Odsherreds billedkunst

Odsherreds billedkunst.

EN EGNS KUNSTHISTORIE FRA FORTID TIL NUTID

Kurt Sørensen

INDLEDNING:

Hvorfor skaber mennesker billeder? Man bygger huler og huse for at bo beskyttet mod vejr og farer fra omverdenen. Men at skabe billeder tjener øjensynlig ikke noget praktisk formål og synes umiddelbart formålsløse. Alligevel er de blevet skabt og skabes til stadighed.
Mennesker gør sig billeder af det der betyder noget. Vi afbilder det vigtige og illustrerer dermed, hvad vi finder væsentligt i tilværelsen. Det er billeder på væggene, udsmykninger i det offentlige rum, fotografier af kære, ting vi holder af, landskaber i naturen, huse vi lever i. Billeder kan være fysiske eller fantasi- og erindringsbilleder der lagres i sindet og fremkaldes efter behov og ønske. De er følelsesbestemte og udtryk for ens identitet.
I dag er billedmængderne voldsomme og rammer os gennem medier som følge af en accelererende teknologi. Billederne smelter for mange sammen med virkelighedens verden. Og man kan spørge om ikke det i grunden altid har været sådan? De billeder fortidens mennesker gjorde sig, afbildede ikke blot deres virkelighed, men dannede den og udgjorde deres forestillingsverden, som de så virkeligheden igennem.
Fra de ældste tider har motivet været centralt. Emnet motiverede så at sige at billederne blev skabt og angav deres idé og mening. Det var udsagn om noget der havde betydning for billedskaberen eller det samfund han tilhørte. Og samtidig er det åbenlyst, at form og farver var vigtige.

Odsherreds billedkunst:

Hulemennesker gengav dyrene omkring sig i deres grotter, bronzealderens folk ristede deres handelsskibe på klipper og sten, vikingerne viste deres farverige ornamentik på huse og skibe i røde, gule og grøn-blå kulører (som genfindes i Vallekildes nationalromantiske træbygninger), middelaldermennesker malede bibelske skikkelser i kirkernes hvælvinger og dannede en verden af engle, helgener og djævle, som for dem var virkelige. I adelens og enevældens tid blev portrætter af de mægtige dominerende. Hver tidsalder afspejlede hvad man fandt var vigtigst.
I Odsherred er billederne fra fortiden sparsomme. Her er fundet bemærkelsesværdige helleristninger som Herrestrup- og Engelstrup-stenene, genstande som Solvognen der illustrerer en verdensopfattelse, kalkmalerier som viser den kristne tro på synd og frelse. Og fra en senere tid kom med romantikken billederne af Odsherreds landskab og markens dyr. Siden, med fotografiets opfindelse, gik disse motiver i opløsning og blev pressioner eller farveklatter, og senere, da individualismen blev åbenbaringer, blev billederne ekspressionistiske og udtrykte det indre selv. Jeg'et blev et vigtigt motiv.
For beskueren forholdt det sig anderledes. Da billederne blev frigjort fra motiverne og blev non-figurative værker, ophørte kunsten med at være illustration, men blev kreationer eller genstande i sig selv med egen betydning. A Thing of Beauty. Og sådan havde det måske altid været.
Nærværende tekster om Odsherreds Billedkunst er kun en torso. Det er et forsøg på at samle og skabe overblik hvad der på billedkunstens område er sket i denne del af landet. Manuskriptet ville næppe blive trykt, da omkostningerne ved at gengive tilhørende billedmateriale som følge af ophavsretslovgivningen er så tunge, at en udgivelse i bogform er urealistisk. Af samme grund er manuskriptet uafsluttet og lægges i sin nuværende form på nettet i stedet for.

De ældste tider:

Den tidligste billedkunst i Odsherred var bronzealderens. Man kunne betegne den som grafisk symbolik med enkle tegn, hieroglyfisk udført i sten som i datidens Ægypten - men samtidig også som raffineret ciselering i bløde gyldne metaller som tillod en rig kunstnerisk udformning.
Fra en senere tid fulgte bibelske billedfortællinger på kirkehvælvinger, enkle og ofte underfundige skildringer, svøbt i slynget naturornamentik.

