Sagn om Isøre Flådehavn

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

At Isøre Ting og Flådehavn var kongernes personlige domæne blev understreget af, at kongen her afgjorde tvistigheder mellem stormændne og førte forhandlinger om rigets anliggender.

En saga beretter at kongen Svend Tveskæg på Isøre Ting afgjorde en strid mellem to stormænd. der gensidigt bekrigede og udplyndrede hinanden. Kongen kom til tingstedet med halvtreds skibe og et stort følge, fordi han alene ville afgøre alle deres mellemværender, hedder det. De to stormænd mødte med tyve og tretten skibe, og kongens overmagt betød at de stridende parter fulgte kongens afgørelse.

Det fortælles også, at Svend Tveskæg og stormændne opslog teltlejre ved Isøre Tingsted. Deraf kunne man måske tro, at der ikke fandtes bygninger på stedet.

Der er imidlertid lokale sagn om både en borg og kongsgård, eller et slpt ved Isøre. Borgen lå på en bakke umiddelbart bag Isøre havn, mens sagnslottet lå i et søområde tæt ved tingstedet.

Det er således sandsynligt, at der har været indkvartering for såvel havnens mandskab og flådens besætning, som for kongen selv når han opholdt sig ved Isøre.

I år 1170 modtog kong Valdemar I den store Norges hersker ved Isøre, hvor nordmændne lagde til med en stor flåde. Deres forhandlinger resulterede i, at kongen fik tilsagn om at Valdemars søn også i Norge ville blive hyldet som landets overherre efter Valdemars død. Dermed var arvefølgen og forbindelsen til Norge sikret.

Det var også ved Isøre havn at biskop Absalon som kongernes hærfører ti år tidligere havde begyndt erobrings- og korstoget mod Venderne, som førte til, at Valdemar I den store blev herre over Mecklenburg og Pommeren. Her lå Absalon med kongens langskib, en prægtig udskåret og bemalet drage, der var en gave fra Norges hersker til kongen. Det store skib var bemandet med datidens frygtede vikingehird Roskildebrødrene, og stod herfra ud af Isefjorden for at forene sig med ledingsflåden, der ved Masnedsø afventede Absalons komme, hvorefter man satte kursen mod Nordtyskland.

Det fortælles også, at Absalon i 1160 overnattede i Isøre havn ombord på kongens skib. Det natlige ophold på skibet skyldtes sikkert utålmodighed efter at komme af sted, idet dårligt vejr forsinkede sejladsen.


Kildemateriale: Sagn og Sagaer om kongerne i Rørvig af Kurt Sørensen.--SOC 13. sep 2011, 13:28 (CEST)