Klint Kalkbrud

Fra odswiki
Version fra 23. jan 2012, 10:23 af SOC (diskussion | bidrag) SOC (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med 'Klintebjerg Kalkbrud, Havnevej 13, Klint. ''Fra Kalkværk til FDF-lejr:'' Brydning af kalksten og ”kalkbrænding” har været et skiftende tema for Klintebjerg kalkbrud i...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning

Klintebjerg Kalkbrud, Havnevej 13, Klint.


Fra Kalkværk til FDF-lejr:

Brydning af kalksten og ”kalkbrænding” har været et skiftende tema for Klintebjerg kalkbrud i alle tilfælde helt tilbage til 1750. (Resten af historien kommer).

Vi springer i alle tilfælde frem til 1900-tallet, Hvor Knabstrup Teglværk i adskillige år har været ejer. Der blev brudt Hvidkalk og Cementsten (Gråkalk). Gråkalken blev af vognmand Gunnar Nielsen, og kørt til Knabstrup Teglværk.

Hvidkalken derimod blev brændt i kalkovnen i Klint.

Hans Christian Jensen, der samtidig var bestyrer på Klintebjerggården, førte tilsyn med arbejdet i ”Bruddet”. Efterfølgende blev Martin Hansen formand.

Ove Christensen afløste ham omkring 1932. Han udvidede produktionen med et ”grusværk”, idet man i stedet for at sende det grus, man udgravede, sammen med kalk-stenene, ud i vandet, udviklede et sorteringsværk, der sorterede materialet i forskellige størrelser til støbegrus og vejmaterialer m.v.

Kalkbrændingen fortsatte indtil 1957, og grusværkedet fungerede indtil 1959, som er den endelige lukning af Kalkværket i Klint. Knabstrup Teglværk ejede fortsat skrænterne ved Klintebjerg indtil 1967, hvor fredningen af området blev en realitet.

1907 fik FDF stillet en del af Kalkværksbygningen til rådighed som ferielejr, og i 1959 overdrager direktør Frida Schou, Knabstrup Teglværk, hele bygningen til FDF.

FDF har for længst måttet lukke lejrene, da nødvendige renoveringsomkostninger ville overstige forbundets formåen.