Røde Kro

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Røde Kro. - Foto: Claus Marcussen, Nyk. Sj.

Røde Kro på Vesterbro i Nykøbing Sjælland var oprindelig startet som Hans L. Olsens beværtning, der lå overfor Grundtvigsvej i et nu nedrevet hus.

Derfra i det senere Slagteriudsalgets lokaler.

1920 blev den flyttet her ud på Vesterbro.

Hans L. Olsen stammer fra en gård i Lumsås, ligesom hans bror, Niels Chr. Olsen, der er født 1878 og boede i en årrække i Stårup, og efterlod sig hustru og flere voksne børn da han døde 15. april 1947.

Hans L. Olsen blev gift med Anna, der er født 1. november 1894 på Strandbo, Østre Lyng, som datter af gårdejer Laur. Christensen. Hendes bror Thorvald Christensen overtog gården på Østre Lyng.

1914 blev hun husbestyrerinde hos restauratør Hans L. Olsen.

Da Hans L. Olsen døde omkring 1944, drev Anna Olsen beværtningen videre i mange år, med stor hjælp af hendes 83-årige far, Laur. Christensen, Vestre Lyng, ved pasningen af den store ejendom.

Datteren, damefrisør Asta Olsen, omkom 21. januar 1980 under en brand i Lady Salonen, Havnegade 1, Nykøbing Sjælland.

1994 den 29. juni er kroen gennemrestaureret i "Bedste" og Kurt Madsens regi, og under oprydningen er dukket nogle gamle vægprydelser op, forfærdigede i sin tid af den kendte "Danholm" fra Vig - senere Sejerø - som også står bag den træskulptur af Jarlen af Bothwell, der illustrerede hans ophold i fangekælderen på Dragsholm Slot. I hvert fald på Røde Kro skyldtes "Danholm"s indsats, at han ikke fandt det værdigt at vaske op for sine ubetalte regninger, og det blev så til nogle charmerende vægmalerier. Det var i Grethe og Peter "Smovs" Petersens tid, at "Danholm" førte sig frem, iøvrigt tit med sin frække abe på skulderen, til skræk og gene for kroens gæster. "Nadveren" ved døren efterlyses fortsat af "Bedste", og det siges, at den er endt på et sted på Sjællands Odde.

1995 den 4. oktober har Jonna "Bedste" og Kurt Madsen opgivet at drive kroen på grund af sygdom, selvom de jo tidligere satte kroen gennemgribende i stand.

Derfor tog Lisbeth Christensen og Kim Nielsen over. Parret har begge virket på "Bytrommen Bodega", og for Kims vedkommende også på "Havnekroen".


Kilde: Byens Værtshuse af Kurt Sørensen 1988. - Holbæk Amts Venstreblad 25. oktober 1954 og 21. januar 1980. - Aviserne 29. juni 1994 og 4. oktober 1995. - Odsherred Tidende 16. april 1947.--SOC 1. okt 2011, 09:56 (CEST)