Søslaget ved Sjællands Odde
En øjenvidenskildring!
Over 200 af »Prinds Christians Frederiks« besætning var nordmænd.
Kun 18 år gammel deltog nordmanden, Tarald Jensen, for næsten 200 år siden i kampen ved Sjællands Odde som signalgast om bord på linieskibet »Prinds Christian Frederik«, et af de få tilbageværende søgående dansk-norske krigsskibe, efter at flåden var røvet i 1807. Her er hans beretning, således som han har fortalt den til sin Søn, Carl Vilhelm, og som denne fortalte den videre en vinterdag i 1890'erne på Toldboden i en af de sydnorske havnebyer.
Beretningen er af det norske blad »Kystvakt« stillet til rådighed for »Det skønne Odsherred«. Og hvor webmaster har fundet beretningen, og lader den nu komme frem til de sommerhusejere, og andre der er interesseret i at læse den. Jeg har redigeret lidt i den så den er nemmere at læse. Her er den så:
»Prinds Christian Frederik« lå til ankers i Christianssand, men gik ud på høsten på et slidsomt vintertogt i Skagerrak og Kattegat, et togt, der skulde ende med den frygtelige kamp ved Sjællands nordvest-pynt den 22, marts 1808. Min far var kun en 18 års gut, da han blev »taget«. Kvik og opvakt, som han nok var, blev han chefstjener og signalgast med post oppe på øverste dæk, når det hed »Klart Skib til Kamp«.
Det var surt og slidsomt vinteren 1807-08 igennem at holde det gående langs Skagerrak kysten og nedover i Kattegat. Det var heller ikke stort bevendt med proviant og anden udrustning. Men officererne om bord blev der set op til med en høj grad af agtelse og respekt. Et flertal af dem havde været med i Slaget på Reden den 2. April 1801, deriblandt chefens adjudant, løjtnant Willemoes. Men fremfor alle var chefen selv, kaptajn Jessen, genstand for almindelig beundring.
Han havde gang på gang udmærket sig under kampe i Vestindien og havde en mere end almindelig evne til at gøre sig agtet og vellidt om bord. Så det var nok ikke for ingenting, at den 45-årige kaptajn var blevet chef for den store flådes sidste linjeskib.
Midt i marts måned havde kaptajn Jessen fået ordre til at patruljere nede i Kattegat for om muligt at holde engelske krydsere væk fra Storebælt, hvor der skulde foregå nogle troppetransporter.
Den 21. marts om morgenen var linjeskibet et stykke nordvest for Nakkehoved ved Sjællands nordpynt på vej vestover. Der var en sløj øst-sydøstlig brise, og det holdt man ikke af om bord på »Prindsen«. Den var en god sejler, men den måtte have megen vind. I kuling regnedes den for at kunne sejle fra alt, »som flød på vandet«.
Straks over middag, da fartøjet var nået hen imod Sjællands Rev, fik man øje på to sejlere, som nordfra styrede med bidevind ned mod Storebælt. Om bord i »Prindsen« blev der givet ordre til at sætte alle sejl til. Men vinden var for sløj. De to fremmede orlogsskibe var, så vidt man kunde se to fregatter, halede fra den med kurs mod Storebælt. Chefen kom i et alt andet end godt humør og satte efter dem trods bidevind sydover. Et par af officererne og nogle af signalgasterne - hvoriblandt far havde ordre til stadig at holde sejlerne i kikkerten.
Hen på eftermiddagen løjede vinden endnu mere af, og om aftenen ankrede de to fregatter op udfor Refsnæs. Der kom en røgsøjle, et signalskud fra det ene af dem, og røgen gik næsten lige til vejrs. Stille overalt, tordnede chefen. Stille overalt, blev det gentaget forover og under dækket. Alle lyttede spændt. Nogle minutter senere hørtes et dæmpet skud sydfra. Chefen sendte et talende blik til næstkommanderende, og sagde stille og bestemt: Der er nok flere sydpå! Noget senere på aftenen gik »Prindsen« til ankers ved en lille ø et stykke nede i bæltet. Den næste morgen var vinden gået i nordøst.
De fjendtlige skibe var nu blevet til tre. Da de lettede og satte sejl, gjorde »Prindsen« det samme.Mindestenen ved Odden Havn, 4583 Sjællands Odde.
Her om bord vilde man nok helst se at komme ud i frit farvand, før man satte et linjeskib op mod 2 fregatter og en korvet. Formiddagen gik med krydsning nordover. Til middag fik mandskabet ekstra rationer og ekstra øl. Straks efter at der var vasket op, blev der givet signal til »Klart Skib« for derpå at gå til angreb på de 3 fjendtlige skibe. Far stod også på skansen ved signalflagene og havde på den måde god anledning til at høre, hvad chefen, næstkommanderende og chefens adjudant, løjtnant Willemoes sagde indbyrdes.
Da lød det pludselig: To sejlere agten for tværs om styrbord! To linjeskibe på størrelse med »Prinds Christian« kom det betænkeligt fra chefen. Alle forstod, hvad det ville sige. Det var nok ikke bare signalgasterne, som rystede lidt i knæene, da de blev klar over, hvad der forestod. Far var sin mors eneste støtte, og hjem til hende havde han vinteren igennem sendt alt, hvad han havde kunnet spare sammen. Rent uvilkårligt kom han derfor til - ganske sagte - at sige til sin sidemand; å Gud hjælpe min gamle mor i Kristianssand! I næste øjeblik havde han chefens øjne rettet på sig, og så kom de ord, far aldrig siden kunde glemme: Nu er det ikke tid til at tænke på sin gamle mor. Nu skal vi slås. Hvorpå han straks gav ordre til »Klart Skib«.
Da manøvren var udført, blev der ganske stille blandt besætningen. En alvorsfuld stemning lagde sig over alt og alle. Man hørte kun vindens susen i rigningen og søens skvulpen langs skibssiden. »Prindsen« strøg for fulde sejl mod sydøst, mod læ af Sjællands Odde mellem denne og Sejerø.
Men så blev lodsen bange og turde ikke påtage sig at lede fartøjet ind denne vej, og hverken chefen eller nogen anden om bord var kendt der. De fleste af officererne blev kaldt ned i kahytten til krigsråd, og lidt senere sættes kursen nordover. Ved 5-tiden gik vinden i nord, og havde den bare frisket lidt, kunne »Prindsen« have sneget sig fra hele bundtet ved at sejle øst nord østover, eller i alt fald have fået med et af de engelske linjeskibe at gøre, »Nassau«, tidligere dansk orlogsskib, taget efter Slaget på Københavns red den 2. april 1801. Men så gik vinden nordøstlig og løjede af.
Nu var kamp uundgåelig. Der blev igen gjort klart Skib, og »Prindsen« blev lagt ret mod Sjællands Odde.
De fjendtlige skibe nærmede sig nu fra alle kanter. Til luvart de to linjeskibe »Stately« og »Nassau«, begge omtrent på størrelse med »Prindsen« (68 Kanoner). Fra læ kom 2 fregatter og 1 korvet. Så sløj som vinden nu var blevet, var vel de fleste af dem bedre sejlere end »Prinds Christian Frederik«. