Den gamle kobberkedel

Den gamle kobberkedel er et sagn fra Odsherred.

Laurits A. Aasklint fortæller:

I en af gårdene i Brændt stod en meget stor indmuret kobberkedel i bryggerset. Den kunne nok rumme hen ved 20 spande vand.

For mange, mange år siden boede der i gården en mand, som tid efter anden var blevet meget fattig. Det blev til sidst så galt, at han var ved at måtte gå fra sin gård, men når nøden er størst, er hjælpen nærmest.

DEN GEMTE SKAT:

Så langt tilbage, nogen kunne mindes, havde man der på egnen set et lille lys brænde på et og samme sted i det sydvestlige hjørne af marken, helt ude ved den store mose.

De gamle sagde, at der var gemt en skat i jorden der. Man kunne godt hæve denne skat, hvis man havde mod til at gå derud ved midnat, når lyset brændte, og stikke et stykke stål gennem flammen og ned i jorden.

Det kunne dog godt gå så galt, at man mistede livet, hvis man ikke var rask til bens og kunne løbe fra det rædsomme uhyre, som straks ville forfølge den, der forsøgte at afmærke skattens skjulested. Dog, hvis man kunne nå at komme ind under tagskæget på det nærmeste hus, var man frelst.

Manden på gården havde tænkt meget over dette, og han havde også været derude den ene nat efter den anden, men han nåede aldrig helt hen til flammen. Modet svigtede ham, og tung i sind måtte han hver gang vandre hjem med sin le.

Men en stjerneklar sommernat, medens svage kornmodsglimt blinkede på den vestlige himmel, gik han derud. Denne gang ville han ikke blive ræd, nu var der ikke mere nogen vej udenom, han

STÅLETS MAGT:

Da han nåede stedet, huggede han af al sin magt leen gennem den lille sitrende lue, og ned i jorden.

Han hørte et vældigt brag, og så løb han, som han aldrig før havde løbet. Det var livet og gården, der skulle reddes. Han kunne høre uhyret forfølge sig, høre hvorledes det i gungrende galop vandt mere og mere ind på ham.

Så nåede han endelig naboens hus, og gled ind under tagskæggets skærmende udhæng. Med ansigtet trykket tæt imod den gamle lerklinede væg hørte han bag sig en underlig skurrende latter, og så blev alt stille.

Det uhyggelige, der havde raset om ham forsvandt og i den lyse sommernat gik han hjem, medens håb og tvivl skiftede i hans sind. Denne gang havde han ikke sin le med tilbage, den var blevet derude for med stålets underfulde magt at værne skatten mod onde magters angreb. Han gik ikke i seng, han følte, at han ikke ville kunne sove. I stedet gik han resten af natten rundt om sin gård, og da morgensolens første stråler lyste over den sovende by, tog han sin spade og gik over sine marker, ud mod den store stille mose.

Derude fandt han leen, den stod dybt i engens sorte muld. Men før han tog den op, stak han med sin spade en cirkelring i engbunden uden om den. Så smed han sin trøje og begyndte at grave. En god alen nede fandt han i tørvejorden kedelen.

I den lå der mange skønne ting, både af sølv og guld. Og fra den dag var han en rig mand, og havde siden heldet med sig.

Huset, hvor han havde søgt ly under tagskægget, var nok det, der mange år senere tilhørte den gamle Jacob Thomsen Goldschmidt.

-Og kedelen har Jeg selv set, den er ualmindelig stor og dyb.

Kilde: Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 2 - 1992.--SOC 25. jan 2013, 23:41 (CET)