Stokrosebanden

Kunstnersammenslutning med tilknytning til Pakhuset i Nykøbing Sjælland. Gruppen er stiftet i 1977. Om gruppen og dens dannelse skriver lokalhistorikeren Kurt Sørensen i 2022:

DE NYE ODSHERREDSMALERE

I anden halvdel af 1900-tallet dukkede en ny ekspressiv kunst frem i Odsherred - overraskende og overrumplende. Man var i denne del af landet ingenlunde ubekendt med kunstneriske udtryksformer, som der var en hundrede år lang tradition for at forholde sig til. Men pludselig opstod i 1960’erne og 70’erne en helt anderledes og uvant måde at opleve kunst på i Odsherred. Nye materialer, farveholdninger, former og figurer fandt vej ind i bevidstheden hos beskueren i stedet for de sædvanlige oliefarver og landskabsmotiver. En moderne verden meldte sig brat og næsten brutalt. Væk var det velkendte og fortrolige og i stedet trådte en situation som fremtvang en næsten rindalistisk stillingtagen, for eller imod anderledesheden. Et kunstnerisk oprør eller en visuel revolution gjorde krav på opmærksomheden. Årsagen var, at en yngre generation af kunstnere begyndte at slå sig ned i Odsherreds landskab i disse år. De hentede inspiration fra den internationale kunstverden og fra nye medieformer og moderne teknik. Det prægede deres formsprog og materialevalg. Deres kunst var ikke kun et fjernt storbyfænomen, men rykkede ind i den lokale hverdag og ud i de små landsbyer. Kunsten blev nærværende. Selv om den nye kunst kom udefra, var den ikke fremmed, men på en ofte demonstrativ måde fortrolig og genkendelig. Den afspejlede en moderne verden og genbrugte dens sprog og virkemidler, kreativt og legende. Geometriske former fra fysiske konstruktioner overførtes til en farverig billedverden eller til lego-lignende skulpturer som i børneværelset. Fra universet hentedes stjernebilleder med fritsvævende satellitter og rumskibe. Eller man kiggede i elektroniske mikroskoper ind i en anderledes og surrealistisk verden af usynlige organismer og sære biologiske væsener, der levede deres eget hemmelige liv. Det var som om især 70'ernes kunst udviklede sig til en legeverden, et fiktivt univers præget af vild fantasi. Jo vildere des bedre, med knald på paletten og fuldt drøm fremad mod det ufattelige, det vovede og aldrig før sete. Vildskaben og sanseligheden pirrede, inspireret af virkelighedens teknologi og fremskridtstro, af ubegrænsede muligheder. Det var en verden alle kendte fra medierne, fra film, aviser og tv, som nu pludselig blev omdannet til billedkunst i offentlige og private rum. Det var overraskende, frækt og pågående. Det var underholdende, foruroligende, sjovt og lykkeligt livsbekræftende. Det var sådanne kunstnere der nu slog sig ned i Odsherred og bredte sig ud i alle afkroge af landskabet. Og der var tale om professionelle kunstnere med uddannelse fra kunstakademi og erfaring fra anerkendte udstillingssteder, medlemmer af kunstnersammenslutninger, og med offentligt støttede udsmykningsopgaver bag sig. Adskillige var medlemmer af Grønningen, den førende og mest monumentale af tidens kunstnersammenslutninger. Deres årlige udstillinger på Charlottenborg i København var en gevaldig kraftudladning af energi og fantasi og nyskabelse. Vistnok var den første af disse tilflyttere maleren Ole Bjørn, der slog sig ned i Lumsås allerede i 1958 med sit konkrete og konstruktivistiske formsprog. Og fem år senere flyttede billedhuggeren Børge Jørgensen til Unnerød og indrettede værksted for sine store jernskulpturer, og herefter fulgte en lind strøm af jævnaldrende tilflyttere til Odsherreds ‘lys, luft og landskab’. Måske skyldtes egnens tiltrækning også, at man her kunne skaffe sig en bolig til rimelig pris i det åbne landskab. Således købte billedkunstneren og bibliotekaren Frithioff Johansen et beskedent hus i Nygård, hvor han tilbyggede atelier og samtidig sikrede sin eksistens med et deltidsjob som leder af sindssygehospitalets patientbibliotek i nærheden.

