Sygdomme og skavanker i Fårevejle sogn
Sygdomme og skavanker i Fårvejle sogn i Odsherred.
Historiefortælleren Lars Andersen 1918:
De gik ind i Fårevejle kirke og skrabede lidt jord ud under tærskelen ved den indvendige side af kirkedøren.
Så løb de avet om kirken.
Den jord, blev bundet på hvor folk havde sygdommen, og de skulle sove med den på.
+
Morten Mortensen her nede i Bakkerne gav ind for skæver.
En af vore døtre havde som barn den sygdom, og vi var så der nede med hende tre gange.
Der blev taget et fad mælk ned fra hylden, og Morten hældte med en ske noget af det i sin hånd, som da barnet måtte drikke tre gange.
Det skulle ellers være bedst når de fik føllemælk.
(Veddinge).
+
De der kunne give ind for skæver, skulle aldrig have set deres fader.
(Veddinge).
+
Mine forældre på Fårevejle ås havde en plejetøs, som led af guldsot.
Moder gik på kirkegården og tog jord af en grav. Der toges også mos af en kampesten, som sad i grunden på kirken.
Jorden kom da i en klud, og hængtes i et bånd på pigens bryst.
Mosset blev banket, og kom i en kage, som hun skulle spise.
Der gaves også det råd, at moder kunne tage en stor gulerod, og hule den ud. Pigens vand skulle da deri, hvorefter den måtte hænges op i skorstenen for der at tørre hen.
+
Ole Olsen på Fårevejle ås havde "slav" (ligfald).
Hans kvinde blev så rådet, at hun om natten skulle gå ned i begravelsen under kirken, og tage en finger af et lig. Denne måtte brændes i pulver og kommes i kagen, som manden skulle have.
Kvinden mente også det havde hjulpet ham.
Da hun fortalte mig om det, sagde jeg: "Hvordan turede du det"?
"Ja, turde, svarede kvinden, jeg måtte jo hjælpe manden, at han ikke skulle ligge og dø på marken".
+
Min moder havde krampe.
Mens hun var med barn, skulle der henrettes to forbrydere ude på Drusebjerg.
Niels Sørensen i Fårevejle, som hun havde sit ophold hos, tog hende med der ud ved den lejlighed.
De kom så i vand seks "drøp" (dråber) blod af hvert de henrettede, og det måtte hun så drikke.
+
Når de havde vorter skulle de vaske dem i regnvand, som stod i en hul sten.
+
Når der var nogen, der havde vorter eller småbylder, så talte man hvor mange der var, og knyttede på en sytråd en knude for hver af dem.
Vorterne blev så gnedet med disse knuder, hvorefter man gik hen og gravede tråden ned på et fugtigt sted, hvor ingen kom. Dette måtte foregå stiltiende.
Efterhånden som tråden rådnede gik vorterne væk.
+
Når vi havde byller skulle vi se at få godt med matrie af dem, og komme det i et hønseæg.
Dette måtte da sættes ud på et gærde, hvor skader eller krager kunne få det, og så skulle bylderne forsvinde.
+
Når nogen havde ringorm, blev der brugt om morgenen i tre torsdage at stryge dem med fastende spyt avet om ni gange, begyndende fra den yderste side.
Der sagdes så:
Vi ringer dig ni gange omkring med fastende spyt, og er du ni, så bliver du otte - er du otte, så bliver du syv - er du syv, så bliver du seks - er du seks, så bliver du fem - er du fem, så bliver du fire - er du fire, så bliver du tre - er du tre, så bliver du to - er du to, så bliver du en - er du en, så bliver du slet ingen.
+
Da jeg var ung, havde jeg koldfeber, og der blev brugt flere råd. En nat måtte jeg på brystet ligge med en stor pennefjer, og de sagde, at der lå en snærrelse i den. Jeg var så bange, at min moder måtte ligge og holde ved den. Der mentes jo, at feberen ved det skulle kyses fra en.
Min søster sagde også til mig "Når feberen kommer efter dig, så skal du bide i en muldvarp, og du skal da nok komme dig".
Så en nat, da jeg havde feberen, kom moder med en strippe, hvori der var en muldvarp, og der var bundet et tørklæde over, for at den ikke skulle løbe.
Jeg greb så til, og bed i tørklædet.
Til sidst blev der en dag, da jeg vented feberen ville komme, skrevet på døren: "I dag er jeg ikke hjemme" - så skulle den ikke komme.
(Kårup).
Kilde: Folkesagn og Folketro i Odsherred af Lars Andersen 1918.--SOC 18. mar 2013, 12:24 (CET)
