Vægterne i Nykøbing Sj.

Vægterne og bytrommen i Nykøbing Sjælland.

Lokalhistoriker Sophus Jensen skriver i Holbæk Amts Venstreblad 4. januar 1954:

Vægterinstitutionen her i landet er meget gammel, man kan ikke bestemt sige, hvornår den er indført, men det ældste skriftlige jeg har kunnet finde om Nykøbings vægtere, er følgende skrivelse af 13. november 1753 af købmanden Tønnes Rosenkilde - den lyder i den gamle kuriøse danske skrivemåde således:

I denne nar haver vi for første gang hørt vægterråbet fra den af borgerne approberede vægter Jens Quist, som for såvidt fornøjede os.

Glæden over Jens Quist var dog kortvarig. Allerede året efter, 1754, beklagede byfogeden sig over ham i en skrivelse til amtmanden af følgende ordlyd:

Endskønt jeg fornemmer, at alle tier stille, så kan jeg dog ikke andet end påtale den uforsvarlige omgang med byens varetægt om natten, den af borgerskabet antagne, skønt forhen af vægtertjenesten bortløbne Jens Quist øver, idet hans forsømmelser straks efter sin tjenestes tiltrædelse begyndte at ytre sig, at man nu fast aldrig hører ham på gaden om natten. Ved denne forsømmelighed kunde der snart ske ildvåde i byens huse for sent opdaget, ja, folk ville blive indebrændt, førend de vidste af ildebrand at sige. Således har det sig med denne bys varetægt om natten.

Mærkeligt nok syntes borgerskabet at tage sig denne situation let; thi da jeg sidst havde borgerskabet til rådstuemøde om dette, og jeg ville have sat vægteren af, svarede man blot, at det var lige så godt at beholde Jens Quist som en anden; thi de var alle lige fordrukne, når de haver været vægtere en lidet stund.

Så fik den gode Jens Quist lov at fortsætte sin gerning, men i 1757 skriver byfogeden igen til amtmanden om ham.

Efter at have beklaget sig over hans uduelighed som nattevægter, fortsætter byfogeden med at oplyse, at han desværre ikke jan få nogen anden vægter, idet deres årsindtægt kun en omkring 8 rigsdalere, som det er dem umuligt at passe byen for.

Taksten var 4 skilling til påske og 4 skilling til mikkelsdag af hvert hus og gård, men borgerne var temmelig efterladende med betalingen. Ofte fik vægteren først sine penge, når næste rate var forfalden.

Til sidst lykkedes det dog byfogeden at blive af med Jens Quist, som hele byen alligevel var på nakken af, men det gik ikke bedre for hans efterfølger - Lars Thygesten -, han blev afskediget, genantaget og afskediget.

At læse de gamle by-protokoller om rådstueforsamlingen angående Lars Thygesen, er næsten som en af Robert Storm Petersens fortællinger.

Vægternæs uniform og arbejde i byens tjeneste:

Vægteruniformen bestod til slutningen af 1800-årene af en stor, mørk kappe, på hovedet en slags kasket med en meget lang skygge, om vinteren med en rund lærreds kabuds kantet med skind. Uden på kappen spændt om livet et bredt læderbælte i reglen med inskriptionen - ærlige og tro - eller ædru og tro - (hvad de herrer sjældent var).

Dette bælte havde sin mission. Når vægteren - som så ofte dengang - fandt en døddrukken mand eller kvinde på gaden, blev de lagt op på en stige, og for at de ikke skulle trimle ned, blev vægterens bælte spændt om stigen. Så gik processionen med to vægtere som bærere, ned ad gaden til arresten i det gamle rådhus. Denne transport gav stof til mange vittigheder og viser i det 18. århundrede.

Så sent som i 1839 var vægteren også forsynet med den berømte morgenstjerne, og havde en lille lygte hængende i bæltet, men så kom også i de små købstæder gadens belysning med tranlygterne, som vægterne skulle passe. Han blev så i stedet for morgenstjernen forsynet med et forsvarligt såkaldt "egespir", som var en svær støttekæp med en jernpig i enden, som han brugte til at pirre op i tranlygterne med, når de begyndte at blafre, og samtidig var stokken et godt forsvarsvåben, eller egnet til at give anholdte et rap med. Og som prikken over i`et, havde de den regerendes konges navnetræk i metal på brystet, det sidste kongemonogram, Nykøbings vægtere bar, var kong Christian d. IX,s. Ved hans død forsvandt de i hvert fald fra Nykøbings-vægteruniform. Og til beskrivelse af vægteruniformen lad mig ikke glemme de svære fedtlæderstøvler, og om vinteren de transmurte og sømbeslåede træskostøvler.

Vægteren havde mange ting at udrette på sin natlige runde, først og fremmest hver time at synge de gamle kendte vægtervers og derefter hver anden time råbe vindretningen, det var vel nærmest som en advarsel mod ildebrandsopståen. Så havde han det hverv at vække fok efter aftale med dem. Når der om natten var brug for madammen (jordemoderen), måtte han også af og til hente hende. Videre måtte han inspicere, om alt var roligt ved byens port og bommene. Og endelig påse, at byens tre gæstgivergårde og små skænkestuer overholdt lukketiden. Men her faldt den gode vægter ofte for fristelsen, når han blev budt på en toddy eller andet.

Vægteren var byens trommeslager:

Bytrommen og vægteren var uadskillelige, den var i hans varetægt, og det var også ham, der buldrede på den, og råbte bekendtgørelser, som for eksempel når der var sild på havnen, auktioner, session, teater, cirkus, karruseller o.s.v., ligesom byens købmænd brugte trommen til at reklamere. Nykøbings bytromme opbevares på museet (Odsherreds Museum), er påmalet bymærket anno 1780, ligeledes det gamle brandvæsens tromme, men den blev kun brugt som alarmtromme i ildebrandstilfælde. Brandvæsenets folk har aldrig haft noget at gøre med bytrommen, hvad mange fejlagtigt antager.

Den sidste, som rørte bytrommen var vægter Jacob Christiansen, og dens brug ophørte 1915.

Så sent som op i 1870`erne havde Nykøbing ingen fast barber. Kom der rejsende til byen, var de ilde stillet i dette spørgsmål. Den eneste var Niels Jeppesen i Lindeallé, som agerede barber og frisør, men til alle i hele byens beklagelse, druknede han på fiskeri i Isefjorden. Men når nøden er størst, er hjælpen ofte nærmest. I en gammel avisårgang læser man følgende annonce, som hans nabo har indrykket: Barberknive og andre knive og sakse slibes, samt hårklipning og skægstudsning besørges af Lars Jensen i Nykøbing..

Det kunne være strengt nok at være vægter om natten og trommeslager om dagen. De gamle rådstueprotokoller lige fra først i 1720-erne og op til 1900 er spækket med beretninger om episoder mellem vægterne, og særligt byens ungdom og ankomne søfolk. Havde man ikke andre fornøjelser, havde man dog vægterne. Det var gammel tradition i byerne, og grunden var ganske simpelt den, at vægterne rekrutteredes af småborgerskabet. De var ilde stillet, idet de ikke turde optræde over for bymatadorerne, og deres vrede gik som oftest ud over deres ligemænd, så det for det meste endte med ballade, og derpå følgende rettergang.

Sophus Jensen.

Kilde: Holbæk Amts Venstreblad 4. januar 1954.--SOC 27. nov 2016, 13:04 (CET)