Peder Ditlev Faber

Peter Ditlev Faber (1768 - 1847) var en dansk præst, kapellan i Vig - Nr. Asmindrup Sogn og skoleholder i Nr. Asmindrup 1793-1795.

P.D. var en foregangsmand på biblioteksområdet i Odsherred, idet han i årene 1794-95 grundlagde Nr. Asmindrups første bogsamling.Faber indsamlede hos venner og bekendte 1 København 74 bøger om økonomiske, fysiske, moralske, teologiske, historiske og geografiske emner, og bøgerne kom til at udgøre grundstenen i den samling, som han fra præstegården ville udlåne til de stedlige bønder.

"Overbevist om den nytte det fører med sig at give landalmuen sådan læsning i hænde, hvorved overtro, al oplysnings fjende, kan udryddes, bonden og håndværksmanden på landet opmuntres til flid og vindskibelighed, undervises om hvorledes de skulle rigtig bære sig ad i deres håndtering,kort sagt deres moralske, fysiske og økonomiske velstand fremmes, ønskede jeg at indrette et bibliotek", skrev han i en redegørelse om forehavendet til tidsskriftet Iris i 1795.

Tanken var faktisk meget typisk for sin tid. Allerede i 1770erne begyndte den tidligere Nykøbing-kapellan Johan Grundtvig, salmedigterens far, som nyansat præst på Odden at opbygge et bibliotek for sognets beboere; i 1785 rummede det mere end to hundrede bøger. Og i 1782 synes der i Grevinge at have været en offentlig bogsamling med ”gudelige og økonomiske skrifter", skabt af den derværende præst Thomas Rasmussen, der af Peder Ditlev Faber blev betegnet som noget nær en dansk Pestallozzi på grund af sine stærke pædagogiske ideer. Flere og flere almuebiblioteker kom i de følgende årtier til rundt om i sognene.

Til at begynde med kneb det dog ofte med at få almuen til at gøre brug af bøgerne. Ideerne fulgte ikke altid jordoverfladen, hvor folk levede. Bøgerne støvede oftest til og blev glemt af omgivelserne. Det skete både på Odden og i Asmindrup. Peder Ditlev Faber noterede selv mismodigt at "vinteraftener fra mortensdag til kyndelmisse og lidt længere er blot den tid der levnes bonden til læsning, især på steder som dette, hvor der gøres hoveri, hvor den største bys vigtigste næringsvej er at sælge tørv til nærmeste købstad, hvoraf og følger at den der har dunsten af en lille pægl finkel i hovedet, hellere sover ud på bænken end læser noget nyttigt.

Kilde: Til ikke liden nytte: Historien om et bibliotek i Nykøbing Sj./ af Kurt Sørensen, 1991.