Vig Forsamlingshus

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Vig Forsamlingshus - før 1943.
Vig Forsamlingshus, Ravnsbjergvej 1, Vig, Odsherred, blev bygget af et aktieselskab 1881, da der var "Trang til en Møde- og Gymnastiksal".

Man syslede først med at oprette et "øvelseshus", og man blev tilbudt en grund, hvor senere Vig Kros store sal blev bygget, men det blev jo ikke til noget.

"Øvelses- og Forsamlingshuset" i Vig havde ellers en tilsvarende historie som Stenstrup Forsamlingshus.

Man må sige begyndelsen til forsamlingshuset var beskeden. Det første lille hus kaldtes som sagt et "øvelseshus", idet det først og fremmest var gymnastikken, det tog sigte på.

Ved en skyttefest, der afholdtes i tømrer Peter Nielsens værksted i Vig i 1880, havde provst Victor Block i en manende tale slået til lyd for opførelsen af et sådant hus, og der blev startet en indsamling i Vig-Asmindrup sogne. Næsten samtlige husstande ydede bidrag, og i løbet af kort tid var tilvejebragt ca. 800 kroner - det var en ikke ringe sum dengang. Oprindelig lød overslaget på 2.800 kroner, men det syntes man var for dyrt. ved at reducere lidt på beløbet kom man ned på 2.135 kroner, og så optog man et lån på 1.500 kroner, og så kunne huset bygges.

Der blev taget fat på bygningen af huset efter tegninger af den kendte bygmester Andreas Bentsen, Vallekilde.

1881 den 3. juli blev huset indviet - omtrent samtidig med Stenstrup Forsamlingshus, som også er tegnet af Andreas Bentsen, Vallekilde.

Allerede dagen efter indvielsen afholdtes den første kapskydningsfest mellem Vig og Asnæs skyttekredse, og gymnaster tog det i besiddelse under ledelse af den senere så kendte gymnastikinstruktør N. H. Rasmussen. Det var ham, der indførte Lings gymnastik i Danmark. Han var som tømrer med til at bygge huset, og havde allerede før huset var færdigt begyndt gymnastik i Peter Nielsens værksted.

Det var i starten et simpelt forsamlingshus med en sal på 12x7,5 meter, og et par mindre værelser. Foruden kontante bidrag gav mange også mursten, brædder og grus, kalk, samt egen arbejdskraft.

Huset var indrettet med ribber langs væggene, og man gav selvfølgelig plads til den lokale skytteforening, der var blevet oprettet efter den nationale katastrofe i 1864, og hvor unge mennesker samledes til øvelser i skydning og gymnastik.

1886 oprettedes Vig-Egebjerg Foredragsforening i forbindelse med forsamlingshuset.

I de første år havde forsamlingshuset en ekstra indtægt af at leje lokale ud til pogeskoler, og med at leje bænke ud til private fester.

1897 kom den første udvidelse, hvor det ældste hus, blev til det nuværende forhus, og en ny og større sal byggedes mod syd.

1906 begyndte man at holde sognerådsmøder i forsamlingshuset.

1911 oprandt noget af en skæbnetime for forsamlingshuset, idet det vedtoges at opløse foreningen og sælge huset, fordi det var stærkt på tale at oprette et stort afholdshjem. vedtagelsen bekræftedes på et par ekstra generalforsamlinger i 1912.

Men det blev så forkastet igen, da det viste sig, at det andet projekt ikke blev til noget

1913 foretoges den næste lille ombygning for at skaffe mindre lokaler til de mange små møder, som ønskedes holdt der.

Efter den tidligere mindre omforandringer foretoges 1914 en stor Udvidelse, hvorefter mødesalen er den største på landet i Odsherred.

1929 foretoges den sidste ombygning, der gav forsamlingshuset det udseende det fik i ørene fremover - i hvert fald udefra.
Vig Forsamlingshus under ombygning 1896.
I 1896 blev salen udvidet og forhøjet, samtidig med at der blev bygget en beboelseslejlighed.
På fotoet, der er taget under denne ombygning, ses en lille dreng på 2 år med sin trillebør, som er Laurits Bernardt Klausen, og han står mellem sin far og farfar, der også bar navnet Bernardt.
Fotograf: Ukendt.

Under krigen 1940-45 gik det hårdt ud over forsamlingshuset, da tyskerne beslaglagde både forsamlingshuset og skolen. Alt hvad der overhovedet kunne fjernes, blev kørt bort, så kun det mest nødtørftige var tilbage. Det varede kun tre måneder, men den daværende formand, gårdejer Niels Andersen, Hønsinge, fortæller at ødelæggelsen var stor, og griseriet endnu større.

1947 blev der gravet kælder ud under bondestuen, så der kunne gives plads til centralfyr, og skaffes bedre varme overalt.

