Busruten: Nykøbing Sj.-Rørvig via Nakke
1915 blev ruten ”Postførende”. 1919 overtog Vognmand Lauritz Jacobsen, Nykøbing Sj., ruten. 1920 anskaffede Lauritz Jacobsen en åben Ford ”Car-a-bane” til 12 passagerer, og dette var den første bus i Nykøbing. 1940 Overtog Lauritz Jacobsens bror, Hans Chr. Jacobsen, kaldet ”Lille-Hans”, ruten, som han kørte med en af sine brors busser. 1942 i Påsken overtog OHJ ruten for selv at drive den fremover. hvilket man gjorde med samme ruteføring i næsten 80 år, men der er jo også kun en vej til Rørvig, og en anden vej som støder til denne midtvejs til Rørvig.
1980 oprettedes VT, og de bestemte nu, at der også ad den anden vej skulle køre en bus, så nu var der to ruter til Rørvig, en med nummer 601 af den normale rute, og senere en med nummer 602, ad den anden vej, og så kørte de begge to midtvejs til Rørvig på den samme vejstrækning. Rute 601 kørte fra Nykøbing station på faste minuttal 18, via Rørvigvej til Rørvig havn, og tilbage igen til fra Rørvig havn på fast minuttal 33. Rute 602 fik ”De Grønne Busser” i Rørvig tildelt, og den kørte fra Nykøbing station på faste minuttal 27, via Øster Lyng og Nakke til Rørvig havn, og tilbage igen fra Rørvig havn på faste minuttal 07. Når rute 601 kom tilbage til Nykøbing station skulle den køre ud til Amtshospitalet, op forbi hovedbygningen, og vende på hospitalet ved Anlægget kaldet ”Grønnegaarden”. Rute 602 skulle fra Nykøbing station køre via Egebjergvej, Isefjordsvej, Dr. Schadsvej, Vesterbro og Savværksvej, henover den store parkeringsplads ved Præstevænget, og til højre op ad Grundtvigsvej, så bussen kom til at holde ved Grundtvigsskolens indgang. Derfra kørte bussen til venstre hen ad Billesvej, og ind til holdepladsen ved Nordgårdsskolen, og derefter ad Billesvej, til venstre ad Okkerbjergvej, og ned ar Vesterbro til Møllegårds allè, og så ned ad Isefjordsvej og tilbage ad Egebjergvej til stationen.
Denne ruteføring fik imidlertid Rutebilvognmand Jørgen Jensen, De Grønne Busser i Rørvig, til at sige nej tak til ruten, idet han mente, at hans busser var ”for lange” til Nykøbings smalle gader. Ruten blev derfor overtaget af Vognmand Benny Winter Jørgensen, Asmindrup, der kørte på ruten i nogle få måneder. Derefter blev ruten overtaget af Rutebilvognmand Frede Danielsen, der anskaffede en mindre bus til ruten. Til køreplanskiftet i 1981 blev kørselen udvidet således rute 601 også kørte en gang rundt i Nykøbing, inden den kørte til Rørvig. Rute 602 blev nedlagt på den måde, at den også fik rutenummer 601, og kørte, efter at have været en tur rundt i Nykøbing, ud til Amtshospitalet, inden den igen kørte turen via Øster Lyng til Rørvig.
Til køreplanskiftet juni 1982 blev rute 602 genoplivet, men nu kørte busserne pludselig en slags ”Ringrute”, idet busserne f.eks. startede som rute 601, kørte ad Rørvigvej til Rørvig havn, hvor bussen skiftede rutenummer til 602 hjem ad Øster Lyng, og dette var også tilfældet med den modsatte bus, som startede som rute 602 i Nykøbing, og så blev til rute 601 i Rørvig. Begge busser vendte stadig Nykøbing by og Amtshospitalet inden de kørte til Rørvig. Til køreplanskiftet den 1. juni 1983 var det sket med de sidste faste klokkeslæt om morgenen og om aftenen, så det var kun midt på dagen busserne kørte på faste minuttal. Den besynderlige ”ringrute” fortsatte dette år, også selvom der fra mange sider havde lydt protester mod systemet, som ingen af passagererne kunne finde ud af. Til køreplanskiftet den 1. juni 1984 skiftede ruterne stadig mellem numrene 601 og 602, og tiderne blev mere og mere ”skæve”. Indtil midt i 80-erne blev ruterne lavet om, og skiftede rutenummer hvert år, til stor frustration for især passagererne, og da man samtidig gik over til at sløjfe de faste tider, gjorde det ikke sagen bedre, men sidst i 80-erne sløjfede man endelig rute 602, som også engang kørte et års tid som rute 604, så nu kørte der kun en rute 601 til Rørvig til alles tilfredshed.
Iøvrigt er der denne lille historie om rute 601, for selvom man ikke mere kørte via Amtshospitalet, og rundt i Nykøbing by, men at den nu blev benævnt ”Ringrute”, så ansøgte chaufførerne om at rute 601 fik prædikatet ”Bybus”. Repræsentanter fra VT, OHJ og chaufførernes tillidsrepræsentanter kørte ruten igennem, for at se om det nu var en bybusrute. Men midtvejs ude ad Rørvigvej på en åben mark, stod nogle køer, og idet bussen passerede løftede den ene ko halen, og lagde en stor ”klat” på marken, hvilket fremkaldte en spontan latter fra alle, der var med, og VTs repræsentant udbrød: Det har ikke meget med en Bybus at gøre – vel? – Det skal siges, at chaufførerne fik deres ”Bybustillæg”, hvilket betød en lille lønforhøjelse alligevel, men uheldigt var det.
Kildemateriale: Odsherreds Jernbanes arkiv, Stig Jacobsen, Nykøbing Sj., Jens Birch, Ringsted og Vestsjællands Trafikselskabs køreplaner.--SOC 23. jun 2011, 16:13 (CEST)