'erne udbedret. Lå på adressen Møllevænget 5, Asnæs. Matr. nr. 21 fq, Asnæs by, Asnæs.


Mølleejere:

1876-1910 Johannes Frederiksen

1920 - +++ købmand Poul Nielsen, Høng.

19? - 19? Chr. Hansen, der er født 27. november 1872.

1924-1929 Carl Jacobsen

1929-???? Michael Morten Jensen (f.11.2.1897 i København)


Se også: Møllegården, Asnæs.


Kilde: Danske Møller/af Niels Meyn, Erhvervsforlaget 1934. - Asnæs by`s historie udgivet af Dragsholm Lokalhistoriske Forening 1996. - "Det stod i" Holbæk Amts Venstreblad 5. januar 1970. - Odsherred Tidende 25. november 1947.--SOC 4. jan 2012, 17:25 (CET)