Forskel mellem versioner af "Vejlehøjgård"
SOC (diskussion | bidrag) |
SOC (diskussion | bidrag) |
||
| Linje 17: | Linje 17: | ||
== Poul Christiansen fortæller: == | == Poul Christiansen fortæller: == | ||
| − | Poul Christiansen er 6. generation i lige linje på slægtsgården Vejlehøjgård, og slægten har boet her siden 1760, og han fortæller her til Asta om slægtsgården: | + | ''Poul Christiansen er 6. generation i lige linje på slægtsgården Vejlehøjgård, og slægten har boet her siden 1760, og han fortæller her til Asta om slægtsgården:'' |
Poul Christiansen er født i 1896, altså 94 år gammel, men manden jeg sidder over for er ingen olding, tvært imod - levende og interessant fortæller han om stort og småt, og med en ro og afklarethed, som kun ejes af den, der har levet et langt og virksomt liv. | Poul Christiansen er født i 1896, altså 94 år gammel, men manden jeg sidder over for er ingen olding, tvært imod - levende og interessant fortæller han om stort og småt, og med en ro og afklarethed, som kun ejes af den, der har levet et langt og virksomt liv. | ||
| Linje 27: | Linje 27: | ||
Ud af en stor søskendeflok blev det Poul Christiansens far, Niels Karl Christiansen, der fik gården i1890. Han blev gift med en svensk pige, Anna hed hun. Hun tjente på en stor gård i Sverige, og da datteren derfra blev gift og bosatte sig i København, sendte moderen Anna med de unge mennesker. | Ud af en stor søskendeflok blev det Poul Christiansens far, Niels Karl Christiansen, der fik gården i1890. Han blev gift med en svensk pige, Anna hed hun. Hun tjente på en stor gård i Sverige, og da datteren derfra blev gift og bosatte sig i København, sendte moderen Anna med de unge mennesker. | ||
| − | Senere kom Anna til Frenderupgård, og her har hun så truffet sin mand. | + | Senere kom Anna til [[Frenderupgård]], og her har hun så truffet sin mand. |
| − | Medens hun tjente på Frenderupgård, skete der det tragiske at fruen blev slået ihjel ved et kørsels-uheld med heste og vogn. - Tre små børn blev da moderløse, men Anna blev som en mor for dem. | + | Medens hun tjente på [[Frenderupgård]], skete der det tragiske at fruen blev slået ihjel ved et kørsels-uheld med heste og vogn. - Tre små børn blev da moderløse, men Anna blev som en mor for dem. |
| − | Selvom Anna blev gift og kom til Unnerud, blev disse tre børn ved at holde sig til Anna, og komme i hjemmet hos dem. | + | Selvom Anna blev gift og kom til [[Unnerud]], blev disse tre børn ved at holde sig til Anna, og komme i hjemmet hos dem. |
Poul Christiansen havde kun en broder, og det blev Poul Christiansen der i 1924 overtog slægtsgården, og i 1927 blev han gift med Mary fra Toftebjerggård ved Føllenslev. | Poul Christiansen havde kun en broder, og det blev Poul Christiansen der i 1924 overtog slægtsgården, og i 1927 blev han gift med Mary fra Toftebjerggård ved Føllenslev. | ||
| Linje 39: | Linje 39: | ||
På mit spørgsmål om det hårdeste år, mener Poul Christiansen at 1917 er det værste, han husker. - Høsten fyldte intet i laden det år, det var svært at skaffe foder til dyrene om vinteren. De slog lyng af til at drøje på foderet til køerne, og staldkostene åd køerne fra dem, hvis ikke de passede på. | På mit spørgsmål om det hårdeste år, mener Poul Christiansen at 1917 er det værste, han husker. - Høsten fyldte intet i laden det år, det var svært at skaffe foder til dyrene om vinteren. De slog lyng af til at drøje på foderet til køerne, og staldkostene åd køerne fra dem, hvis ikke de passede på. | ||
