Forskel mellem versioner af "Klint Kalkbrud"
SOC (diskussion | bidrag) |
SOC (diskussion | bidrag) m |
||
Linje 1: | Linje 1: | ||
Klintebjerg Kalkbrud, Havnevej 13, Klint. | Klintebjerg Kalkbrud, Havnevej 13, Klint. | ||
− | |||
''Fra Kalkværk til FDF-lejr:'' | ''Fra Kalkværk til FDF-lejr:'' |
Versionen fra 23. jan 2012, 10:24
Klintebjerg Kalkbrud, Havnevej 13, Klint.
Fra Kalkværk til FDF-lejr:
Brydning af kalksten og ”kalkbrænding” har været et skiftende tema for Klintebjerg kalkbrud i alle tilfælde helt tilbage til 1750. (Resten af historien kommer).
Vi springer i alle tilfælde frem til 1900-tallet, Hvor Knabstrup Teglværk i adskillige år har været ejer. Der blev brudt Hvidkalk og Cementsten (Gråkalk). Gråkalken blev af vognmand Gunnar Nielsen, og kørt til Knabstrup Teglværk.
Hvidkalken derimod blev brændt i kalkovnen i Klint.
Hans Christian Jensen, der samtidig var bestyrer på Klintebjerggården, førte tilsyn med arbejdet i ”Bruddet”. Efterfølgende blev Martin Hansen formand.
Ove Christensen afløste ham omkring 1932. Han udvidede produktionen med et ”grusværk”, idet man i stedet for at sende det grus, man udgravede, sammen med kalk-stenene, ud i vandet, udviklede et sorteringsværk, der sorterede materialet i forskellige størrelser til støbegrus og vejmaterialer m.v.
Kalkbrændingen fortsatte indtil 1957, og grusværkedet fungerede indtil 1959, som er den endelige lukning af Kalkværket i Klint. Knabstrup Teglværk ejede fortsat skrænterne ved Klintebjerg indtil 1967, hvor fredningen af området blev en realitet.
1907 fik FDF stillet en del af Kalkværksbygningen til rådighed som ferielejr, og i 1959 overdrager direktør Frida Schou, Knabstrup Teglværk, hele bygningen til FDF.
FDF har for længst måttet lukke lejrene, da nødvendige renoveringsomkostninger ville overstige forbundets formåen.
Kilde: Uddrag af bogen om Klint udg. af Svend Erik Klint Jensen, som man har på Odsherred Bibliotek.--SOC 23. jan 2012, 10:23 (CET)