Klintebjerggård
Klintebjerggård, Klintebjergvej 32, matr.nr. 4a Klint, Odsherred.
Gården er udflyttet fra Klint by. Det var et barskt sted den blev flyttet hen til, men et af de smukkeste steder i Klint.
1928 blev gården overtaget af Marie og Hans Jørgen Petersen.
Han er født 10. september 1886 på Fyn.
Han blev gift med Marie.
1917 og 8 år frem var han uddeler i Svinninge Brugsforening.
Så købte han et statshusmandsbrug i St. Bjergby.
1928 købte han så Klintebjerggård i Klint, som han drev i 27 år.
Da Hans Jørgen Petersen blev ejer af Klintebjerggård tilplantede han et større areal, og begyndte udstykningen af sommerhusgrunde.
Marie og Hans Jørgen Petersen, gjorde også som de fleste andre store gårde i Klint, nemlig etablerede pensionat.
Hans Jørgen Petersen var medlem af forskellige bestyrelser i Højby sogn.
Han var i bestyrelsen for kontrolforeningen.
1955 solgte Hans Jørgen Petersen gården, og flyttede til Gundestrup, hvor han købte et tidligere statshus uden jord, og drev her et lille hønseri og havebrug.
Fra 1955-1969 ejedes Klintebjerggård af Peer Andersen. Peer Andersen solgte i 1969 gården og dens jorder til firmaet Solgrund A/S, som udstykkede den til sommerhusgrunde.
Mange år senere (i 1991) indtalte Peer Andersen en beretning om Klintebjerggårds historie på bånd. Dette bånd har hans datter, Lone Ugelvig, i 2015 afskrevet og foræret Odsherred Lokalarkiv sammen med diverse ejendomspapirer vedrørende gården. Peer Andersens beretning lyder således:
Goddag, jeg hedder Peer Andersen. Jeg har her på båndet indlæst en kort historie – et rids om man vil – af Klintebjerggårds historie, sådan som jeg har oplevet den og har hørt om den.
Oprindelig, og det vil sige indtil 1920érne må Klintebjerggård have haft et areal på ca. 30 ha. Jord af meget skiftende bonitet. En del af det har været særdeles besværlig at dyrke pga. de stejle bakker.
At dømme efter byggestil og de anvendte materialer er stuehuset bygget omkring midten af 1800-tallet eller kort derefter og hestestalden , eller i hvert fald en del af den, er bygget samtidig. Den vestlige længe med lade, garage m.m. er formentlig opført sidst i 1930’erne, mens kostalden blev bygget kort før 1. verdenskrig af Knabstrup Teglværk, der samtidig lod plante fyrretræerne nord for gården og frugthaven.
Jeg ved ikke i hvor mange år Knabstrup Teglværk allerede da havde ejet Klintebjerggård. Om grunden til at de i sin tid købte Klintebjerggård, har jeg fået fortalt, at teglværket i 1880’erne og 1890’erne, da der landet over skulle bygges skorstene til de mange andelsmejerier og – slagterier havde specialiseret sig at lave sten til disse skorstene. Man var også interesseret i at levere bygherrerne bl.a. brændt kalk til fremstilling af en smidig og dog holdbar mørtel, således at. Disse høje skorstene kunne give sig i et kraftigt vindtryk uden at stenene derved løsnede sig. Teglværket havde fundet sådanne gode egenskaber i kalken fra Klintebjerg, hvor man ved gravning i den højeste skrænt havde fundet kalksten i en mængde, der gjorde gravning eller brydning rentabel under de daværende forhold. Man gravede ind i skrænten fra strandsiden, sorterede kalkstenene fra. Solgte vel, hvad man kunne af grus og ral, mens flint og andet blev vippet i stranden. De første mange årtier brændte man kalken i den ovn med tilhørende lagerbygning, som man vist stadig kan se det ydre af nogle hundrede meter derfra.