Bronzealderens billeder:

Bronzealderens kunst er både primitiv enkel og raffineret ornamentik. Den primitive billedverden findes som ristninger i sten, den raffinerede udført i bløde metaller. Og Odsherred er rig på begge former.

Helleristninger:

Helleristningerne i sten er forholdsvis mangfoldige i denne del af landet. Kun klipperne i Bohuslen og på Bornholm har et større antal indhugget i stenene. Enkelheden beror selvsagt på at dette materiale er vanskeligt at bearbejde, så billedvirkningen nærmest står grafisk. Hoved-motivet er her skibstegningen, der viser at kontakten til omverdenen er sket over havet.
Bronzealder-kulturen var var dengang spredt over store dele af kontinentet og beroede på handel og vareudveksling. Bronzen fik man sydfra, formentlig fra Cypern og Kreta, utvivlsomt som følge af folkevandringer som betød, at nye folk slog sig ned i Nordeuropa, hvor deres overlegne minoisk inspirerede kultur fortrængte stenalder-menneskets levevis og medførte nye skikke, som var i slægt med kulturen andre steder. Handelsskibe var vigtige for et øsamfund som Odsherred, og helleristningerne her viser et bemærkelsesværdigt antal skibe. Således findes på Herrestrup-stenen syv skibe, altså en hel flåde, mens Engelstrup-stenen og Grevinge-stenen hver gengiver to skibe. En sten fra Eskebjerg viser et enkelt skib. Skibene angiver at samkvemmet med omverdenen var en væsentlig forudsætning for bronzealderens kultur. Og Odsherred hørte da netop til de tættest befolkede egne i Skandinavien.

Bronze-kunst:

Lignende skibsbilleder fandtes også andre steder. Således har man et tilsvarende motiv indgraveret i bronze på en ragekniv, sirligt udført og tydeligvis identisk med stenenes skibe. Bronzen tillod en anderledes akkuratesse med fint cisceleret ornamentik. Der er fundet sværd med fornemt dekorerede fæster ved Åstofte, smykker og bælteplader med spiralmønstre, som også genfindes på Solvognen fra Ellinge-næsset nord for den nuværende Trundholm mose.

Fundet her betegnedes tidligere som 'guldvognen' og 'guldhesten'. Den hestetrukne solvogn er i sig selv et pragtstykke af præcis og nøje udmålt gravering. Den spinkle hest har et næsten levende udtryk, mens vognens solskive med sin dag- og natside synes udtænkt som en astronomisk kalender for sol og måne. Næsten tilsvarende guldbelagte skiver er fundet i Irland, beregnet for montering på vognaksler og hjul, og i det hele taget har vognsymboler været velkendte i folkloren. Etnografen Bengt af Klintberg har opregnet henved 150 sagnberetninger om guldvogne fra søer og høje i Sverige, og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen nævnte fund af små guldvogne fra jyske lokaliteter, som aldrig nåede til antikvariske myndigheders kendskab.

Vognsymboler og dermed tilhørende hjulkors (eller såkaldte soltegn der svarer til udformningen af Solvognens hjul) peger på det store verdenshjul med solen som centrum og årstidernes skiften som centralt for datidens mennesker og deres anvendelse af solgyldne metaller.

Kirkekunsten:

Bronzealderens billeder er jævnligt fortolket som udtryk for en religiøs kult, hvor man har nedlagt fundne genstande i jord eller søer som offergaver til ukendte guder. Sådanne fortolkninger er dog tvivlsomme, idet uforklarlige kendsgerninger gerne tilskrives religiøse årsager. Det gælder også for efterfølgende tidsaldre som jernalder og vikingetid, hvor virkelighedens Odin og Thor er blevet omdannet fra konger til guder med tilhørende mytologi og troslære.
Imidlertid videreførtes bronzealderens hjulkors som kristent symbol endnu i middelalderen - et kors omgivet af en cirkel. Det skete ikke mindst i Irland, hvor bronzealderens kultur og gæliske sprog blev direkte forbundet med den tidlige kristendom. Bronzealderens symbol for de fire verdenshjørner smeltede sammen med det kristne kors, hvorpå Kristus fandt sin død.
Kristendommen vandt indpas i Skandinavien gennem irske munke, der byggede simple trækirker, hvorfra de forkyndte Det nye Testamentes kristne budskab. De tidligste kirker opførtes i vikingetidens bygningsstil, med ornamentik og bemalinger svarende til endnu eksisterende stavkirkers udsmykning. Intet i denne del af landet viser længere vikingetidens kunstneriske udtryk, hvis materiale var træ, med mindre man inddrager det digteriske billede fra 700-tallets Bjovulf-digt, der beskrev landskabet ved indsejlingen til Isefjorden med enkle ord: "lysende skær, lodrette skrænter, vidtstrakte næs" - den ældste beskrivelse af et dansk landskab der kendes. Vikingetidens trækirker afløstes senere af romanske stenkirker, efter at man på Isøre Ting syd for Nakke midt i 900-tallet besluttede at tillade den katolske kirke at oprette kirke- og klostervæsen i Danmark.

Kalkmalerier:

De katolske kirker var enkle romanske stenhuse uden egentlig udsmykning. Først da man begyndte at overhvælve lofterne i 1300-tallet fik man her store flader, der var egnede for billeder malet i kalken. Det var oftest bibelske motiver, som på letfattelig måde supplerede de latinske messer. Og i Odsherred fik man en række fornemme og virtuost udførte kalkmalerier fra slutningen af 1300-tallet i den store Højby kirke. Her fyldtes hvælvingerne med farverige billeder og fin ornamentik, som synes at overgå andre kirker i rigdom.
Inderst i koret ses kirkens dommedagsbillede med Kristus tronende øverst og med Jomfru Maria og Johannes knælende i forbøn for menneskeheden. I koret afbildes også ærkeenglen Mikael der vejer sjælene og deres synder, omgivet af djævle som står parat til at føre de fortabte mod Helvede. Det er en manende billedverdens symbolik for den yderste dag.
Kirkeskibets billeder skildrer jordelivet: Olav den Helliges kapsejlads med Harald Haarderaade om den norske trone. Sct. Laurentius på martyrbålet, Sct Jørgens kamp mod dragen, De Hellige tre Konger, Jomfru Marias bebudelse - og andre helgenhistorier. Det hele blev pakket ind i dekorationer af ranker og blade, med djævle og engle og alskens fristelser, yndefuldt og levende fortalt.
Nationalmuseets ekspert i kalkmalerier Poul Nørlund skildrede betaget kirkens billeder og skrev blandt andet at "ingen enkeltfigur i vort middelalderlige maleri overgår vel i ynde og naturlig balance den sjælevejende Mikaelsengel i Højby med pragtfulde vinger og det klassiske klædebon, som bringer én til at mindes en berømt græst Athenefigur. Smilende - tidens evige smil! - ser han på de ondskabsfulde djævle, som truer med at vippe en ulykkelig sjæl i vejret, men som han narrer ved lempeligt at lægge sin hånd på den anden side af vægtarmen ... 1300-tallets kunst dyrker skønheden, fest og glæde, taler ganske anderledes til menighedens enfoldige sjæle den romanske kunst havde gjort, levende og anskueligt, undertiden for at moralisere, undertiden bare for at fortælle".

Billedskærerarbejder:

Reformationen bragte en ny slags kunst ind i kirkerne. Den mundtlige forkyndelse fordrede inventar som prædikestole, altertavler, kirkestole med udskæringer og bemalinger. I 1500-1600-tallet fyldtes kirkerummene med billedskærerarbejder og epitafier på væggene, hvor samfundets velhavere skænkede kirken og sig selv hæder ved at donere sølvstager, kander, dåbsfade og kirkeklokker med vellyd.
Billedskæreren Lorentz Jørgensen med værksted i Holbæk leverede fra midten af 1600-tallet altertavle og prædikestol til kirken i Egebjerg og prædikestol med lydhimmel til Højby kirke, der regnes blandt landets fineste. Stedets mange stolestader med udskårne og bemalede gavle er hundrede år ældre, og desuden rummede kirkerne krucifikser og fint formede dørfløje i smedejern fra 1500-tallet, som det ses i Fårevejle kirke. Kirkernes pragt var ærefrygtindgydende for menighedernes fattige bondebefolkning.

