Odden Afholdsforening

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Den 4. januar 1893 samledes i Odden Forsamlingshus 11 mænd og stiftede foreningen Odden Sogns Afholdsforening.

Murer Niels Hansen (nu bosiddende i Vig) var den første formand.

Samme år den 29. januar indmeldtes foreningen i Odsherreds Afholdskreds.

Tilgangen var ikke stor det første år, men i 1894 var der 48 nye medlemmer, og i 1895 kom der 29 nye medlemmer. Men udmeldelser og overtrædelser gik i den tid også rask.

Efter et års forløb afløstes formanden af mejeribestyrer Chr. Larsen, Yderby, som ledede foreningen indtil 1896.

1895 i foråret har en adresse til Rigsdagen cirkuleret og fået 237 underskrifter.

Fra 1896 til 1899 var tømrer Hans Mortensen formand, men i den periode gik medlemstallet desværre tilbage til 7.

Fra foråret 1899 til efteråret samme år var Oluf Andersen (nu boende i Ebbeløkke) formand. Udsigten for foreningens trivsel er lysere, og på dette tidspunkt overtager bager Johs. Nielsen formandsposten efter Oluf Andersens bortrejse.

I året 1900 får foreningen en fane skænket af sognets kvinder.

1905 vil en del medlemmer med Pastor Pedersen i spidsen have ændret foreningens arbejdsmåde hen i retning af "Blå Kors", og skønt partiet får det vedtaget på den årlige generalforsamling i 1906 lykkedes det ikke.

1906 går året sin gang med skrædder Karl Sørensen som formand. Samme år holder Odsherreds Afholdskreds sommermøde på Odden.

Ved næste Generalforsamling vælges en bestyrelse med nyt flertal, og resultatet bliver at ca. 20 medlemmer melder sig ud og opretter en "Blå Kors" forening.

Johannes Nielsen bliver atter formand.

I de senere år har Afholdsforeningen og "Blå Kors" arbejdet side om side i bedste forståelse.

Foreningens tiskud fra kommunen har været i 1907 til 1909 på 10 kroner årligt, men fra 1920 har foreningen modtaget 20 kroner årligt.

Odden Afholdsforening havde i 1939 14 medlemmer. Formanden i 1939 var fhv. købmand Johannes Andersen, Villa "Hytten", Overby (formand i perioden fra 1899). Også fhv. formand for Ods Herreds Kreds. Den øvrige bestyrelse i 1939 bestod af havnefoged Nicolai Andreas Andersen, Odden Havn; Cecilie Frederiksen, Yderby.


Kildemateriale: Odsherreds Afholdskreds 1893-1918.--SOC 19. sep 2011, 12:05 (CEST)

Kildehenvisning: Afholdsbevægelsen i Danmark, udg. 1939 --Odswiki 1.3. 2012