Sygdom i Højby sogn
Sygdom i Højby sogn i Odsherred.
Min plejefar i Ebbelykke sagde, at når de fik den sorte pest, så sprang tre røde pletter ud på håndleddet af dem, og da døde de inden 24 timer.
Sygdommen påførte dem nysen. Når de begyndte at nyse, ønskedes dem Guds vensignelse.
De ord har holdt sig sådan, at det i min tid er blevet sagt: "Gud velsigne dig" når nogen nyste.
Venner og familie kom så hos dem og drak gravøl, mens de endnu levede.
+
I Gudmindrup by skal alle være død af den sorte pest, så nær som et lille barn, der gik på gaden og græd.
+
I ældre tid var der i Højby sogn en pestsygdom, hvor der døde så mange, og de kunne ikke få begravet dem.
De vidste, at når de begyndte at hikke, så var det begyndelsen til sygdommen, og de listed da af til kirkegården for at dø der.
+
Der var en gårdmands kvinde i Gudmindrup, som var syg.
Min mormoder, Karen Per Hans, gik så en nat hen på kirkegården, og skar en græstørv, som den syge fik at sove med. Natten efter var hun nede og plantede tørven på samme sted, som den var taget fra.
Dette måtte ske stiltiende og hemmeligt. Groede tørven til, så levede den syge, men visnede den, var det døden.
Jeg tror, at den visnede dengang, men kvinden, som også døde, fik dog ikke det at vide.
+
De sagde før: "Utingen, hun er så slem". det er den vi senere benævnte med "jægten", og nu senere "gigt".
+
I den første tid jeg kan huske, sagde de, at der kun var to sygdomme. Den ene var "kålen", og den anden "utingen".
denne sidste skulle de læse over, for "kålen" skulle et par løbe med den syge igennem tre "vongeled".
+
Når de havde vorter, strøg de nok først disse med nogle ærter.
De måtte så gå baglæns til en brønd og slænge ærterne bag over sig ned i den.
De, som derefter kom først til brønden fik alle vorterne.
+
Når de havde en øjensygdom så skulle de stjæle kirkebly, og lave øreringe af det.
+
Havde nogen et modermærke i ansigtet eller andet sted, hvor det vansynede, kunne det stryges af på et lig.
Det skete ved, at ligets fingre blev strøget hen over det sted, hvor mærket var.
+
Juleaften måtte lyset ikke tages af bordet, da der så blev lig i huset inden næste jul.
Hvis en kom til at slukke lyset jule- eller nytårsaften, ville han (eller hun) dø inden året var omme. (Klint).
+
Drømte man om døde, var det mod regnvejr.
+
Hvis det ene øje på et lig stod åbent, så ville der snart komme nogen af familien efter.
+
Når et lig blev kørt fra hjemmet, var det enkelte steder skik, at kaste vand efter det, for at den døde ikke skulle gå igen.
+
Når man kørte med lig, betød det noget hvem man først mødte.
Var det en mand, betød det, at en mand fra byen skulle dø, var det en kvinde, skulle en kvinde dø.
Og på vognen i ligtoget talte man så om dette, og troede det fuldt og fast.
+
Følget kastede selv jord på graven med træskovle, og når det var endt, og graven altså fyldt, gjorde en først kors i jorden med sin skovl, og derpå lagde man alle skovlene overkors.
Kilde: Folkesagn og Folketro i Odsherred af Lars Andersen 1918.--SOC 24. apr 2013, 14:53 (CEST)