I løbet af få år bosatte billedhuggeren Karl Åge Riget sig i Gelstrup, mens keramikeren og billedhuggeren Gunnar Palander kom til Nakke. Maleren Arne Haugen Sørensen flyttede til Bøsserup, billedhuggeren Egon Fischer til Hølkerup, malerne Helle-Vibeke Erichsen og Seppo Mattinen til Eskilstrup. I Rørvig fandt malerparret Loui Michael og Lisbeth Olrik et hus. Siden fulgte flere i deres spor.

Derved skabtes et helt kunstnermiljø, som rakte ud over de faglige interesser. Odsherreds landskab dannede ramme om en ny kunstnerkoloni, som Arne Haugen Sørensen senere i sine erindringer kunne beskrive som “det rene Hip-Hip-Hurra” med henvisning til Skagensmalerne. “Vi malede, besøgte hinanden, stegte hele lam over gløderne til fantastiske sommerfester og skyllede ganen i øl og Brugsens billigste rødvin. Vi spillede boules, solen skinnede, og vi var gode venner”. Nært naboskab og fælles holdnnger skabte sammenhold, hvor man gensidigt inspirerede hinanden.

UDSTILLINGSSTEDERNE

Det var dog ikke umiddelbart let at finde udstillingssteder på egnen for tilflytterne. En eksisterende kunstnergruppe som Cromisterne i Nykøbing fra 1942 havde årligt en udstillng i den lokale skoles gymnastiksal, og en anden lokal gruppe malere og keramikere viste fra 1973 lejlighedsvis deres kunst i ledige fabrikshaller, indtil de købte og indrettede Huset i Asnæs til formålet. Deres formsprog var traditionelt og gav ikke uden videre råderum for tilflytternes mere ekspressive udtryk. Beskedne præsentationer af den nye kunst fandt imidlertid sted på Pottegården på Ellinge lyng eller i biblioteket i Vig, ligesom en skulptur af Egon Fischer opstilledes på en privat parkeringsplads i Nykøbing, iøvrigt til vis bekymring hos kunstneren selv, fordi en tilsvarende skulptur netop havde vakt opstandelse i en jysk by og han nødig ville vække samme forargelse i Odsherreds købstad, hvor familien boede.

Bekymringen var imidlertid grundløs. Tværtimod gav kommunekontoret i Højby plads for en lille udstilling, hvor borgmesteren tillige sørgede for at de offentlige kunstindkøb også omfattede de nye udtryksformer. Og i 1977 opstod hos en anden politiker og senere kulturudvalgsformand ideen om et fast udstillingssted i Nykøbing for moderne kunst. Velviljen var stor.

I Nykøbing havde en erhvervsmand overtaget en af byens købmandsgårde, hvor et gammelt kornmagasin i tre stokværk stod ubenyttet. I underetagen indrettede han musiksted med café og tilbød derpå de to øvre etager som udstillingssted for tilflytterne, drevet af en kunstforening 'Pakhuset', hvor kunstnerne stod for at arrangere udstilinger med moderne billedkunst i Odsherred. Kunstkritikeren Preben Wilmann, der da var flyttet til egnen, stod som mellemmand. Og i 1977 dannedes kunstnersammenslutningen 'Stokrosebanden' som bestod af en lokal gruppe af malere og billedhuggere fra fortrinsvis Grønningen. Navnet Stokrosebanden var ironisk refererede til de idylliske omgivelser, som kunstnerne var flyttet ud i og netop ikke til deres kunst

I løbet af 1980'erne og 90'erne vistes i Pakhuset udstillinger med moderne kunst af usædvanlig høj kvalitet. Stokrosebandens medlemmer indbød gæsteudstillere til at vise tidens mest bemærkelsesværdige kunst sammen med egne værker, og udstilingerne blev kendt viden om som noget af det mest innovative på den danske kunstscene. Kunsthistorikeren og museumsmanden Christian Gether (i dag leder af kunstmuseet Arken) kunne i 1995 skrive at

