Algade 17
Algade 17, matr. nr. 7, Nykøbing Sjælland.
Grunden udgjorde tidligere hele hjørnegrunden ud til Grundtvigsvej, men omkring midten af 1800tallet blev den delt i nuværende matr. nr. 7 og 8, samt 104 og 105.
Det nuværende gadehus er formentlig opført af A. L. Bentsen umiddelbart efter hans overtagelse af ejendommen 1868.
Bygningen blev opført indrettet med udsalg og lejlighed i stueetagen, og lageretage på første etage og i tagetagen. Disse etager står stort set uændrede med deres underslag og stolper i begge etager.
Lageretagerne har været nødvendige for bageriet i baghuset i gården. Et erhverv der har været udøvet i ejendommen gennem 1800tallet.
Det nuværende baghus er opført i 1912 af enkefru Krøll efter en tidligere bageribygning fra 1888 nedbrændte.
Grundmuret gadehus i to etager, seks facadefag langt, og med opskalket heltag.
I gården et grundmuret baghus i en etage med heltag.
Mellem dette og forhuset er gårdarealet overdækket med flere paptage, og hele stueplanet inddraget til butiksareal.
Første etage i forhuset er indrettet med lager.
Gadehusets overetage står med intakt fagdeling, mens stueetagen står med ændret fagdeling i gadesiden, og en gårdside, der er utilgængelig. Gadehuset er opført med trukne fuger over høj, pudset sokkel med kvadrefugning i fliseformat. Siden er etageadskilt ved et cordonbånd, og afsluttet mod tag af gesims, begge med skifter af savsnit og rulleskifter.
Facaden er i dag gulmalet med brun cordongesims og hvid gesims.
Gårdsidens overetage står tyndt skuret og lyserød kalket, afsluttet mod tag af hvidkalket, aftrappet gesims.
Originale muråbninger i overetagen har alle fladbuede helstensstik, gadesidens stik vist nok suppleret med prydskifte, isat originale fladbuede, torammede, trerudede vinduer, hvidmalede.
Bemærkninger:
1931 den 26. januar åbnede her Bageri og Conditori ved bagermester Jens Nielsen.
Her havde bagermester Viggo Rasmussen sin bagerforretning indtil 1976.
1976 den 25. juni åbnede i det gamle bageri "Butik 17" ved keramiker Inge Klæning.
2012 var i ejendommen kjole- og børnetøjsforretningen "Annabella".
Kildehenvisning: Forsøg på en bygningsregistrant for Nykøbing Sjælland af Jørgen Gantshorn sidst i 1980erne.--SOC 14. jul 2012, 16:14 (CEST)