Den spanske syge i Højby
Den spanske syge i Højby i Odsherred!
De syge i Højby blev samlet i forsamlingshuset under den spanske syge.
Mange sogne i Odsherred lå mere eller mindre øde, da den spanske syge i efteråret 1918 og foråret 1919 hærgede landet.
En af dem, der overlevede sygdommen og hjalp mange syge familier, var fru Laura Petersen, der dengang boede i Højby. Hun mistede sin mand under epidemien, men blev ikke selv angrebet, og lagde derfor al sin arbejdskraft i at hjælp andre der var ramt.
Hun fortæller følgende:
"Der gik et stykke tid inden vi opdagede, hvad det virkelig var for en sygdom, der blussede op.
Højby var på det tidspunkt et lille samfund, hvor stadig flere og flere lagde sig syge.
Lægerne, dr. Schad, dr. Egede og dr. Madsen, kunne intet stille op.
Det gik efterhånden op for os, at det var den spanske syge, der fik stadig flere familier til at ligge syge.
Det var ikke nogle bestemte befolkningsgrupper der hyppigst blev ramt - nej, alle blev ramt i flæng, men det var nok de kraftige og børnene, det gik mest ud over.
Sygdommen startede med hovedpine, så fulgte svimmelhed og derefter ramtes musklerne. De mennesker, der blev angrebet måtte ganske enkelt holde sengen. De kunne ikke stå op, og ofte ventede et langt sygeleje. Desværre fik min egen mand sygdommen, som alle frygtede. Jeg vidste, at der intet var at gøre, kun håbe på at angrebet var af mildere karakter, men efter næsten et par måneders sygeleje døde han.
Jeg havde ikke selv fået sygdommen, og var nu klar over, at jeg var en af de få der ville gå fri. Vi havde fire børn, og nu gjaldt det om for mig at skaffe penge til de daglige fornødenheder - og så tog jeg arbejde - også de steder hvor der var syge. Vores post, Laur. Petersen, sagde en dag til mig "Dit magre skelet, det varer ikke længe, før du bukker under for sygdommen, når du færdes så meget blandt syge". Men det skete ikke - og posten gik øvrigt også fri, selvom han var en daglig gæst i de fleste hjem.
Sygdommen kom i to omgange. Det var den, der kom om efteråret 1918, der var den værste. Det var ikke ualmindeligt, at familier lå syge i måneder.
I foråret 1919 blussede den op igen, men var ikke nær så ondartet.
Lægerne stod stadig magtesløse, og vi havde kun håbet når en nabo blev angrebet. Dødsfaldene syntes at ske i flæng. For enkelte mennesker betød sygdommen, at de fik et knæk for livet. En genbo var syg i mange år efter, at hun havde ligget med den spanske syge. Der var intet andet at gøre end at søge at lindre de syges smerter, for ingen medicin hjalp og lægerne var magtesløse.
Det gamle forsamlingshus på Gudmindrupvejen i Højby blev indrettet som nødlazaret. Her blev en række syge anbragt, mens læger, sygeplejersker og frivillige plejede dem efter bedste evne.
Da først sygdommen var ovre forestod et større rengøringsarbejde af forsamlingshuset. Det varede lang tid inden det atter kunne tages i anvendelse til sit oprindelige formål".
Kilde: Trundholm Lokalhistoriske Forenings medlemsblad nr. 4, 2012.--SOC 16. sep 2014, 13:00 (CEST)