"Stokrosebandens udstiling er en af de udstilinger, som jeg glæder mig til at opleve hvert år. Den vidner om soliditet, vedholdenhed og fordybelse. En sjældenhed i vor tid. Her er der bredde i udtryk og holdning. Inden for få meter konfronteres den rene konstruktivisme med surrealisme. Og med udtryk der hører hjemme i pop-kunstens og den aller nyeste teknologis verden. Her ses store magtfulde skulpturer og små beskedne tegninger, der i deres intensitet udstråler en anden form for magtfuldhed. Stokrosebanden reflekterer i sin bredde et mangesidet og kompliceret billede af vor tid. Dens medlemmer lefler ikke for publikum. Værkerne er intellektuelle og følelsesmæssige udfordringer. De viser at medlemmerne vil noget væsentligt. At de vil en afgørende kommunikation om grundlæggende forhold i vores tilværelse. Forhold som i billedkunsten sanses intuitivt, førend de ved intellektets hjælp kan omsættes til ord".

Stokrosebanden fik jævnt hen nye medlemmer - malere som Ole Finding fra Vallekilde, Arne Heuser fra Veddinge Bakker, Jens Karkov fra Rørvig, Jørgen Brynjolf fra Hørve, keramikeren og billedkunstneren Allan Schmidt fra Rørvig, maleren Hans Helge Nielsen fra Atterup Huse eller væveren Margrethe Agger fra Sjælland Odde og kunstnerparret Bodil og Richard Manz fra Starreklinte. Der syntes at være en overflødighed af lysende kunstnere, hver med deres særlige formsprog.

KUNSTHISTORIEN

Det betød dog ikke, at der er tale om lokal kunst, fremhævede bl.a Christian Gether, der tværtimod i samme forbindelse fremhævede de internationale Dokumenta-udstillnger i Kassel, hvor "kodeordene er udveksling, udskiftelighed, afveksling, hastighed, proces. Alt skal afløse hinanden i en hastig strøm af nye informationer. Vor tid er karakteriseret af det kaotiske og ustrukturerede". Og for Stokrosebanden var situationen den samme.

"Også her kan vi finde frem til den kunstner eller det udtryk, som siger os mest. Men hertil kommer, at vi kan følge kunstnerne i deres udvikling. I modsætning til Dokumenta, som næsten udelukkende viser nye kunstnere fra gang til gang, er Stokrosebandens udstillere de samme fra år til år ... Her tage hver enkelt kunstner sit formsprog, sit univers og sin eksistens op i en stadig kritisk revision". Stokrosebandens medlemmer er i stadig bevægelse med en konstant kreativ tvivl, som hvert år på smukkeste vis sætter sig spor i form af nye værker, der på en og samme tid er tro imod deres egen fortid og samtidig uforfærdet begiver sig ind i nye erkendelsesmæssige områder, ofte i dialog med beskueren. "Her vover en lang række højt kompetente og vidt forskellige kunstnere at vise det, som de har vovet at tænke".

Også kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregaard-Nielsen blev en opmærksom iagtager af Stolrosebandens udfoldelser. Han, der senere blev magtfuld formand for Ny Carlsbergfonden, var selv flyttet til Odsherred og skrev tidligt et par små bøger om blandt andet Arne Haugen Sørensen og Egon Fischer.

