Solvognen

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Solvognen.jpg
En septemberdag i 1902 pløjede Niels Frederik Peter Willumsen et stykke af Trundholm mose i Odsherred, som havde ligget uberørt siden tørlægningen i 1799. Først fandt han en bronzehest, og så en skive med guldbelægning. Nationalmuseet blev underrettet, og så var Danmarks fineste bronzealdergenstand fundet: "Solvognen".

Den er faktisk enestående af sin art i hele verden, og et ikon for Europas forhistorie og bronzealderens religion. Den er sat til at stamme fra den ældrebrozealders midte, d.v.s. ca. 1350 f.kr.

Hesten er 29,l5 cm lang og vejer 2.640 kg. På både hoved og hals finder man en fin udført ornamentik, der dels gengiver manken, dels synes at gengive seletøjet.

Den består af en delvis guldbelagt, rund, hvælvet skive, der sammen med en hest er anbragt på stellet af en sekshjulet vogn. Skiven er udsmykket med spiralornamentik, og der er kun guld på den ene side. Hjulene har fire eger og en diameter på ca. 15 cm. Kun et af hjulene er helt bevaret. Skiven har en diameter på 26,3 cm og vejer 1,5 kg.

Den mest anerkendte tolkning er, at solvognen er en hestetrukken sol, en "Solhest": Et udtryk for solens daglige rejse over himmelen, hvor solen trækkes af en guddommelig hest.

En ny teori er, at bronzealderfolket har efterladt sig kalendere. Skjult i spiralornamentikken på Solvognens solskive er tre kalendersystemer. Et system bruger måned med 30 1/2 dag pr. måned, det som i vores kalender er bestemt af solens årlige rytme. Et andet bruger månemåneder, oftest på 29 dage. Et tredie, er en kalender som regner med 360 dage på et år, og 30 dage til en måned. Hver ornamentenhed referere til en dag enten i sol- eller månedskalender.

Ved vigepladsen på Kirkeåsvejen står en mindesten ca. 400 meter vest for findestedet. Solvognsmotivet på stenen er udført af billedhugger Johannes Hansen, Bjergene, der har indhugget billedet af Solvognen, og den korte klare tekst: "Solvognen fundet i Trundholm mose 1902", og den blev afsløret den 5. august 1962 af dr. pihl. Therkel Mathiassen, Nationalmuseet, og det var Fr. Willumsens barnebarn, fru Emmy Olsen, der har forretningen "Den Vordende Moder" i København, der fjernede Dannebrog fra stenen, ligesom der på Fr. Willumsens grav på Højby kirkegård blev lagt blomster.

Stenen vejer 3 tons, og er fundet på Lumsås Nordstrand, og Højby kommune har bekostet opsætningen af den.

Den stod oprindelig på findestedet, men her er i stedet anbragt en firkantet granisten, og vil man se det nøjagtige findested kommer man til det ved, fra Vig-siden, at dreje til højre ad Odsherredsvej, rute 225, og umiddelbart derefter dreje ned af en lille vej på venstre side, Trundholm Mosevej, og for enden af den kan man gå langs en privat lod til stedet hvor den er fundet.

Ved dannelsen af Odsherred Kommune pr. 1.1. 2007, valgte man ved sammenlægningen at bruge Solvognen som kommunens symbol.

Kilde: Trundholmprojektets folder m.m., og diverse pjecer. - Holbæk Amts Venstreblad 6. august 1962.--SOC 21. jul 2011, 17:02 (CEST)