Kildehusene

Kildehusene er ingen gammel bebyggelse. På Det Kgl. Videnskabernes kort fra 1771 angives den ikke. Men som navnet næsten siger, stammer den fra tiden efter de store landboreformer, hvor gårde blev udflyttet fra landsbyerne, og de store godser til dels blev udstykket. I begyndelsen af l800-tallet opstod husmandsstederne eller ”husene“. Som i Kildehusene lå disse bebyggelser gerne i striber, med et hus ved hver jordlod, og omkring Anneberg fik man også andre tilsvarende samlinger af huse, som Anneberg huse og Strandhusene.

Sct. Karens Kilde og kildemarkeder

Men før landboreformerne var stedet ingenlunde ukendt. Nævnte kort viser, at her sprang Sct. Karens Kilde, som skulle komme til at give bebyggelsen navn.

Kilden var langt op i 1800-tallet søgt af almuen Sct Hans aften, dels på grund af vandets formodede undergørende kraft, dels på grund af det årlige marked omkring kilden.

På kortet fra 1771 var kun angivet Sct Karens kilde. Hverken Kildehusene eller Strandhusene fandtes Derimod lå landsbyen Ubberup bag Anneberg skov. Da Ubberup brændte 1776, besluttede man at nedlægge landsbyen og i stedet bygge 13 huse, bl.a husene som siden kaldtes Strandhusene. Man kan formode at nogle at disse huse blev opført nær Sct Karens kil de og dermed blev begyndelsen til Kildehusene.

J M Thiele meddelte i 1818 om et smukt sagn om

denne og andre kilder: "Tre hellige søstre skulle sa men rejse over havet, men de omkom undervejs, og bølgerne skilte deres lig og førte dem til forskel lige steder.'Den første, Helene, førtes til stranden ved Tisvilde, hvor en kilde udsprang af hendes grav. Den anden, Karen, drev i land hvor man nu viser Sct Karens kilde. Den tredje søster drev ligeledes hertil og der sprang en kilde af hendes grav". Meddeleren antog at hendes navn var Thore og at kilden var Thores kilde, som formentlig har været ved Thorsbjerg nordvest for Nykøbing.

I middelalderen var det skik at opføre små kapeller ved helligkilderne, og ved Sct. Karens kilde er fundet en såkaldt grav med murstensrester, der måske er levninger fra et katolsk kapel. Her har man efter besøg ved kilden kunnet takke Gud eller bede om helbredelse. Man ofrede også ved kilden, og endnu i forrige århundrede var opstillet en pengeblok nær brønden, hvori kunne lægges almisser til de fattige.

Kilden var især meget besøgt midsommeraften. Syge, værkbrudne og forgjorte kom hertil fra hele herredet og lejrede sig omkring brønden, mens de drak af vandet. De havde familie og venner med til at bede for sig, og her samledes således mange mennesker.

Senere blev der disse aftener danset i skovbrynet tæt ved, under en stor gammel bøg (fældet 1925), hvor spillemænd fra Nykøbing sørgede for musikken, og der opstod efterhånden årlige markeder. I 1774 klagede Nykøbings bager til stiftamtmanden over, at en bager fra Kalundborg skadede ham i hans næring på dette marked ved her at falbyde "en stor kistefuld af hvedebrød og peberkager”.

På kildemarkedet kunne fås forfriskninger af enhver art, og bissekrammere og rokkedrejere havde god afsætning til unge og gamle.

Kildehusenes udvikling

I 1830 bestod Kildehusene af seks småbrug. Den tilhørende jordlod var næppe ret stor, og husmændene har måttet udføre hoveriarbejde en dag om ugen på Annebergs marker. Deres ernæring på jordlodden kunne de supplere ved at fiske i fjorden. Omkring 1827 oprettede Det Kongelige Odshsrredske Gods et,båndgøreri ved Kildehusene, “hvorved ikke alene skovkassen har en reel indtægt, men almuesmanden er derved forskaffet lejlighed til nyttig arbejdsomhed om aftenen, da dette arbejde godt kan foretages ved lys og giver en fortjeneste af 16 til 20 skilling pr aften".

Det var den store forekomst af hassel i Anneberg og Ulkerup skove, der var anledning til produktionen af tøndebånd. Tønder var dengang forudsætningen for den voksende varehandel og skibstrafik, og ved skovfogedhuset blev i 1828 opført et materialhus til tømmer og tøndebånd, ligesom der blev ansat en båndgører. Båndgøreren skulle tillige holde opsyn med brændepladsen ved stranden, og i 1831 blev der bygget ham et lille hus med tilhørende jordlod.

Brændepladsen ved Kildehusene har sikkert været en vigtig arbejdsplads i de efterfølgende mange år. Brænde fra de to skove førtes hertil, hvor det blev opstablet og siden udskibet og sejlet til København. ved udskibningsstedet blev det betalt med 7-8 rigsdaler favnen.

Også umiddelbart syd for Kildehusene har formentlig været en slags virksomhed, idet der i l700-tallet lå en lille vandmølle ved Strandbækken. Dens anvendelse kendes ikke. Den store hollandske mølle ved Egebjerg har nok taget sig af al formaling af korn, så måske har her været stampeværk i forbindelse med tøjfabrikation, som herredet tidligere var kendt for.

Ved slutningen af 1800-tallet lå der fire husmandssteder i Kildehusene. Det største hed "Skovvænget" og bestod af otte tdr land tidligere fæstelodder, med stuehus og stald, der var opført 1848. Et fotografi fra 1912 viser, at der da næppe lå andre huse end de fire ejendomme. Den åbne strandeng var ubebygget. Men et årti senere var der huse på begge sider af vejen. Her boede husmænd, fiskere, skovarbejdere og andre. Deres både og garn havde de på stranden ved husene.

Kildehusene, som vi kender stedet i dag, blev stort set bygget i l920'erne og har ikke ændret karakter siden. Antallet af huse voksede, og langs vejen fra Hundstrup til Strandhusene kunne man næsten se en sammenhængende bebyggelse. Kildehusene lå ikke isoleret, men dog stadig klemt inde mellem skoven og fjorden. Beliggenheden var yperlig, i læ bag skovtykningen og med fri udsigt over vandet til Nakke, Lynæs og Hornsherred.

Kilde: Kildehusene/af Kurt Sørensen, Forlaget Bertel, 1983.