Forskel mellem versioner af "Ellefolket i Grevinge sogn"
SOC (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med 'Ellefolket i Grevinge sogn i Odsherred. ''Historikeren Lars Andersen fortæller i 1918:'' I min morfader Hans Pedersens gård i Plejerup var der to porte, en i de...') |
SOC (diskussion | bidrag) m |
||
| Linje 46: | Linje 46: | ||
''Kilde: Folkesagn og Folketro i Odsherred af Lars Andersen 1918.''--[[Bruger:SOC|SOC]] 4. apr 2013, 16:05 (CEST) | ''Kilde: Folkesagn og Folketro i Odsherred af Lars Andersen 1918.''--[[Bruger:SOC|SOC]] 4. apr 2013, 16:05 (CEST) | ||
| − | [[Kategori: Sagn]] | + | [[Kategori: Sagn og Overtro]] |
Versionen fra 27. apr 2013, 13:54
Ellefolket i Grevinge sogn i Odsherred.
Historikeren Lars Andersen fortæller i 1918:
I min morfader Hans Pedersens gård i Plejerup var der to porte, en i den østre længe, og en ud til gaden. Her i gadeporten stod hunden, men den kunne aldrig leve, fordi elleskytterne hver aften og nat kom der igennem.
De brogede hunde, de havde med, løb og halsede.
Ved gadeporten havde karlen sit kammer. Han ytrede en aften, da disse jægere passerede gården, at hvis han havde en sådan hest, så kunne han have lyst til at komme på jagt.
Om aftenen efter, da de kom igen, stod der en opsadlet hest til ham ved hans dør. Han betænkte sig ikke, men tog med dem.
Da han kom tilbage, tog han og holdt fast i portlejen, slap stigbøjlerne, og lod hesten gå.
Om morgenen efter lå der på hans trappe en hare til ham. Den skulle han have for sin ulejlighed.
+
Der i Hans Pedersens gård var der en pige - det var nok hans søster Johanne - som engang, da hun gik ud at malke, forsøgte på at fange en sort hest, der gik løs. Men den blev ved at rende rundt, og hun kunne ikke fange den, for det var Elleskytternes.
En anden gang Johanne var ude på lodden for at malke, blev hun bange for Elleskytterne. Hun rendte da hjem, men tabte så malkebøtten af hovedet, og overdelen gik af begge træskoene.
+
Karen (Hans Pedersens kvinde i Plejerup, fortalte, at når de om sommeraftenerne var udenfor, så kunne de høre Ellefolkene havde klapjagt ned i "Støbben".
Syk, syk, syk, lød det, og hundene glammede så underligt, de havde ikke glam som andre hunde.
+
Elleskytterne kunne også skyde mennesker, de døde dog ikke af det, men fik hovedpine.
Når de lod smeltet kirkebly løbe over hovedet på dem, så kom de sig igen.
+
Inger (Anders Nielsens kvinde i Plejerup, fortalte, at der var engang hendes bedstemoder gik ved middagstid ned for at malke.
Da hun kom ned på den lod, som senere Rasmus Jepsen havde, var der en dyb rende ved noget ellekrat.
Hun så Ellekongen stod der. Han var bred over brystet, og havde en rødstribet vest på.
Da hun nåede lidt der forbi, så hun, at skikkelsen var hul i ryggen ligesom et dejgtrug.
Kilde: Folkesagn og Folketro i Odsherred af Lars Andersen 1918.--SOC 4. apr 2013, 16:05 (CEST)