| − | Men ellers var årene i Egebjerg gode, man korn sammen, man havde fællesskabet, selvom det kunne ske, at man blev delt i to lejre, som nu dengang man skulle bygge | + | Men ellers var årene i [[Egebjerg]] gode, man korn sammen, man havde fællesskabet, selvom det kunne ske, at man blev delt i to lejre, som nu dengang man skulle bygge [[Egebjerg Forsamlingshus]]. - Dem fra syd som havde Forsamlingshus i [[Hølkerup]], og dem fra nord, som gerne ville bygge et nyt i [[Egebjerg]]. - Huset blev bygget, men stridighederne varede et par år. |
| − | Der var også noget med skolen. Der hændte det triste i Egebjerg Skole, at flere store børn fik tuberkulose, og en 12 årig pige døde. Man havde læreren, Mathorne, mistænkt for at være smittebærer, og ville have ham undersøgt. Det ville han ikke. | + | Der var også noget med skolen. Der hændte det triste i [[Egebjerg Skole]], at flere store børn fik tuberkulose, og en 12 årig pige døde. Man havde læreren, Mathorne, mistænkt for at være smittebærer, og ville have ham undersøgt. Det ville han ikke. Så oprettede en kreds af forældre en slags Friskole i Forsamlingshuset, og ansatte en lærer, Øster hed han, som de selv skulle betale. Der blev rejst en sag, og Mathorne måtte rejse. |
| − | Da var Egebjerg Skole ved at være landskendt, husker Poul Christiansen. | + | Da var [[Egebjerg Skole]] ved at være landskendt, husker Poul Christiansen. |
Vi sludrer så hyggeligt om gamle dage, da man havde mejeri og mælkemanden der kom hver dag, og en dag om ugen havde ost og smør med, - om slagtere og generalforsamlinger, om det nære samfund med Brugsforeninger, smed o.s.v. - alt det, som ikke er mere. | Vi sludrer så hyggeligt om gamle dage, da man havde mejeri og mælkemanden der kom hver dag, og en dag om ugen havde ost og smør med, - om slagtere og generalforsamlinger, om det nære samfund med Brugsforeninger, smed o.s.v. - alt det, som ikke er mere. | ||
| Linje 51: | Linje 51: | ||
Før jeg går, viser Poul Christiansen mig et billede af en meget stor hvidtjørn. Den stod i gærdet og var fredet. Den blev optegnet og målt og fredet. Den blev offer for en stærk storm. Kæmpestor og prægtig er den her på billedet. | Før jeg går, viser Poul Christiansen mig et billede af en meget stor hvidtjørn. Den stod i gærdet og var fredet. Den blev optegnet og målt og fredet. Den blev offer for en stærk storm. Kæmpestor og prægtig er den her på billedet. | ||
| − | Der knytter sig et sagn eller anden overtro til den, - noget med en guldkæde der når helt ned til "Kong Øres | + | Der knytter sig et sagn eller anden overtro til den, - noget med en guldkæde der når helt ned til "[[Kong Øres grav]]” ved [[Sandskredet]]. |
| − | Poul Christiansen har haft den store sorg at miste sit eneste barn, sønnen Jørgen, brat og pludselig i | + | Poul Christiansen har haft den store sorg at miste sit eneste barn, sønnen Jørgen, brat og pludselig i påsken 1981, kun 48 år gammel, men der er 2 sønnesønner, Poul og Niels, så slægten kan fortsætte på "Vejlehøjgård" |
Versionen fra 21. sep 2014, 11:23
Vejlehøjgård matr. matr. 4a, Underød, Egebjerg sogn, Odsherred, 42½ tdr. land.
Heraf ager 40½, mose ½, veje, have og gårdsplads 1½.
Der holdes 14 køer, 11 stk. ungkvæg og kalve og 1 tyr af rød dansk race, 4 heste, 2 plage og 1 får. Sidste år solgtes ca. 80 fedsvin.
Niels Karl Christiansen, som overtog gården i 1892, er født på gården 12. august 1859, og blev gift med Anna Svensson, som er født i Sverrig.
Vejlehøjgaard er en ren slægtsejendom. Før Niels Karl Christiansen havde hans far, Chr. Jensen, og bedstefar, Jens Nielsen, og hans oldefar den.
Hovedbygningen er opført i 1908 af grundmur med teglstenstag. Et par af længerne er med bindingsværk og stråtag. Mod nord ligger en svinestald af granit. Der er indlagt elektrisk lys og kraft.
