Arrebjerggård
I 1950 skiftede gården (ved tinglyst servitut af 15.2.1950) navn til "Kongsøregård".
Arealet er på 40 tdr. land.
Besætningen er på 2 frederiksborg heste og 2 belgiske heste, 16 malkekøer og 12 ungkreaturer af R.d.M. samt 35 svin og 1 tyr.
Gården har elektrisk lys og kraft, og fik installeret malkeanlæg 1945.
Gården er udflyttet fra Hølkerup by 1750. Den var kronens gods under Frederik d. VII, d.v.s. staten.
Fra 1819 til 1854 var gården fæstet af Jens Pedersen. Han frikøbte den i 1854 for 2.202,14 kr., og sad som ejer indtil 1868.
Han var søn fra Skibshøjgård, hans kone Maren kom fra Bråde.
Hans søn, Hans Jensen, gift med Ane Marie, overtog gården i 1868 og var ejer til 1903. De havde ingen børn. De havde en pige på gården, Maren Kristine Jensdatter, der var Hans Jensens søsterdatter. Hun var født i 1863 på Stokkebjerggård, som var ejet af hendes forældre, Else og Jens Andersen.
På gården kom der en karl, Lars Christian Jensen, som overtog driften af gården da Hans og Ane Marie blev gamle. Maren Kristine og Lars Christian blev gift, og i 1903 overtog de gården ... man sagde de arvede den. De fik aldrig nogen børn.
Lars Christian var søn fra Sunnemosegård. Han havde været tjenestekarl omkring på gårdene, det sidste sted inden han kom på Arrebjerggård var på Bøgebjerggård, Hølkerup. Han havde to brødre og en søster, Elise Amalie. Den ældre bror, Peter Jensen, var en dygtig landmand, og han arvede Sunnemosegård efter forældrene. Den yngste søn, Hans Ludvig, var et skvat, der drak,og var kendt for at stjæle høns og æg på gårdene hvor han arbejdede.
Lars Christian byggede nyt stuehus i 1912, med fast tegltag, og inden for en kortere årrække skiftede han også de tre andre lerklinede længer ud med murede bygninger og stråtag.
1930 blev ejendommen købt af postbud Karl Ludvig Andersen. Karl Ludvig var kun et "fattigt" postbud, og det var et stort mysterium på egnen, hvordan et uvenligt postbud, og en gammel nærrig gårdejer var blevet enige om at handle. Ingen fik nogen sinde købesummen at vide, og på hvilke betingelser, men Karl Ludvig fortsatte som post, så kården i folkemunde kom til at hedde "Postgården".
Anna og Karl Ludvigs ældte søn, Christian Helge Bjørn Andersen, blev bestyrer på gården, han er født i Hølkerup den 14. februar 1918, da han i 1940 var 22 år gammel. Han var lige blevet gift med fiskehandler Marius Pedersens ældste datter Emma. Så Anna og Karl Ludvig flyttede tilbage i huset Sandskredsvej 23, og Karl Ludvig fortsatte her med at gå post og arbejde på gården sammen med sønnen. Carl Ludvig Andersen døde 1945.
Emma Andersen, er født i Snoldelev Hastrup 26. januar 1923. Hendes forældre, Emma Sofie og Marius Pedersen, bor i Hølkerup, hvor hendes far er fiskehandler.
Emma og Helge fik tre drenge. Den ældste Finni og tvillingerne Ole og Per, men deres ægteskab holdt ikke, de blev skilt i 1948, og gården blev solgt i 1952.
Den blev købt af Marie og Robert Svendsson. Han havde tjent så mange penge ved at grave tørv i Åmosen, at han havde kunnet købe gården. De havde 5 børn, som alle var medhjælpere på gården i stedet for tjenestefolk.
1955 måtte han sælge gården til pelsgrosserer Georg Møller.
1959 den 15. april solgte han gården, med 40 tdr. land, samt besætning og inventar, til Else og Frantz Museus tidligere Hornsherred. De havde forstand på landbrug, og gården blomstrede op. Senere købte de 24 tønder land fra nabogården "Krageholm". Else var i mange år sekretær på Nykøbing Sj. Sygehus. De havde 2 døtre Dorte og Lone.
1987 solgte de gården til Kurt Borggaard Jørgensen, gift med Sonja. De kom fra storbyen, han er elektronik ingeniør og var salgskonsulent og marketingschef for det japanske bilfirma Mitsuibitsu.
De har yderligere moderniseret gården, og købt jord til, så den nu er på 100 tønder land.
På gårdens marker er fundet beviser på, at her har boet mennesker i årtusinder. På højdepunktet af marken til venstre for Sandskredsvejen, mellem nr. 15 og 19, lå der engang en stenhøj bestående af 4 bæresten, og en stor dæksten, altså den type gravhøje, der blev brugt i den ældre stenalder 4-5000 år f. Kr. På marken på modsatte side af vejen blev der i 1934 fundet et bronzesværd.
Kilde: Holbæk amt udg. af Dansk Kulturhistorisk Forlag 1947. - Historie og fortælling fra Hølkerup og Bråde af Poul Kristiansen 2003. - Holbæk Amts Venstreblad 6. april 1959.--SOC 16. nov 2012, 15:49 (CET)