Netop kunsthistorikernes interesse for kunstlivets nybrud og tendenser i forhold til eksisterende og allerede fortolkede formsprog udtrykker behovet for at kunne se fremad og ikke bare bagud i historien. Man prøver at pejle nutiden eller fremtiden gennem kunstnernes seismografiske følsomhed, ud fra ideen om at kunsten afspejler sin samtid og forudaner sin fremtid. Dermed ses Stokrosebanden som del af generations-oprøret mod et stivnet samfund, en fornyelse og nytænkning, der egentlig begyndte med 60'ernes hippie-bevægelse, Thy-lejren, Fristaden Christiania oprettelse, kunstneren Bjørn Nørgårds hesteslagtning og andre spektakulære begivenheder. Den modernistiske kunst blev oprørets æstetiske manifestation og åbningen til en anderledes verden. Og ikke tilfældigt bragte Stokrosebandens katalog i 1990 en analyse af dette oprør af kunsthistorikeren Peter Michael Hartung om "de nye vilde"s billedstorm i 1980'ernes kunstverden. Som hovedredaktør af det store værk om Ny Dansk Kunsthistorie, fremhævede han den kunstneriske aktivisme fjernt fra hovedstadens indforståede scene.

DE NYSKABENDE

Det nyskabende lå i tiden og var del af en international bølge, der skyllede gennem kunstverdenen. Flere af Odsherreds-kunstnerne havde hørt til banebrydende, mindre kunstnersammenslutninger omkring M59, Den Blå Citron eller Galleri Passepartout, inden de blev del af Grønningens udstillinger. Det nye lå først og fremmest i formsproget og farveholdningerne, der ofte var som en afsmitning fra kommercielle billedverdens pågående markedsføring og reklamesprog. Der blev lagt vægt på det iøjnefaldende, på optiske fænomener, karikaturer som appellerede til beskuerens fantasi og kreativitet. Iagtageren blev en slags aktør og del af værket gennem sine fortolkninger, hvorved kunstudstillinger pludselig kunne vise sig underholdende, iscenesatte shows der gjorde kunstmuseer til udflugtsmål for et bredere publikum. Og kunsten spredtes tilsvarende som motiver på supermarkeders plasticposer eller kaffedåser, som plakater eller multipieces for private vægge.

Et element blev også formatet der voksede. Oprettelsen af Statens Kunstfond i 1965 med henblik på udsmykning af offentlige rum gav kunsten vokseværk og skabte blandt andet store skulpturer på pladser og vægdekorationer i bygninger for at give lys og farver til triste interiører. Det blev en slags fri og formålsløs ingeniørkunst, en legende arkitektur uden påviselig funktionalisme, hvor især Børge Jørgensen, Karl Åge Riget, Gunnar Palander og Egon Fischer gjorde sig gældende.

Samtidig var der den teknologiske afsmitning, farten og vejanlæggenes spor gennem landskabet, science-fiction-facinationen, laserlys, hologrammernes billedverden, forsøgene på et indfange naturen i koordinater, bevægelsen i skyformationer, hvor Frithioff Johansen blev sin tids fremmeste opdagelsesrejsende og innovator i den elektroniske verden. Han skabte et nyt formsprog og sammensmeltede den elektromagnetiske virkelighed med naturens skønhed. Træerne, buskadserne og skyerne omkring hans hus i Nygård blev del af hans digitale billedverden.

HUSET

Stokrosebandens betydning for Odsherred i disse år kan næppe overvurderes. Kommunen satsede bevidst på kvalitet i forhold til fastboende og feriegæster i sine kulturtilbud og overtog midt i 80’erne billedkunstnernes udstillingslokaler samt resten af Pakhuset og besluttede en omfattende istandsættelse og tilbygning med nyt bibliotek ved arkitektfirmaet Dissing+Weitling, hvor Stokrosebanden blev husets kunstneriske omdrejningspunkt.

Selve bygningskomplekset blev koblet til tre skulpturer af Egon Fischer og indvendig smykket med billeder af Karl Åge Riget, ligesom bandens faste medlemmer hver afleverede et billede i fastsat format til ophængning på musikstedets endevæg, som en slags ridderskjold der bevidnede tilhørsforholdet til huset. Derved kom der i samarbejde med arkitekterne kulør på huset. Denne kvalitetssatsning skete i tæt forståelse med Kulturministeriet og Folketingets kulturudvalg. Huset gav med sine mangeartede kulturtilbud et meget mærkbart boost til hele egnens videre udvikling. Det blev et monument for Stokrosebandens centrale placering.

