Retsprotokoller fra Nykøbing Sj.

Retsprotokoller fra Nykøbing Sjælland.

Nykøbing Sjælland har intet gammelt arkivmateriale liggende, men rigs- og landsarkivet, og i Det kgl. Bibliotek, findes meget interessent materiale til belysning af livet i fortidens Nykøbing.

At læse de gamle by- og retsprotokoller er som at læse spændende noveller, men det kræver tid og tålmodighed, for byskrivernes gotiske bogstavet, ofte blandet med latinske, er vanskelige at tyde.

Den ældste er en retsprotokol fra 1758.

+

Nykøbings Nationaldragt:

I et gammelt retsreferat fra 1762 læses følgende:

Fremstod en borger, Lars Thomsen, med tøfler på benene, nathue på hovedet, og skødeskind forpå, en forsvarlig kæp i hånden, og med skindpels på. Men da byfogeden betydede ham, at sådant var uanstændigt i retten, bragte Lars Thomsen adskillige unyttige ord, som byfogeden holdt uanstændige og utålelige, hvorfor Lars Thomsen blev befalet at tie.

Disse nævnte begreber på datidens retsbegreber var meget milde foranstaltninger efter disse tiders synspunkter.

Den spanske Kappe:

Om denne middelalderlige tortur hedder det fra Nykøbings byfoged 1787 i en indstilling, om ikke mon det var bedst at bringe "den spanske kappe" i anvendelse overfor ligbærere af byen, som ved en eller anden arme synders "afsides" begravelse på Nykøbing kirkegård havde tilladt tig at kaste jord på kisten med ordene: "Der ligger du din rakker, du har levet som en prakker", eller endnu værre, som det lød i folkemunde, men som var så slemt, at byfogedens pen vægrede sig ved at gengive det.

"Den spanske kappe" var en rødmalet tønde uden bund, som blev sat over fangen, og i reglen blev en seddel klistret på tønden, som fortalte hvilke lovovertrædelser vedkommende havde begået. Og så blev han af byvogteren ført i spidsrod igennem byens gader og stræder til spot og spe for byens befolkning.

Da slaverne løb deres vej:

Det vakte stor opstandelse i 1799 blandt byens borgerskab, da omtrent på en gang ikke færre end tre brændemærkede, kagepiskede slaver flygtede fra arresten.

For det første var det ingen behagelig historie for de "ansvarshavende", at man ikke havde passet bedre på sine fanger - og for det andet var hele den lille by naturligvis i allerhøjeste grad opskræmt over at vide tre så farlige forbrydere på fri fod.

Noget måtte der altså gøres, og så lod byfogeden foreløbig trommerne gå, for at få borgerskabet sammenkaldt på rådstuen, idet han i denne vanskelige sag ønskede at gøre sig bekendt med, hvad den almindelige mand tænkte sig, der kunne og burde foretages.

Ganske vist var slaverne straks blevet eftersøgt ved udsendte "ekspresser" endda helt til Holbæk, men for fremtidens skyld måtte der træffes et eller andet arrangement, så man i det mindste overfor de overordnede autoriteter kunne give det udseende af, at man var på sin post.

Det bestemtes da i borgermødet, at man efter at man højtideligt havde overdraget den tilstedeværende smed at syne de af de udbrudte slavers efterladte jern, skulle oprette en slags permanent borger-vagt-hold, som hver nat fra klokken 8 om aftenen til klokken 7 om morgenen skulle først regelmæssigt efterse arresterne, og siden natten igennem "blive overvågne til stede", ialt tre mænd ad gangen.

Da slaverne omsider var blevet fanget, opstod der strid om, hvem der skulle betale forplejningen af dem i arresten, da byens kræmmer nægtede at betale arrestforvareren noget herfor. Problemet var, om man skulle lade dem krepere af sult, eller løslade dem. Desværre fremgår det ikke af de gamle papirer hvad man valgte.

Om tyvepisk, laurbærkranse og palmegrene:

En skrivelse fra byfoged Kindler (1799) om et par andre arrestanter slutter således:

... men efter at have gjort disse tyvende gavtyve meget ondt, var jeg nødsaget til at lade fangevogteren give den ene af dem 27 slag af en tyvepisk for at bringe ham i nogenlunde orden og rolighed, samt sætte lidt skræk i den anden - hvilket virkede så meget, at disse to arrestanter efter den tid ej har været så grove, og tror jeg ...

I en anden skrivelse om de samme to misædere fortæller hr. Kindler, at de (fra arresten) "søgte dagligt at stjæle hatte og huer fra forbigående ..." Byens rådhus lå dengang hvor Hedegård- Andersen kom til at ligge.

Forvist fra Odsherred på livstid:

I 1777 behagede det den kgl. Majestæt at resolvere, at husmand Ole Rasmussen af Egebjerg i stedet for den straf, ellers for sin opførsel havde fortjent, skal slippe med at være "Odsherred for sin levetid forvist".

Hvori den stakkels husmands forseelse har bestået er eftertiden ubekendt.

Måske har han nægtet at udføre hoveriarbejde på Egebjerggård, og efter "at have reddet træhesten" flere gange, er han antagelig uforbederlig blevet overgivet til nærmeste købstads myndigheder.

Nu blev han altså af særlig kongelig nåde fra arresthuset i det gamle skumle rådhus transporteret ud af Odsherred, og afleveret til en regimentsskriver på Frederiksberg.

Dette var dengang ensbetydende med, at han blev puttet ind i et regiment, og som benådet fange "må springe soldat" i 12 år.

Datidens værste og mest frygtede straf "at klæde stejle og hjul", samt de offentlige henrettelser i Odsherred, står der også i disse retsprotokoller.

Af lokalhistoriker Sophus Jensen.

Bragt i Holbæk Amts Venstreblad 13. maj 1955.--SOC 16. okt 2016, 15:42 (CEST)