Vilhelm Christensen Mariager
I kirkebogen over begravede 1741 for Odden sogn så jeg denne indførsel, der vedrører degnen Villum Mariager, som blev begravet Palmesøndag 1741.
Jeg erindre at have læst noget om en lidt besværlig rektor og degn i Nykøbing, hvor han slog sine folder engang i 1720'verne.
Der er noget der tyder på, at ikke alle der fik et embede i byen i de tider var så 'velærværdige og højlærde' at det gjorde noget.
En rektors titlen var ellers 'Velærvædige og Højlærde Rektor'.
I 1949 udkom 'Det skønne Odsherred' med en artikel 'Nykøbings Skolevæsens Historie'. Heri kan man læse om Vilhelm Christensen Mariager.
Her en gengivelse af dele af artiklen:
NYKØBINGS SCANDALUM
DEGNEN VILHELM MARIAGER DRAK I KIRKEN OG I SKOLEN, STILLEDE MED BLAAT ØJE OG FLAAET PARYK O.S.V., HELE BYENS SKRÆK
I Aaret 1739, da den latinske Skole ophørte, simpelthen af Mangel paa Elever, var Byen en af Landets mindste Købstæder. Den talte kun 350 Sjæle fordelt i 90 Familier, der boede i 87 Huse og Gaarde. Kirken laa som i Dag paa det højeste Punkt, synlig langt omkring ude fra Fjorden eller inde fra Land. Men dengang var Kirkens massive Mure hvidkalkede, og først i 1880erne, da Kalken blev afsyret, fik den det nuværende Udseende med de smukke, røde Munkesten. (Nu mangler der blot Kirkegaards-Ringmuren).
Byens øverste Embedsmand var Byfoged Morten Grundtvig, den sidste af den berømmelige Byfogedslægt i Nykøbing og den første af Byens Postmestre. Præsten var kaldet til Embedet i 1722 og hed Jacob Johansen Hyphoff. Han laa altid i Strid med Borgerne og Skolens Rektorer. Af de gamle Papirer ses det, at hans Pengesager var i en fortvivlet Tilstand, men Byfogden Morten Grundtvig var ham en god Ven, og engang han maatte søge ham paa Byens Vegne for Skatter, gjorde han nok selv sit til, at han slap for at betale.
Hovedpersonen i denne Beretning er dog hverken Byfoged eller Præst, men den velærværdige, højlærde Rektor — som hans Titel lød — Vilhelm Christensen Mariager, der var Københavner, født 1695 og blev Student i 1715. I Aaret 1720 blev han teologisk Kandidat med anden Karakter. Og saa véd vi intet om ham, før han i 1727 dukkede op som Rektor og Kordegn i Nykøbing.
Aaret efter sin Ansættelse fik han at se, at hans Foresatte havde skrevet nedsættende om ham i Skolens Protokol, han var da fræk nok til ganske simpelt at rive dette Blad ud af Protokollen.
Da hans utilbørlige Handlemaade blev opdaget, maatte han derfor betale 10 Daler til de fattiges Kasse for at slippe for yderligere Paatale. Men allerede dengang var han kendt for sin Hang til den danske Snaps og var af den Grund hele Byens Syndebuk samt Kirkens og Borgerskabets Smertensbarn.