Dertil kom at udstillingsstederne Pakhuset og Huset i Asnæs i høj grad stimulerede kunstinteressen og kunstaktiviteten i Odsherred. Kunst blev en selvfølgelig del af hverdagen og det sociale liv på egnen. Sålede kom den senere internationalt kendte kunstner Olafur Eliasson som skoleelev i erhvervspraktik hos en fremtrædende lokal keramiker i Grevinge, ligesom designereren Cecilie Manz voksede op i forældrenes værksted i Starreklinte. Rundt om i landskabet opstod en mængde små atelier og kunstværksteder, så egnen kunstnerisk set blev landets tættest befolkede.

MEDLEMMERNE

Samtidig skete forandringer i medlemmernes tilknytning til Odsherred. Seppo Mattinen slog sig ned i Rom, Arne Haugen Sørensen flyttede til Andalusien. Andre døde og nye flyttede til som Allan Schmidt der kom hertil fra Paris. Samtidig bliev gæsteudstillere på udstillingerne optaget som faste medlemmer af Stokrosebanden, hvis de havde tilknytning til egnen. Det var senest tilfældet i 2020, hvor Luise Haugen, Johanne Skovbo Lasgaard og Morten Nyhus indgik i kunstnersammenslutningen. Gruppen søger til stadighed fornyelse i overensstemmelse med aktuelle kunststrømninger.

På få årtier har kunstbegrebet hos Stokrosebanden med nye medlemmer udvidet sig og er ofte blevet bevægelse, undertiden genstandsløs, frit svævende, en fortælling eller handling, hvor det banale og basale kan indgå i nye fortolkningslag. Beskueren bliver derved inddraget som del af processen, så kunsten udvikles som en dialog mellem den skabende og den oplevende person. Og sådan har det måske altid været og udtrykker blot at verden foran os forandrer sig. Kunst skaber undren, uro, sætter spørgsmålstegn og giver svar.

I dag er Stokrosebanden del af en vidtspændende kreativ og inspirerende proces, som nu mere end nogensinde præger denne del af landet. Kreativiteten omfatter meget mere end billedkunst og inddrager kunsthåndværk, design, arkitektur, skrivekunst, journalistik, filmkunst og kulturliv. Æstetikken er blevet dél af egnens sjæl og identitet - og i sin moderne udformning synes den skabt af netop oprøret, vildskaben, dristigheden og frækheden, der kendetegnede Stokrosebandens opståen for et halvt århundrede siden og som fortsætter med uformindsket styrke ind i en ny tid.

• Margrethe Agger (1940- ). Tekstilkunstner fra Kunsthåndværkerskolen. Figurative billedvævninger inspireret af indiansk kunst med dyr, blomster og ornamenter. Fra 1968 deltaget i Forårsudstillingen og Efterårsudstillingen. Medlem af M59. Dansk Kunsthåndværks Årspris 1972.

• Eli Benveniste (1961- ). Billedhugger. Autodidakt. Debut på Veksølund 1988. Skulpturer i ler, bronze og glas med eksistentielt tema. Medlem af Koloristerne.

• Ole Bjørn (1934- 2021). Maler fra Kunstakademiet 1959-61. Debut på Efterårsudstillingen 1958. Konkret formsprog med geometriske figurer og stærke farver i rolig indbyrdes balance. Medlem af Den Blå Citron og M59.

• Jørn Bromann (1952- ). Billedhugger fra Skolen for Brugskunst. Debut på Efterårsudstillingen 1983. Inspireret af enkle græske gudebilleder og minimalistiske, stramt kubistiske former i hvid marmor eller bronze.

• Jørgen Brynjolf (1931-93). Maler, grafiker. Uddannet fra Mogens Andersens Tegneskole 1955-58. Debut på Efterårsudstillingen 1956. Fri figurativ naturalisme med rytmiske strukturer.

• Gay Christensen (1950-2021) Maler, illustrator,billedhugger. Autodidakt. Debut på Efterårsudstillingen 1980. Billeder inspireret af japanske træsnit med motiver fra natur, landskab, arkitektur og menneskeskikkelser, ofte i farverig og flydende udformning.

