Spillemænd og danse i det gamle Odsherred

Spillemænd og danse i det gamle Odsherred.

I Holbæk Amts Venstreblad fortæller lokalhistoriker Sophus Jensen:

I de følgende linier skal berettes lidt om de gamle gæve Odsherreds landsbyspillemænd og de gamle danse. I ældre tider var livet i landsbyen til dagligt meget stilfærdigt og ensformigt, den ene dag gik efter den anden med arbejdet hjemme eller i hovmarken, fra tidlig morgen til sen aften. Derfor er det ikke til at undre sig over, at man greb lejligheden til en munter adspredelse, når den tilbød sig, man havde jo ikke anden morskab end den, man selv skaffede sig.

Ved Bryllup og barsel samledes hele landsbyen til gilde i flere dage, og desuden de årlige tilbagevendende fester som majfesten, de store fastelavnsgilder, pinsefester o.s.v., her deltog alle unge som gamle og glemte de daglige bryderier under violinens og klarinettens klang.

Landsbymusikanten:

det var således ikke så sjældent, at der var brug for landsbyens spillemand, og i hver lidt større landsby var der i reglen to eller flere musikanter, som kunne håndtere violinen og klarinetten.

Spillemanden stod i høj kurs i datidens landsby og var selvfølgelig særlig populær blandt ungdommen.

I reglen var forholdet dog således, at han ikke levede af sit spil alene, ofte drev han tillige et lille håndværk som træskomager, skomager, skrædder o.s.v.

Når spillemanden var håndværker, fik han ofte navn efter sin profession, man kunne således træffe kuriøse navne som "violinsmeden" eller "klarinetskrædderen", eller også efter fornavnet som Per eller lars spillemand.

I reglen opfattede man spillemandens musik som et ganske almindeligt håndværk, men alligevel, der var noget ved de toner, han lokkede frem af sin violin, som ikke bare var håndværk. Der skulle gehør til for at blive en god musikant, og der gik mange myter i landsbyen om spillemænd, der gennem deres musik næsten havde troldomsmagt og kunne få alle de unge sorgløse til at fælde tårer, eller få de gamle og adstadige folk til at svinge sig i en lystig hopsa, om de så aldrig så meget forsøgte at stå imod.

I spillemandslære:

Når en ung mand skulle lære at spille, gik han til den gamle spillemand i landsbyen, og det første han lærte var at stemme violinen, derefter tog man fat på at indøve grebene på strengene og at føre buen med løse strøg.

Tonestige eller noder var der ikke noget der hed. Lærermesteren lærte sin elev at spille nogle af de mest brugelige danse, så var han udlært og måtte siden selv se at forøge sit repertoire. Det var derfor en ufravigelig betingelse, at den som skulle lære at spille, måtte have et godt gehør for musik.

I hvert fald indtil midten af det 19. århundrede var der såre sjældent, for ikke at sige næsten umuligt, at træffe en landsbyspillemand, der kunne læse og spille efter noder endsige nedskrive en melodi på et stykke nodepapir.

Som følge heraf blev alle datidens melodier spillet efter hukommelsen. Det var slet ikke noget ringe forråd af melodier, spillemanden således måtte have på lager, thi en god spillemand måtte aldrig kunne sættes i forlegenhed af sit publikum.

Når der "spilles over borde" og spillemændenes tallerken gik rundt:

I de mindre ungdomsgilder i landsbyen kunne man nøjes med én spillemand, men ved de store fastelavns-, pinse-, og maj-gilder var der i reglen to musikanter.

Skulle der være stort bryllup eller barselsgilde, kunne man, om man ikke ville stå tilbage, ikke nøjes med mindre end tre spillemænd, en førsteviolin, en sekondspiller og en til at blæse klarinet.

Ved de store bryllupper mødte spillemændene tidligt på højtidsdagen i den gård, hvor festligheden skulle holdes. De ble så som regel placeret på stole ude i gården, og hver vogn, der rullede ind med bryllupsgæster blev modtaget med musik. Senere når brudetoget kørte til kirke, blev spillemændene anbragt i den første vogn eller i nogle tilfælde i vognen efter brudeparret, og både turen til og fra kirken opmuntredes af muntre melodier.

Efter den kirkelige handling var vel overstået, måtte man have noget at styrke sig på, og ved hjemkomsten blev det egentlige gilde indledet med det såkaldte store højtidsmåltid. Ved denne lejlighed måtte musikanterne så "spille over bordet", men så fik de også deres velfortjente løn, thi henimod slutningen gik "spillemændenes tallerken" rundt, og på den måtte alle deltagerne lægge deres skærv til musikken.

Gårdmændene kunne give 8 skilling eller en hel mark, ja, måske, flot i slaget, for at dupere de andre gæster, lægge en klingende rigsort på fadet. Kvinderne nøjes med nogle få skilling. Husmænd og de unge kunne slippe med 2 skilling, men noget skulle alle give.

Imidlertid blev det hen mod aften, oppe i den store stue, der i festens anledning var ryddet for alle møbler, stemte spillemændene nu deres instrumenter, tællepråsene tændtes, og ungdommen stimlede sammen for at se brudeparret svinge sig i brudevalsen. Så gik dansen lystigt til den lyse morgen, og fra spillemændenes violiner og klarinet lød de gamle melodier ud over stuen.

Det var ikke altid de gamle spillemænd holdt sig strengt til den oprindelige melodi, et og andet kunne jo glemmes, men så måtte man selv lave noget andet i stedet. Dog en ting udmærkede de gamle musikanter sig ved, det var deres udprægede rytme og takt. De trampede takten med deres tyksålede sko eller træsko, og selv gennem de dansendes larm kunne man høre de taktfaste tramp.

Omkring århundredskiftet 1800/1900 holdt de rigtig store landsbybryllupper op.

I Odsherred holdt skikken sig længst ude på Sjællands Odde, hvor de sidste rigtig store brylluper, i den rigtige gammeldags stil, holdtes til op i 1020-erne.