Fædrelandet:

Omkring 1800 vældede nationalfølelsen og patriotismen frem og gjorde opmærksom på det særligt danske, herunder landskabet og naturen. Man fik blik for de nære omgivelser og årstiderne skiften, skønheden ved det hjemlige og fortrolige "som stod ens hjerte nær".

Landskaberne:

Til gengæld havde egnens fattige dagligt landskabets frodige rigdom for øje, som de kunne prise til Guds ære. Tidens salmedigtere som Kingo, Brorson eller Ambrosius Stub beskrev ikke kun trosverdenen, men også Guds skaberværk i naturen: Op al den Ting som Gud har gjort, hans herlighed at prise - og som måtte gøre mennesker mundlamme.
Hvad skal jeg sige naar jeg ser, at alle Skove vrimle, de mange Fuglesving der sker op under Herrens Himle? Hvad skal jeg sige naar jeg gaar blandt Blomsterne i Enge, naar Fuglesangen sammenslaar som tusind Harpestrenge?
Odsherreds landskab synes rigere end andre steder, fordi det samler hele landets natur på et enkelt sted. Her findes himmel og hav, bakker og dale, søer og moser, skove, heder og kysters mangfoldighed. Det er et solens og lysets land, hvor himlen mættes dobbelt med stråleglans takket være reflekserne fra de omgivende vande, et åbent land, renset af vinden. Det er et land med former og dybe fald ned mod strandene, med frit udsyn viden om, fordi det tidligere var skovløs natur. Dybe indskæringer rakte engang ind i landet med Lammefjordens store indhav, Sidinge fjord, Hov vig og talrige lagunesøer langs nordkysten.
Netop af den årsag blev det ø-agtige herred et kongeligt domæne. Tidligt tog regenter ophold her, ikke kun vikingetidens konger i Isefjordslandet, men også Margrethe I og efterfølgende konger. Christian III og Frederik II drev adelsfolket ud af herredet og omdannede landskabet til deres private vildtbane. Jagt blev en kongelig idræt, hvor dyr og natur skøttedes af vildtfogeder, og endnu i 1700-tallet var Odsherred et prægtigt stykke landskabsnatur midt i landets hjerte. Gårdene var endnu ikke udflyttede, men lå tæt samlede i landsbyer. Vådområderne henlå med siv og kæruld, frøer og fugleliv, før man fandt på at udtørre dem og inddæmme landet til ukendelighed.
Man kunne kalde hele egnen malerisk, et mageløst landskabsbillede, som ingen kunstner endnu havde gengivet på lærred eller skitseblok. Og det var da også digterne der først fik øje for dette billedværk. Der er et yndigt Land, det staar med brede Bøge, som Adam Oehlenschläger og med ham andre af guldaldertidens poeter så det. Præsten L.M.Wedel foretog samtidig sin Indenlandske Reise til de Betydeligste og Skjønneste Egne af de Danske Provindser (1804) og noterede at 'Odsherred kaldes ofte Canaaens Land", en benævnelse der ikke mindst passede for det skønne Anneberg og det frugtbare Egebjerg med dets mange yndige landlige beliggenheder.
For Henrik Steffens, der tilbragte en del af sin barndom og ungdom på familiens gods Anneberg, var der en nær sammenhæng mellem det danske (læs: sjællandske) landskab og dets mennesker og sprog. I sine erindringer så han for sig billeder af de danske bøgeskove, de yndige søer og spejlblanke vige og forstod, hvor inderligt denne natur var forbundet med alt dansk: folkesagnene, sprogets finhed, folkelivet i landsbyer og de små hyggelige købstæder - og ikke mindst skønheden hos den unge danske kvinde med hendes rolighed, stille ynde og milde blødhed i sindet. Alt var udtryk for samme identitet.
Var landskabet engang bestemmende for hvem vi var? For hjemstavnsfølelsen og fædrelandskærligheden? For mange viste landskabsbillederne på væggen i 1800- og 1900-tallet hvor vi følte os hjemme. Den romantiske malerkunst blev udtryk for den nationale identitet.