Kildehenvisning: Danske Gaarde bind 4, 1910-16.--SOC 22. aug 2011, 10:36 (CEST)
Poul Christiansen fortæller:
Poul Christiansen er 6. generation i lige linje på slægtsgården Vejlehøjgård, og slægten har boet her siden 1760, og han fortæller her til Asta om slægtsgården:
Poul Christiansen er født i 1896, altså 94 år gammel, men manden jeg sidder over for er ingen olding, tvært imod - levende og interessant fortæller han om stort og småt, og med en ro og afklarethed, som kun ejes af den, der har levet et langt og virksomt liv.
Stamtræet, for sådan et er der, kunne vi fordybe os i, men det vil nok mest blive navne. Men Poul Christiansen fortæller, at hans tipoldefar egenhændigt byggede over 1 km stengærde om sin jord.
Der var også en af forfædrene der var skattenægter.
Ud af en stor søskendeflok blev det Poul Christiansens far, Niels Karl Christiansen, der fik gården i1890. Han blev gift med en svensk pige, Anna hed hun. Hun tjente på en stor gård i Sverige, og da datteren derfra blev gift og bosatte sig i København, sendte moderen Anna med de unge mennesker.
Senere kom Anna til Frenderupgård, og her har hun så truffet sin mand.
Medens hun tjente på Frenderupgård, skete der det tragiske at fruen blev slået ihjel ved et kørsels-uheld med heste og vogn. - Tre små børn blev da moderløse, men Anna blev som en mor for dem.
Selvom Anna blev gift og kom til Unnerud, blev disse tre børn ved at holde sig til Anna, og komme i hjemmet hos dem.
Poul Christiansen havde kun en broder, og det blev Poul Christiansen der i 1924 overtog slægtsgården, og i 1927 blev han gift med Mary fra Toftebjerggård ved Føllenslev.
Det blev så dem, der udøvede deres livsværk på slægtsgården. Årene - ja hvor blev de af? - Poul Christiansen fortæller, ser tilbage, husker krisen i 30-erne som strenge år. De havde bygget nyt svinehus i 1929 - og en slagtegris kostede 38.00 kr. - 1 ko kostede 150.00 kr.
På mit spørgsmål om det hårdeste år, mener Poul Christiansen at 1917 er det værste, han husker. - Høsten fyldte intet i laden det år, det var svært at skaffe foder til dyrene om vinteren. De slog lyng af til at drøje på foderet til køerne, og staldkostene åd køerne fra dem, hvis ikke de passede på.
Men ellers var årene i Egebjerg gode, man korn sammen, man havde fællesskabet, selvom det kunne ske, at man blev delt i to lejre, som nu dengang man skulle bygge Egebjerg Forsamlingshus. - Dem fra syd som havde Forsamlingshus i Hølkerup, og dem fra nord, som gerne ville bygge et nyt i Egebjerg. - Huset blev bygget, men stridighederne varede et par år.
Der var også noget med skolen. Der hændte det triste i Egebjerg Skole, at flere store børn fik tuberkulose, og en 12 årig pige døde. Man havde læreren, Mathorne, mistænkt for at være smittebærer, og ville have ham undersøgt. Det ville han ikke. Så oprettede en kreds af forældre en slags Friskole i Forsamlingshuset, og ansatte en lærer, Øster hed han, som de selv skulle betale. Der blev rejst en sag, og Mathorne måtte rejse.
Da var Egebjerg Skole ved at være landskendt, husker Poul Christiansen.
Vi sludrer så hyggeligt om gamle dage, da man havde mejeri og mælkemanden der kom hver dag, og en dag om ugen havde ost og smør med, - om slagtere og generalforsamlinger, om det nære samfund med Brugsforeninger, smed o.s.v. - alt det, som ikke er mere.
Tidens hjul drejer rundt, ja - men når man bliver ældre, drejer de alt for hurtigt.
Før jeg går, viser Poul Christiansen mig et billede af en meget stor hvidtjørn. Den stod i gærdet og var fredet. Den blev optegnet og målt og fredet. Den blev offer for en stærk storm. Kæmpestor og prægtig er den her på billedet.
Der knytter sig et sagn eller anden overtro til den, - noget med en guldkæde der når helt ned til "Kong Øres grav” ved Sandskredet.
Poul Christiansen har haft den store sorg at miste sit eneste barn, sønnen Jørgen, brat og pludselig i påsken 1981, kun 48 år gammel, men der er 2 sønnesønner, Poul og Niels, så slægten kan fortsætte på "Vejlehøjgård"
Kilde: Asta fortæller til Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 2 – 1990.--SOC 20. jan 2013, 23:01 (CET)
