Forskel mellem versioner af "Stavanger"

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
m
 
(2 mellemliggende versioner af den samme bruger vises ikke)
Linje 47: Linje 47:
  
  
''Kilde: Historien fortalt af S. Ole Clausen 2012. - Holbæk Amts Venstreblad 25. juni 1974.''--[[Bruger:SOC|SOC]] 7. aug 2012, 16:34 (CEST)
+
''Kilde: Historien fortalt af S. Ole Clausen 2012. - Holbæk Amts Venstreblad 30. november 1965 og 25. juni 1974.''--[[Bruger:SOC|SOC]] 7. aug 2012, 16:34 (CEST)
  
 
[[Kategori: Personer]]
 
[[Kategori: Personer]]
[[Kategori: Gadens originaler]]
+
[[Kategori: Øgenavne]]

Nuværende version fra 4. jan 2018, 15:01

"Svarte Stavanger" i Købmand Hans Hansens Købmandsgård 1963. – Fotograf Ukendt.
"Stavanger", hvis borgerlige navn var Thoralf Alfred Mortensen, Lynggården, Nykøbing Sjælland.

Navnet "Stavanger", som alle kaldte ham, og kendte ham under, fik han fra den by i Norge hvor han er født.


Da "Stavanger" fyldte 60 år berettede han om sit liv til Holbæk Amts Venstreblad:

Jeg er født den 2. december 1905 i Stavanger i Norge, kl. 7.30 om morgenen i en snedrive, da min far og mor var på vej ind til Stavanger by fra en af forstæderne, hvor de havde været til fest hele natten.

Jeg var den yngste af en børneflok på 15.

1909 fik min far, der var bødker, lyst til at tage til Danmark, og familien endte i Odense, hvor jeg voksede op, og blev udlært smed.

Jeg arbejdede som smed nogle år, henholdsvis i Odense og Esbjerg, men kom så til København, hvor jeg blev smed i Istedgade.

Da min arbejdsgiver drak for meget - hø, hø - skiftede jeg arbejdsgiver til en smed Carl Petersen på Sølvtorvet, og tjente store penge, for 91 kroner i ugeløn i 1928-29, var rigtigt godt.

Så blev jeg gift med en sød lille pige, men 2 år efter døde hun i barselsseng, og det slog altså benene væk under mig, så jeg solgte hjemmet, rejste lidt rundt, og endte på Helsingør skibeværft

Her kom en såkaldt "Finnefa`n" ind til nødtørftig reparation, og da det atter sejlede ud, var jeg med som fyrbøder på skibet. Det var i en elendig forfatning - i virkeligheden skulle det slet ikke sejle, men gå ned, så rederen kunne få forsikringen. Da vi nåede Buenos Aires rømmede jeg - sammen med 16 andre, og det var ca. halvdelen af besætningen.

Nogen tid efter mødte jeg på det danske konsulat en dansk-argentiner, som hed Olsen, og var ude hos ham på "Pampassen" i et halvt års tid.

Han havde hesteopdræt i noget større stil, end vi normalt forestiller os, da hele flokken blev drevet ind, lød det som et tordenvejr. Dem der er over 20.000 må de ha` sagde Olsen, men de stod jo ikke stille, så jeg kunne tælle dem - men senere betroede Olsen mig, at det skulle jeg nok have gjort, for så havde jeg kunnet starte for mig selv med en halv snes tusinde heste.

Men jeg havde det ikke godt med al den natur på pampassen, og jeg hverken spiste eller drak, så Olsen kørte mig til nærmeste jernbanestation - vi kørte i 3 døgn med et seks-spand heste til vi nåede et "trinbræt", og efter 6 timers forløb kom et lig af et tog kravlende, og efter nogle dage med det, nåede jeg igen Buenos Aires, hvor jeg fik hyre på et belgisk skib.

Det sejlede jeg med i 32 måneder, og det var med en noget blandet besætning. Der var 2 kineserkokke om bord, og de lavede den mest pragtfulde mad, så når de gik i land, fulgte en halv snes af besætningen med, for dem måtte der ikke ske noget.

Efter at have været ude at sejle i 8 år, vendte jeg hjem til Danmark i 1939, men kunne ikke finde noget af min familie, så jeg begyndte at vandre rundt i landet, og lavede forefaldende arbejde.

De fleste af årene som skærslipper, og jeg fulgtes af hunden "Svarte", som jeg desværre måtte aflive i oktober 1965, da han var 15 år.

1960 kom jeg til Nykøbing Sjælland, og syntes nu er jeg for gammel til at farte rundt, og jeg har det dejligt her.

På spørgsmålet om han ikke har ført et rakkerliv, og om han har fortrudt det, svarer Stavanger: Jeg har mødt en masse mennesker - flest dejlige - og jeg har set mere end de fleste ... det har jeg ikke fortrudt!

+

Han var en vennesæl mand, og residerede i den gule ejendom, Lynggården ved Nykøbing Sjælland, for foden af Thorsbjergbakken, sammen med nogle andre i kommunens hus, som af mange blev kaldt "Fattiggården".

Om "Stavanger" går der mange historier, men mest kendt er vel den (som jeg selv oplevede på nærmeste hold) om dengang rejsekongen, Simon Spies, var på besøg i byen til asfaltballet 1968, og vores turistchef, Poul Skytte Olsen, fik lokket Stavanger og Simon Spies til at indgå et væddemål om hvis skæg der var længst - og Stavanger vandt med 2 cm.

Hvor meget væddemålet gjaldt, kan jeg ikke huske, men de næste 14 dage blev der kaldt TAXA til Lynggården i tide og utide, jeg husker bl.a. de ringede til TAXA en søndag, og bad om at få en pose morgenbrød bragt ud – joe, det var gyldne tre-fire uger på Lynggården.

"Stavanger" døde i juni 1974 på "Lynggården" ved Nykøbing Sjælland.


Kilde: Historien fortalt af S. Ole Clausen 2012. - Holbæk Amts Venstreblad 30. november 1965 og 25. juni 1974.--SOC 7. aug 2012, 16:34 (CEST)