• Helle-Vibeke Erichsen (1940-2016). Maler, grafiker fra Kunstakademiet 1059-63. Debut på Efterårsudstillingen 1962. Menneskeskildringer i miljøer anskuet fra skæve vinkler med psykologisk indsigt.

• Ole Finding (1937- ). Maler, grafiker fra Kunstakademiet 1959-62. Debut på Efterårsudstillingen 1960. Spontan og farveglad stil, inspireret af naturen og fantasien. Medstifter af Røde Mor. M59.

• Egon Fischer (1935-2016). Billedhugger, grafiker fra Eks-Skolen 1961. Debut på Sommerudstillingen 1963. Bemalede jernskulpturer i rene glade farver, fantasiduldt udformede tegninger og udsmykninger. Eckersberg-medaljen 1975, Thorvaldsen-medaljen 1992, Medlem af Grønningen.

• Michael Geertsen (1966- ). Keramiker fra Skolen for Brugskunst 1988-91. Debut på Efterårsudstillingen 1988. Glacerede objekter i klare stærke farver med iøjnefaldende former, fuld af gladhumor.

• Luise Haugen (1980- ). Billedkunstner. Autodidakt. Uddannet grafisk designerArbejder med acryl og silkepapir i en billedverden, hvor der veksles mellem papirets gennemsigtighed og acrylfarvens uigennemsigtighed, mellem det ekspressive og intuitive, det meditative og dynamiske.
• Arne Haugen Sørensen (1932- ). Maler, grafiker. Autodidakt. Debut på Efterårsudstillingen 1952. Deforme menneske- og dyreskikkelser i sarte farver, ofte med religiøse motiver. Eckersberg-medaljen 1975, Thorvaldsen-medaljen 1984. Bibelselskabets pris 2012. Medlem af Grønningen.

• Arne Heuser (1928-2013). Maler. Autodidakt. Debut på Efterårsudstillingen 1960. Geometriske konstruktioner med dybdevirkning, ofte i billedserier med stærke farver.

• Bent Karl Jacobsen (1934-2004). Maler, grafiker, billedhugger. Autodidakt. Debut på Sommerudstillingen 1961. Stærke polykrome farver i enkle former, inspireret af pop-art og ofte med symbolsk betydning. Medlem af Den Blå Citron og af Grønningen.

• Frithioff Johansen (1939-2015). Maler, billedhugger, multikunsstner. Autodidakt. Debut på Efterårsudstillingen 1965. Udtryksformen inspireret af teknologiske værktøjer som fotografi, laserlys, holografi, lyslederteknik og 3D-print. Eckersberg-medaljen 1998. Medlem af Sonde og af Grønningen.

• Børge Jørgensen (1926-98). Billedhugger. Autodidakt. Debut på Den Fynske Forårsudstilling 1946. Jernskulpturer af blankpoleret stål i svungen bevægelsesform, balancerende mellem lethed og tyngde. Eckersberg-medaljen 1980. Medlem af Grønningen.

• Thomas Kadziola (1962- ). Billedhugger. Debut på Efterårsudstillingen 1989. Skulpturer med figurer i granit, jern og træ.

• Jens Karkov (1919-89). Maler. Uddannet i Paris. Oliebilleder af landskaber og opstillinger i forenklet og geometisk form i mørke farver. Medlem af Cromisterne.

• Oda Knudsen (1938- ). Billedkunstner. Uddannet på Det Jyske Kunstakademi 1960-63. Debut på Påskeudstiilingen 1965. Rigt varierede udtryksformer med maleri, billedvævning og skulptur i sprælsk og kulørt udformning. Eckersberg-medaljen 2019. Medlem af Kunstnersamfundet.

• Johanne Skovbo Lasgaard (1985- ). Uddannet på Kunstakademiet 2006-13. Arbejder med genkendelige materialers og objekters fortællinger og betydningslag i en ofte poetisk fortolkning.

• Anton Linnet (1932- ). Billedhugger. Autodidakt. Debut på Efterårsudstillingen 1977. Konkrete skulpturer i stål og granit med vekselvirkninger mellem det kvadratiske og runde.