I Knabstrup Teglværk besluttede man sidst i 1920’erne at sælge Klintebjerggård. Men forinden var der blevet tinglyst en servitut om forsat ret til brydning af grus og sten på hele matr. 4A. I 1929 købte så fynboen Hans Jørgen Petersen og hans kone, Marie, der i øvrigt var jyde, Klintebjerggård og de drev den, som man undertiden kan læse i nekrologer, med stor dygtighed i mange år. De indrettede sommerpensionat i 1930’erne og 1940’erne med mange gæster på gården. Derfor de mange værelser på loftet i stuehuset og i den sydlige ende af vestlængen. Lejligheden her var i øvrigt i perioder 1950 – 1955 beboet af en gift medhjælper, da Hans Jørgen Petersen på det tidspunkt havde ret mange dyr i staldene. Flere af gårdens sommergæster blev så glade for området, at de købte jord af Hans Jørgen Petersen til at bygge sommerhus på. Denne solgte af den jord, der var mest besværlig at dyrke, fordi den skrånede så meget. Men netop det gjorde den måske mere aftertragtet til det andet formål.
Da Hans Jørgen Petersen 1954-55 ønskede at sælge Klintebjerggård pga. alder, købte vi den. Og Asta og jeg og vore tre børn flyttede dertil i april 1955. På det tidspunkt var Knabstrup Teglværks interesser i materiale fra bruddet, som vi altid kaldte grusgraven i skrænten, i stærkt aftagende. Allerede 10 – 15 år tidligere var man ophørt med at bruge kalkovnen, men kørte kalkstenene til brænding et andet sted. Og der blev ikke investeret i ny teknik i bruddet, hvor der dengang arbejdede 5 – 6 mand til daglig. Sidste i 1950’erne bortforpagtede teglværket så grusgraven til et asfaltfirma, som satte store maskiner i gang med at grave og harpe vejmaterialer, som blev kørt til firmaets asfaltfabrik nogle kilometer derfra. Denne stærkt øgede aktivitet i bruddet, gav os på gården nogen bekymring. For hvad kunne det ikke udvikle sig til. Også sommerhusejerne, i hvert fald dem der boede nærmest bruddet, så nervøst til de mange maskiner, der var kommet i gang. For brydningsretten gjaldt jo også på deres jord.
Men til stor lettelse for os alle stoppede maskinerne brat efter 2-3 års forløb. Årsagen dertil var, at Vejdirektoratet forbød asfaltfirmaet at bruge materialer fra Klintebjerg, da det viste sig, at materialet indeholdt så store mængder kalkpartikler, at asfalten under indflydelse af det skiftende vejrlig krakelerede og smuldrede. Asfaltfirmaet var derfor ikke interesseret i fortsat at grave ved Klintebjerg. Og siden1960-61 har der ikke været arbejdet i bruddet.
Allerførst i 1960’erne fremkom der en plan for udstykning af sommerhusgrunde af stort set hele Klint området. Før planen var færdigbehandlet af Højby sogneråd, havde Danmarks Naturfredningsforening rejst en sag om fredning af Klintebjergs jorde og skrænterne mod stranden m.m. I forhandlingerne om fredningssagen deltog også repræsentanter fra Knabstrup Teglværk, som jo stadig havde brydningsretten, selv om den ikke mere blev udnyttet. Resultatet af forhandlingerne og fredningssagen blev, at sommerhusejerne og jeg betalte teglværket en sum penge for at få ophævet brydningsretten. Højby kommune købte det udgravede areal plus en strimmel jord der ovenfor. Og endelig, at Overfredningsnævnet, ved en kendelse i 1967, godkendte en udstykning af Klintebjerggård, på nærmere skitserede betingelser om grundenes størrelse, bebyggelse og beplantning.
Til slut er der blot det at fortælle, at Asta og jeg et par år senere sagde ja tak til et job, der gav os begge beskæftigelse i Københavnsområdet. Vi flyttede derfor i foråret 1969, efter at have solgt Klintebjerggård til firmaet Solgrund A/S, der tidligere havde udstykket et par af de andre gårde i Klint. Salget var naturligvis betinget af de respektive myndigheders godkendelse. Herunder også af at gården blev nedlagt som landejendom, og at den kunne bruges som sommerbolig. Men det gik alt sammen i orden efter nogle måneders forløb.
Og hermed slutter jeg min beretning om Klintebjerggård. Nedskrevet (med punktskrift) og indlæst i august 1991
+
En af de første, som købte en grund her, og byggede et hus var professor Niels Bohr i 1934.
Kilde: Uddrag af bogen om Klint udg. af Svend Erik Klint Jensen, som man har på Odsherred Bibliotek. - Holbæk Amts Venstreblad 5. september 1956 og 5. september 1961.-Odsherred Lokalarkivs Samlinger--SOC 24. jan 2012, 10:11 (CET)