1947 forhandledes også om at få kommunen til at overtage forsamlingshuset, men det blev ikke til noget, og 1948 tegnedes i stedet ny aktiekapital.

Den store kakkelovn i salen blev dog først fjernet i 1954 da centralvarmeanlægget blev helt udbygget, og samtidig foretoges de seneste forbedringer og moderniseringer med bl.a. nyt gulv i salen, og bedre garderobe- og parkeringsforhold.

1957 den 2. marts var der indvielse af et fast Bang & Olufsen højttaleranlæg, så der bliver to højttaler i den store sal (faktisk 4 afstemte efter hinanden), en på balkonen, og en i hver af de to stuer, mens forstærkeranlægget er opsat bag scenen, hvor der også er mikrofon til talerstolen. Det kostede omkring 4.000,00 kr., og man fik kommunalt tilskud på 1.500,00 kr., afholdsforeningen gav 500,00 kr. og 18 foreninger med 50 kr., mens forsamlingshuset selv må klare de sidste 1.000,00 kr.

Skønt Forsamlingshuset er blevet overmaade flittig besøgt, har aktionærerne dog aldrig kunnet glæde sig ved noget Udbytte, idet der ingensinde er blevet Overskud.

1982 den 29. maj - på en ekstra generalforsamling - er den selvejende institution Vig Forsamlingshus blevet dannet, og dermed har man et "rigtigt" forsamlingshus, for det har man - på papiret - hidtil været i tvivl om.

Man regnede med forsamlingshuset var et interessentselskab, men i andre officielle papirer stod det registreret som et aktieselskab, men der er dog aldrig indbetalt en aktiekapital.

Nu er den sag så klaret, og forsamlingshuset har allerede fået 200 medlemmer, der hver især betaler et kontingent.


Formænd:

Gennem de første 75 år har forsamlingshuset været ledet af ikke færre end 26 - måske 27 - formænd, og de fleste kun 2 til 4 år med et par enkelte undtagelser.

1885 kom lærer H. Sørensen, Vig, til som formand, hvilket han var i 4 år.

Formand 1907-1911 var Peter Jens Petersen, Vig.

1940 til 1950 gårdejer Niels Andersen, Hønsinge Nørremark.

1950 Jens Poulsen, Bognæs.
Vig Forsamlingshus ca. 1900.
Billedet, der er et postkort, viser det nye forsamlingshus efter den omfattende ombygning i 1897.
Fotograf: Ukendt.

1971 var formanden gårdejer Jens Poulsen, Bognæs.


Værter:

Da Peter Christen, Vig, blev gift 1890 blev han og hustruen værtsfolk i forsamlingshuset.

1917-1939 er Jens Jensen og hustru værtsfolk.

1939-1951 Chr. Petersen blev gift 16. august 1923. Han flyttede til København, hvor han købte et brødudsalg.

1951 den 27. marts ansattes murerarbejdsmand Knud Nielsen, Borup, som ny vært. Hans hustru er datter af værten i Vommevad Forsamlingshus.

På et tidspunkt var værten Anton Nielsen, Højby.

På et tidspunkt er fhv. Gaardejer P. Olsen Vært i Forsamlingshuset.

Indtil 1975 Agnete og Knud Nielsen.

1975 den 1. november Inga og Jørgen Larsen, Nørrevangsvej 41, Rørvig. Jørgen Larsen er kolonialog isenkrammeruddannet hos Christoffer Larsen, Rørvig. Inga Larsen har i mange år arbejdet hos slagter Larsen i Rørvig.

1982 den 1. marts fik forsamlingshuset nye værtsfolk, Hanne og Rud Petersen, Nykøbingvej 15, Høve Pindal, der afholdt reception den 27. marts.

Det bliver mest Hanne, der står for forsamlingshuset, mens Rud Petersen passer sit arbejde som telefonmontør, og parret bliver boede i Høve Pindal, mens lejligheden i forsamlingshuset bliver inddraget til kontor, lagerrum og slap-a-stue.

+

Kilder:

Odsherred Tidende 11. august 1948.

Sjællandske Byer og Deres Mænd, udkommet på National-Forlaget 1918.

Forsamlingshuse i Odsherred af Kurt Sørensen, forlaget Klæbel 1982.

Frugtavler Herman Jensen, Hønsinge, oldebarn til præstegårdsforpagter Niels Jensen, 1962.

Holbæk Amts Venstreblad 12. februar 1949 og 30. januar 1950 og 13. og 28. marts 1951 og 10. og 14. november 1956 og 6. og 27. februar 1957 og 6. februar 1971 og 24. september 1975 og 23. marts 1976 og 1. februar og 22. marts og 29. maj 1982.--SOC 12. jun 2013, 17:28 (CEST)