Asnæs, Enghaven 1

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Enghaven 1, Asnæs, Asnæs sogn, Odsherred.

Anders Peter Larsen er født på ejendommen "Kirkhoff" i Tolsager.

Her byggede urmager og optiker Anders Peter Larsen ejendommen i 1901 og åbnede sin forretning.

Grunden var udstykket fra "Præstegårdsjordene".

Anders Peter Larsen er født 28. oktober 1861, som søn af gårdejer Lars Andersen, og hustru Lisbeth Pedersdatter.

Han blev gift med Herta Sofie Eriksen.

Han var udlært som urmager i København, og som 23-årig var han i 1882 med på det sidste togt med Fregatten Jylland, der gik til Amerika.

Han har åbenbart haft lyst til at se noget mere derovre, for 1892-96 rejste han til USA igen, og tog ophold hvor der var arbejde at få.

Det var ikke altid urmagerarbejde, men det var et spørgsmål om at overleve. Anders Peter Larsen har skrevet en udførlig dagbog, fra både turen med Fregatten Jylland, og tiden i USA.

Da han kom hjem igen begyndte han at reparere ure i et lille værksted, men det varede ikke længe før en udvidelse blev til den nye ejendom på Enghaven. Han var en meget dygtig urmager, og fremstillede flere meget fine standure - det ene stod i forretningen i mange år. Anders Peter Larsen havde selv fremstillet hver eneste del til urværket, og det viste, ud over hvad klokken var, også dato, hvilken dag i ugen, hvilken måned, og om det var fuldmåne eller nymåne o.s.v.

Han løb meget på skøjter om vinteren nede på kanalen, også selvom han efterhånden var oppe i årene.

1938 overtog sønnen, urmager Poul Larsen, der er født 1900, forretningen, og der blev foretaget nogle ombygninger, og en modernisering med store udstillingsvinduer i butikken, som fik navnet Poul Larsens Urmager- og Guldsmedeforretning.

Anders Peter Larsen døde 22. juli 1944.

Fru Larsen passede butikken, mens Poul Larsen mest var på værkstedet.

Derefter overtog hans eneste søn, urmager Erik Larsen, forretningen, og han gik over til optik alene, omdøbte forretningen til "Brillecentrum", mens hans far, Poul Larsen, flyttede sit værksted hjem til Hasselvænget 14.

Poul Larsen døde den 2. juli 1976.


Læs historien her om Lars Peter Andersens ur: Poul Larsens Urmager- og Guldsmedeforretning.


Asnæs by`s historie udgivet af Dragsholm Lokalhistoriske Forening 1996. - Holbæk Amts Venstreblad 2. juli og 29. november 1976. - Arkivalier Online 2014.--SOC 9. jan 2012, 16:21 (CET)