Wallentin-Nielsen

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Nedenstående nekrolog blev bragt i Holbæk Amts Venstreblad den 30. maj 1921

Redaktør Wallentin-Nielsen død i maj 1921.

Efter godt en Uges haabløst Sygeleje er Redaktør Wallentin-Nielsen i Aftes afgaaet ved Døden.

Skønt Wallentin-Nielsen i mange Aar har været svagelig, lidende af Nervesvækkelse i Forbindelse med en Hjertesygdom, kommer dog dette Dødsbudskab ret uventet. Endnu forrige Torsdag færdedes han omkring, tilsyneladende mere livskraftig end man jævnlig havde set ham, men den følgende Nat fik han et haardt Anfald af sin gamle Hjertesvaghed, der tog saa haardt fat, at han i Onsdags maatte lade sig indlægge paa Rigshospitalet. I Løbet af den følgende Dag stødte en Hjerneapopleksi til, og dermed var det givet, at alt Haab om Helbredelse var udelukket. Hans Familie blev tilkaldt, men den fandt ham bevidstløs, og i denne Tilstand henlaa han, indtil han i Aftes udaandede.

Wallentin-Nielsen blev ikke nogen gammel Mand, kun 59 Aar, men hans Arbejdsevne havde alt i mange Aar været udslidt, uden at han dog selv vilde erkende dette. Paa Baggrund af denne Mangel paa Vurdering af egne Kræfter maa det ses, at han i den senere Tid paany kastede sig ind i det kommunalpolitiske Arbejde, et Felt, som han dyrkede med stor Grundighed. Og som Kommunalpolitiker er det ogsaa, at vi nu ved hans Død helst vil mindes ham. Som Journalist formaaede han aldrig at hæve hverken sig selv eller det Blad, hvortil jan var knyttet; men som Kommunalpolitiker var han helbefaren. Vel sandt, heller ikke paa dette Omraade faldt vore Veje altid sammen; men det skal indrømmes, at han var i Besiddelse af en betydelig kommunal Indsigt og var besjælet af en ærlig Vilje til at arbejde for det, han ansaa for mest gavnligt for sin Bys Vel. Derfor er ogsaa vi parat til at glemme, hvad der i Aarenes Løb har ligget os imellem og sænke Kaarden ved vor afdøde Kollegas Baare.

N. Wallentin-Nielsen var født 31. Maj 1862 i Ølgod ved Varde, hvor Faderen var Lærer. 1886 tog han Elsamen fra Københavns Skolelærer-Seminarium og var derefter Lærer i Omme og i Simested i Jylland. 1. December 1892 tiltraadte han som Redaktør af ”Nykøbing Avis”.

+

Han blev gift med Anine, der er født 1877 i Jylland.

1947 den 25. juni døde Anine Wallentin-Nielsen, som følge af et færdselsuheld.

+

I ægteskabet var to piger.

En datter var ansat på politistationen i Nykøbing Sjælland.

Datteren Gunhild Wallentin Nielsen, Skolestræde, Nykøbing Sjælland, havde blandt andet kontorarbejde på Holbæk Amts Venstreblad, og døde 41 år gammel 11. september 1952.