Vejene i Asnæs

I 1920-erne var der grusveje overalt i Asnæs.

De blev anlagt og vedligeholdt med et bundlag af skærver og tromlet fast, hvorefter der blev spredt grus over, som igen blev vandet og tromlet.

Det meste trafik var hestekøretøjer med jernringe op hjulene, og de var hårde ved denne vejbelægning, så der blev hurtigt store vandpytter når det regnede.

Sidst i 1920-erne begyndte man så at sprøjte tjære på eller asfalt på, og så tromle grus ned i dette. det var et vældigt fremskridt, ikke mindst for cyklister, men på meget varme sommerdage blev det hele kørt op til et ufremkommeligt ælte.

Der gik dog ikke mange år før vejene blev bedre at færdes på.

Da der i begyndelsen af 1900-tallet, hvor cyklerne blev mere almindeligt transportmiddel, var disse altid forsynet med en værktøjstaske med lappesager, en hjulnøgle og en cykelpumpe, da muligheden for en punktering var ret stor.

Snerydning om vinteren var et næsten ukendt begreb. De største snedriver blev fjernet med håndkraft, og så måtte kanerne og slæderne hentes frem. Det var både morsomt og hyggeligt, når en kane med specielle kanebjælder på hestene, kom til byen, og tit fik børnene lov til at binde kælkene bagefter.

Under besættelsen af tyskerne i 1940-45 fremstillede Brdr. Olsens Maskinfabrik en sneplov af træ til kommunen. Den blev trukket af tre store belgierheste, og så var der en lang styrestang, hvor der gik 3-4 mand og styrede ploven.

Fortovene i byen var heller ikke godt vedligeholdte, de var ligesom vejene belagt med grus, og der var store vandpytter når det regnede.

Når der om sommeren kom en kraftig tordenbyge, var der ofte oversvømmelse i den laveste del af byen, fordi kloaksystemet var alt for småt dimensioneret og for gammelt. Dem, som fik fyldt kældrene med kloakvand med jævne mellemrum syntes ikke det var spor sjovt.

Asnæs by`s historie udgivet af Dragsholm Lokalhistoriske Forening 1996.--SOC 12. jan 2012, 17:14 (CET)