• Bodil Manz (1943- ). Keramiker fra Kunsthåndværkerskolen 1965. Papirtynde cylindre og kar med susbtile abstrakte dekorationer. Medstifter af Huset i Asnæs. Thorvald Bindesbøll-medaljen 2001.

• Richard Manz (1933-99). Keramiker. Uddannet i Tyskland. Robuste, stramt skulpturelle unika i stentøj.

• Seppo Mattinen (1930-2022). Maler, grafiker. Uddannet i Finland og fra Kunstakademiet 1954. Fortællende underfundige billeddigte med brudte perspektiver i bevidst naivistisk stil. Eckersberg-medaljen 1985. Medlem af Den Blå Citron, Koloristerne og af Grønningen.

• Loui Michael (1933-2022). Maler. Uddannet fra Kunstakademiet 1957-60. Debut på Efterårsudstillingen 1960. Surrealistisk univers med sære drømmeagtige væsener, poetisk og foruroligerende. Medlem af Den Blå Citron og af Grønningen.

• Eva Miklos (1962- ). Billedkunstner. Uddannet på Det Jyske Kunstakademi. Debut på Forårsudstilingen 1989.

• Henrik Miklos Andersen (1958- ). Billedkunstner. Uddannet på Grafisk Skole i Århus 1980-81. Debut på Efterårsudstillingen 1983.

• Hans Helge Nielsen (1942- ). Maler, grafiker. Uddannet på Kunstakademiet 1968-75. Debut på Påskeudstillingen 1965. Ekspressiv og fabulerende koloristisk billedverden med figurer og bygninger i landskabet.

• Morten Nyhus (1957- ). Performancekunstner. Uddannet fra Det jyske Kunstakademi 1985-90. Debut på Kunstnernes Påskeudstilling i Århus 1985. Arbejder med tegning, fotomontage, performance, tekst.

• Lisbet Olrik (1936-2013). Maler, grafiker. Uddannet på Kunstakademiet 1957-61. Debut på Efterårsudstillingen 1959. Et naturalistisk formsprog, ofte om sportsbegivenheders følelsesladede engagement, livligt og dynamisk gengivet. Medlem af Den Blå Citron.

• Gunnar Palander (1941- ). Keramiker, billedhugger. Uddannet i Frankrig. Debut hos Cromisterne 1973. Sammensmeltnng af håndværk og kunst i overraskende formsprog med emotionelle og konkrete dimensioner

• Karl Åge Riget (1933-2001). Maler, billedhugger. Autodidakt. Debut på Efterårsudstillingen 1959. Billeder, relieffer og skulpturer i geometriske former og stærke farver. Medlem af Den Blå Citron, Huset i Asnæs og Grønningen.

• Allan Schmidt (1923-89). Maler, billedhugger, grafiker. Uddannet fra Den Frie Malerskole i Göteborg. Debut på Efterårsudstillingen 1951. Kompositioner i jern og keramik med dunkle farver, ofte med organiske former. Collage-billeder.

• Lena Søeborg (1965- ). Skulptør, installationskunstner. Udannet på Det Jyske Kunstakademi 1988-93. Debut på Påskeudstillingen i Århus 1989. Performance og Leg med velkendte objekter i utraditionelle kompositioner. Medlem af Cromisterne.

• Morten Tillitz (1965- ). Billedkunstner. Uddannet på Det Jyske Kunstakademi 1989-93. Debut 1986. Installationer og objekter, instagram-bileder og videoer med glimt i øjet. Medlem af E-rum.

• Morten Tøgern (1947- ). Maler. Autodidakt. Debut på Efterårsudstilingen 1977. Billedflader med klart definerede farver og former i eget univers. Medlem af M59.

• Erik Varming (1942- ). Billedhugger. Uddannet på Kunstakademiet 1960-66. Naturalistiske skildringer af dyr og mennesker i sten og bronze, ofte i polykrom og organlignende former. Eckersberg-medaljen 2011.