Sct. Hans

Sct. Hans i Odsherred.

Sct. Hans og midsommer bliver som regel markeret med fester og bål over hele landet, hvor Sct. Hans festen er en af de ældste i norden. Den skriver sig fra den mørkeste tid, da de hedenske nordboere samledes ved midsommertid for ved bål og ofringer holde onde vætter borte.

Da kristendommen blev indført, holdt midsommerfesten sig, og præsterne kæmpede forgæves for at få den afskaffet som hedensk.

Gennem tiderne har der altid knyttet sig en mængde særlige skikke til Sct. Hans. Ifølge folketroen drev hekse, og alle slags onde væsener deres spil ved Sct. Hans. det gjaldt om at holde dem fra livet, og derfor var det man rundt om i landet tændte bål, der kunne skræmme de onde væsener bort.

De unge karle og piger dansede om bålet, og de der vovede at springe tværs gennem ilden, sikrede sig mod sygdom og sot i det kommende år.

Bålene beskyttede tillige markerne mod heksenes angreb. Hvis man i ældre tid spurgte en bonde i Odsherred, hvorfor der var brand i en kornmark, kunne man få det svar, at det var fordi manden ikke havde "blusset" til Sct. hans.

Som bekendt troede man heksene red enten til Bloksbjerg eller Hekkenfeldt (Hekla), og rejsen foregik som regel på et kosteskaft, eller en ovnrage (til en bageovn). Derfor gemte folk deres ovnrager godt af frygt for heksene skulle "forgøre" dem. Nogle skar også et kors i kosteskaftet, og spyttede tre gange på det, for så kunne heksene ikke ride på det, for de var lige så bange for det, som Fanden for det hellige kors.

Husene sikrede man ved at binde rønnebærgrene og porsris til døre, vinduer og luger.

I marken plantede man grebe for at holde de onde væsener væk.

var man så modig, at man ville se heksene ride, skulle man tage bestemte forholdsregler. Man skulle tage en græstørv på hovedet, eller sætte sig ved en korsvej, og lægge forsigtigt en harve over sig med harvetænderne nedad. Men det gjaldt alligevel om at være på vagt, for heksene var særligt fjendtlige overfor den slags spioner, og der blev fortalt gruopvækkende historier om, hvordan enkelte nysgerrige, som ikke havde passet på, var blevet forvandlet til varulve og lign.

Foruden heksene troede man også bjergfolkene drev deres spil Sct. Hans nat. Mange - både karle og piger - blev "bjergtagne", og mange steder ofrede man øl og mjød til bjergfolkene, der i den almindelige bevidsthed var et med elverfolket. Drikkevarerne hældtes ud over den høj, hvori bjergfolket efter sagnet havde deres bopæl.

Man troede også, at visse urter og planter, som blev plukket Sct. Hans nat, havde helbredende kraft. Derfor så man efter solnedgang mange mennesker - særligt "kloge" koner - gå ud på bymarken for at samle urter og lægende planter.

Den dug, som faldt denne nat, havde ligeledes lægedom i sig. Derfor bredte man linned ud på engene, men allerhelst på kirkegårdene, og næste morgen tog man det så på, lige så vådt det var. Det skulle især være godt mod tæresyge eller brystsyge.

Det er en kendt sag, at man antog, at vandet i visse kilder fik en helbredende kraft Sct. Hans nat. Sådanne hellige kilder fandtes i næsten hver en egn. Mest berømt var Helene kilde i Nordsjælland, Vartov kilde på den gamle strandvej, Kirsten Piils kilde ved Dyrehavsbakken - og ikke at forglemme Sct. Karens kilde ved Strandhusene. Til disse kilder kom syge til fods eller med vogn. Ved midnat drak de af vandet, og næste morgen kunne de tage hjem, efterladende klude, krykker og kors, foruden at de kastede mønter i kilden.

Skikken at rejse til de hellige kilder holdt til omkring 1900. Endnu i 1843 kunne man læse i "Adresseavisen": "Rejseselskab søges til Sct. Helenes kilde Sct. Hans nat.

Nævnes må også den ældste skik, at samle urter Sct. Hans nat, for ved hjælp af dem, at forudsige sin egen, og sine nærmestes, skæbne.

Urterne blev anbragt i husets tag, eller i en sprække i loftet, en for hver af de personers skæbne, man ville noget om. Jo længere kvistene holdt sig friske, desto længere ville vedkommende leve. Hurtig visnen betød snarlig død.

Bøjede en karls og en piges urter sig mod hinanden skulle de snart giftes.

Kilde: Lokalhistoriker Sophus Jensen i Holbæk Amts Venstreblad 16. juni 1960.--SOC 22. jul 2015, 01:51 (CEST)