Sygdom i Asnæs sogn
Sygdom i Asnæs sogn i Odsherred.
Historiefortælleren Lars Andersen 1918:
Min datter havde som barn nogle bylder bag over lænderne.
Det skulle være kommen af, at da min kvinde havde "gået med hende", så havde hun siddet på en kiste, der smak i.
Derfor kaldtes de "kistebylder".
Vi søgte så hen til Karen Oles, og hun sagde at barnet skulle i en kiste i tre torsdage, og det måtte gentages tre gange i hver af disse dage.
Hver gang, hun kom i den, skulle låget smækkes i og op igen.
Det råd fulgte vi, og bylderne gik væk.
+
Jeg havde en halvsøster som led af bylder.
Efter Karen Oles råd måtte jeg en aften gå ned til Asnæs, og gnide barnets krobstykke imod kirkedøren.
Da jeg kom tilbage fik hun det på igen.
+
Der var en gårdmand i Høve, som var blevet syg af bylder.
En aften gik så hans kvinde ned til Asnæs kirke for at få præstens messesærk med hjem. Der mentes, at det var et godt middel mod sygdom, og manden skulle så have den på, og sove i den om natten.
Da kvinden kom ind i våbenhuset blev hun pludselig ængstelig. Hun foldede da sine hænder, og bad Fadervor. Derefter kunne hun gå roligt videre frem, og fik messesærken.
Så gik hun med den hjemad, og inden solen stod op næste morgen, var hun dernede igen med den.
+
Engang havde jeg får så mange vorter, og jeg fik da det råd, at jeg skulle rive hul på dem med nogle karter.
Så måtte jeg tage en ulden klud, og gnide dem med, for derefter at smide dem ind i en gloende bageovn.
Jeg prøvede det, og blev med det samme af med vorterne.
+
De fletted krans af marietidselen, og satte på hovedet af Vorherre, da han blev korsfæstet.
Det frø, der er i den tidsel, er udemærket for hvem, der har meget sting i siderne.
+
Der blev sagt, at den dug, der faldt Sct. Hans nat var god for syge øjne.
De skulle tage et fint, hvidt stykke, og lægge på jorden så duggen kunne falde på det.
Inden solen stod op, måtte duggen være vredet af og kommes på en flaske, der proppes til.
Den kunne så stå sig, og være god et helt år.
+
En kvinde fra Åstofte, der led af gigt, kom en aften ned til Asnæs kirkegård, og blev lagt i en grav, som var gravet til et mandfolk.
Det skulle kunne hjælpe, når de kom til at sove dernede, men det kunne denne kvinde ikke.
+
Engang da min fader havde tandpine, blev han rådet at han skulle gå ned til kirkegården, og på den sidste grav tage en sten med munden.
Så måtte han gå hjem, og sove med den liggende inde ved tænderne.
Inden dag skulle han igen gå ned og lægge stenen, hvor han tog den.
Men der måtte under alt dette ikke siges et ord (Åstofte).
+
Ole Larsen havde det hus i Høve, som senere Jens Hansen boede i. I flere år var Ole syg.
Karen Oles fik hentet to tørv nede fra kirkegården. Manden kom så ud i haven, og inden han fik den ene tørv over hovedet sagde han:
"Jeg venter mig ikke bedring og bod,
førend jeg kom i kristenjord".
Derefter stod han op på den anden tørv og sagde:
"Nu venter jeg bedring og bod,
nu er jeg kommen i kristenjord
i navnet G. F., G. S. og G. H.
+
Når nogen havde koldfeber, så skulle de tage de første skud de så på hyldetræet, og når de spiste dem gik feberen væk.
+
Min moder har fortalt, at mens hun var med barn havde hun "skæver".
Som råd for det måtte hun en nat ind til Asnæs kirke, og først gå en gang avet om den.
Hun havde mælk med, og denne fyldtes tre gange i hullet på kirkenøglen, hvorefter hun drak ligeså mange gange af den.
Så måtte hun gå tre gange avet om kirken.
+
En kvinde fortæller: da min mand var barn led han af "skæver".
Karen Stårups gav da det råd, at han skulle have kirkejord på brystet, og måtte drikke af en kirkenøgle (Høve).
+
Der mentes, at når man fik bundet kirkejord på sig, så kunne det hjælpe mod sygdom.
Var det en mand, der var syg, så toges der jord af den sidste kvindegrav.
De skulle gå en gang avet om kirken, men det måtte foregå tiende.
Klokkefedt brugtes også som sygdomsråd (Asnæs).
Kilde: Folkesagn og Folketro i Odsherred af Lars Andersen 1918.--SOC 29. mar 2013, 13:31 (CET)
