Hvideslægten i Odsherred
Hvideslægten i Odsherred.
Hvideslægten var i den tidlige middelalder en af landets største jordbesiddere og ejede også gods i Odsherred. Slægtens ældst kendte stamfader Skjalm Hvide var ved midten af 1000-tallet jarl over Sjælland, senere tillige over Rügen. Han stod kongeslægten nær, fra Sven Estridsen til Erik Ejegod og opfostrede på sin gård i Fjenneslev sidstnævntes søn Knud Lavard. Sit tilhold havde han fortrinsvis på Sorø-egnen, hvor han omkring 1103 blev begravet i Fjenneslev kirke og siden jordfæstedes i Sorø.
Sønnen Asser Rig overtog den fædrene gård i Fjenneslev. Han blev gift med kongedatteren Inge, med hvem han fik sønnerne Absalon og Esbern Snare; hun tilbyggede ifølge sagnet Fjenneslev kirke med to tvillingetårne. Her opfostredes også kongesønnen Valdemar (den Store). Gården i Fjenneslev blev siden skænket til Sorø kloster, hvor Asser Rig blev lægbroder, mens Fru Inge flyttede til sin egen gård i Riis i den sydlige Odsherred.
Det nordlige Odsherred:
En anden af Skjalm Hvides sønner var Ebbe Skjalmsen (o.1090-1151), der fik tilknytning til Højby i det nordlige Odsherred. Han ejede gården Knardrup i Nordsjælland, men syntes også at have anlagt et borganlæg Borren med skibsbyggeri ved Højby sø, samt opført stedets stormandskirke i begyndelsen af 1100-tallet. Et særligt bygningsværk forbinder de to lokaliteter: Et cirkulært beboelsestårn opført i kampesten. Bastruptårnet nær Knardrup og Borrens runde tårnbygning har samme dimensioner og er de eneste i landet af sin art fra 1100-tallet. Bygherren havde tilsyneladende en forkærlighed for cirkulære tårne, en særhed som bekræftes af at sønnen Sune Ebbesen efter forældrenes død erstattede faderens trækirke i Bjernede med en rundkirke af sten, hvis øvre stokværk indrettedes som mausoleum for Ebbe Skjalmsen og hans hustru, således at forældrene kunne stedes til evig hvile i et cirkulært rum.
Ebbe Skjalmsens bygningsanlæg ved Højby sø, der da havde sejlvej til Kattegat, blev begyndelsen til købstaden Højkøbing, som var Odsherreds tidligeste handelsby. Denne by lå midt i det store sogn, der indesluttedes af Sejerøbugten, Kattegat og Isefjorden og sikkert også omfattede Nykøbing-halvøen, før der her opstod en ny handelsby med egen kirke.
Ebbe Sunesen (-1186) arvede Knardrup efter faderen og formentlig også Borren, der efter hans død synes tilgået sønnen Ebbe Sunesen (o.1158-1208). Hr Ebbe hørte til landets mest ansete mænd og var far til fem døtre, hvoraf en blev dronning af Sverige og to andre omkring 1200 tilsyneladende beboede Borren og blev vidt berømte gennem flere folkeviser. Ifølge viserne blev de højvelbårne unge kvinder fra Borren voldtaget af to adelssønner fra Højby, som efterfølgende blev stukket ihjel under julemessen i selve kirken af de krænkede kvinder. Som følge heraf blev kirken bandlyst og lukket i syv år som en embedshandling fra Ebbe Sunesøns brødre Anders og Peder, der var henholdsvis ærkebiskop i Lund og biskop i Roskilde.
Folkevisernes fortælling bekræftedes af at der 1245 udstedtes et såkaldt pavebrev til Anders Erlandsen på, at hans gods her aldrig måtte mere måtte bandlyses. Øjensynlig tilhørte Borren og kirken da en anden gren af Hvideslægten, idet Anders Erlandsen var Ebbe Sunesens grandnevø. Et maleri i kirken viste frem til slutningen af 1700-tallet Hr Ebbe knælende sige tak for opløsningen af bandlysningen.
Det sydlige Odsherred:
Lokale sagn herfra ville vide at kirken i Fårevejle i begyndelsen af 1100-tallet blev opført af Fru Inger af Riis, som var af Hvideslægten. Utvivlsomt var hun den samme Fru Inge, der ved den tid var gift med Skjalm Hvides søn Asser Rig og mor til Absalon og Esbern Snare. Gården i Riis havde endnu et par århundreder senere omfattende besiddelser i og uden for Odsherred. Sandsynligheden for at Fru Inge var identisk med Fru Inge fra Fjenneslev understreges af at Fårevejle kirkes indre viser et kalkmaleri af en kampklædt ridder, som bærer Esbern Snares våbenskjold.
Det var til Fru Inge, at Absalon og fosterbroderen Valdemar (den Store) flygtede efter 'blodgildet' i Roskilde 1257. Saxo omtalte i sin historie om Danernes Bedrifter udførligt flugtruten fra Roskilde, som han havde hørt den fra sin arbejdsgiver Absalon. På gården i Riis blev Valdemars sår omhyggeligt plejet, mens Esbern Snare sørgede for at et skib blev klargjort, som kunne føre Valdemar i sikkerhed i Jylland, hvor det kom til et slag på Grathe Hede, som gjorde ham til enekonge af Danmark. Man kan gætte på at Esbern Snare overtog gården i Riis som sin 'mødrene arv', svarende til at Absalon betegnede gården i Fjenneslev som sin 'fædrene arv'.
Det var på slægtens jord at Esbern Snares nevø Peder Sunesen (1161-1214) som biskop i Roskilde efter 1191 fik lov at bygge sit fyrstelige palads på den sydligste pynt af Odsherred, som siden skulle få navnet Dragsholm, lige som han opførte et gårdanlæg ved Asnæs kirke, der blev et valfartssted i forbindelse med Sct. Pouls helligkilde tæt ved. Dragsholm forblev i Roskilde-bispernes besiddelse frem til reformationen i 1536, hvor bispeborgen blev kongelig ejendom.
Sunesønnerne Ebbe og Peder afsluttede tilsyneladende Hvideslægtens direkte tilknytning til Odsherred ved 1200-tallets begyndelse. De var sammen ved de øvrige Sunesønner del af et 'broderskab' som under Knud IVs regeringsperiode ved diplomati og krigstogter havde gjort Danmark til en førende Østersømagt, hvis rigsgrænse mod syd atter nåede Elben.
Isøerne.
Dog hed det sig at et senere medlem af Hvideslægten blev begravet i Rørvig kirke 1293, nemlig Stig Andersen Hvide, der var del af stormandsoprøret mod Kongen Erik Klipping. Ridder Marsk Stig blev gennem flere folkeviser hyldet som en folkehelt, og sandsynligheden for at han jordfæstedes i Rørvig stemmer overens med at Isøerne som flere andre øer holdtes besat af oprørsstyrkerne, der ved hjælp af den norske flåde beherskede de danske farvande og hærgede flere af kongens købstæder, heriblandt Nykøbing der plyndredes og afbrændtes i 1290.
Kilde: Kurt Sørensen, Nykøbing Sj., 2019. - --SOC 4. april 2019, 14:36 (CET)