Hans Degnedragt var, naar han forrettede Tjeneste i Kirken, ikke helt almindelig. Den bestod vekselsvis af en graa Kjole med Kappe og Krave og Kjolen uden dette Paahæng. I 1728 havde Præsten sit første store Opgør med ham, og fra hans Haand er endnu følgende Skrivelse bevaret. Skrivelsen er betitlet Nykøbings Scandalum og blev indsendt til Biskoppen over Sjællands Stift. Den lyder saaledes:
”Hvad Vilhelm Mariagers Forsømmelser ved Skolen og Kirken angaar, har de været saa forargelige, at dersom jeg havde forsømt en Tiendedel saa meget i mit Embede, turde jeg aldrig fordriste mig en Dag længere at blive i mit Brød. Jeg har mange Gange besøgt Skolen under Skoletimerne og ikke fundet Rektoren og kun Disciplene i Sklolestuen. Stundom har jeg fundet ham i sin Seng ved 10-11 Klokkeslæt, dybt sovende sin forgangen Rus ud, ofte fundet ham i fuld Svir med andre i sin Residens under Skoletimerne, mange Gange hverken hjemme eller i Skolen, men i Byen — i lige Maade ved Kirkens Opvartning, den kan ikkun trakere en bagatelle. Jeg har fundet ham saa fuld i Kirken, at han knapt kunde staa. Hvad er vor Katekisation ? Hvad er vor latinske og danske Skole? Alle tre er ganske øde. Ved Katekisationen vil ingen mere møde, den latinske Skole har han givet op for en Boldkæp og sætter aldrig sin Fod der. Vi har ingen latinsk Skole mere, den danske Skole er ogsaa undergaaet. . .«
Ikke nok dermed. Præsten anklager ogsaa Rektoren for at have soldet Skolens Penge op, hævet Rentepenge og Pensioner, der ikke tilkom ham, og Retspapirerne viser, at Præstens Anklage ikke har været overdrevet, snarere har Forholdene været endnu mere graverende.
Papirerne viser, at denne Hædersmand af en Rektor læskede sig med adskillige Potter Øl ude i Sakristiet, medens Prædikenen stod paa, hvis han da ikke forsvandt saa længe for at slukke sin Tørst i andre Omgivelser og da som oftest blev borte! Et Vidne fortæller, at han mange Gange har set ham komme drukken hjern, saaledes ogsaa ved Byfogdens Pinsegilde, hvor Vidnet tillige med Byskriverens Kæreste tog ham under Armen og fulgte ham ud i Gaarden og lagde ham paa en Seng. En anden Gang ved en lignende Lejlighed havde han faaet et blaat Øje og revet Parykken af. Et andet Vidne fortæller, at en Helligdag omkring Mikkeldagstider 1727 har han fundet Rektoren liggende paa Kirkegulvet, ganske beskænket og trillet ned af Kirkestolene, hvor han havde lagt sig til at sove. Yderligere hedder det i Retspapirerne, at forresten er han aldrig ædru mere nogen Dag til Ende, men har stadig fyldt sig og været Nar for alle, ofte yppet Klammeri og Slagsmaal og til Ungdommens Fornøjelse faldet plat om paa Gaden.
Trods Præstens Klage til Biskoppen og Anklagerne i Retten holdt han sin Stilling nogen Tid og svang sit Bæger, som det passede ham, men i 1729 blev det alligevel Borgerne for broget: Et udvalgt Selskab af Byens bedste og fornemste Borgere henvender sig i Fællesskab om Sagen til Biskop Worm, overfor hvem man ikke alene gentager alle de gamle Historier, men ogsaa fremfører nye Anker, bl. a. at han en Dag tog en Discipel ud af Kirken og gennempryglede ham læsterligt, fordi han var i Kirken og betjente Sangen. Her var de stakkels Drenge blevet saa bange, at de ikke mere turde komme i Kirken. Tillige havde han taget Penge for at synge over et Lig, men havde ikke sunget.
Henvendelsen til Biskoppen slutter med en Opfordring om at blive fritaget for dette Menneske; »thi han er i Kirken til Forargelse«. Endnu skete der dog intet med Rektoren, han holdt Skansen mod baade Præst og Borgerskab.
Mariager, som dog følte Jorden brænde under sig, var saa heldig at faa byttet Kald med Degnen paa Odden i 1730. Embedet hos Oddenboerne var meget ringere end det i Nykøbing, og snart ses han beklage sig over sin nye Tilværelse. Interessant er en Skrivelse, hvori han fortæller om en Per Degn paa Odden, der blev brændt for Trolddoms Skyld. Ude paa Odden blev det ikke bedre med Mariager. Han drak til den store Guldmedalje og sov i Kirken.
