Peter Marinus Sørensen
Peter Marinus Sørensen, Eskildstrup, Vig sogn, Odsherred.
Peter Marinus Sørensen født i Viborg amt 17. marts 1892. Hans forældre, Mette Marie og Peter Sørensen, boede i Brandstrup.
Han overtog gården 1934.
Han er gift med Kathrine Sørensen, der er født på Hvidløkkegård 17. juli 1887, som datter af Marthine og Niels Peter Madsen, der ejede gården en årrække. Faderen, der døde i 1941, var endvidere direktør i København.
Peter Marinus Sørensens historie:
Hvem var han egentlig, denne mand som opførte sin egen mindelund og selv huggede mindesten med inskription, vers og data til evigt minde om sin elskede hustru.
Forhistorien er, som det er blevet os fortalt, at Marinus Sørensen kom her til Hvidlykkegård i Eskilstrup som fodermester hos den navnkundige Peter Madsen folketingsmand og kreditkassedirektør.
Martin blev forlibt i en af Peter Madsens tre døtre, Katrine, men har nok ikke været god nok som svigersøn til Peter Madsen.
Marinus rejste derfor til Canada, og oparbejdede derovre i Calgary en farm.
Efter et åremål kom han hjem og friede da til Katrine igen. Denne gang blev de gift, Katrine var da 40 år.
Efter nogle år rejste Marinus og Katrine til Canada for at afhænde farmen der i mellemtiden var forpagtet ud.
Der skete da det triste, at Katrine faldt nedad en trappe og slog sig ihjel
Det var i 1947.
Marinus kom hjem her igen, men var vel blevet rodløs eller sær, og så er det, at Marinus laver sin egen mindelund og egenhændigt hugger mindestenene.
På en af dem står et vers af en gammel engelsk salme. En anden et digt, også engelsk. En tredje sten er et minde og tak til en elsket hustru og på den anden side af stenen står:
Lykke det er at skue
ind i Gud faders blik.
Lykke det er at kue
den arv vi af jorden fik.
Lykke det er i Vorherres navn at
leve livet til andres gavn.
Den fjerde sten har Marinus Sørensen hugget initialer og data over slægten helt tilbage til 1773.
Sidste navn er så Katrines og nedenunder er hugget et egetræ, trukket op med rode altså sidste i slægten.
Dette er historie, men personerne lever videre i dette eftermæle, de har sat med stenene.
Underskrevet: Asta.
Kilde: Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 4 - 1992.--SOC 27. jan 2013, 13:45 (CET)
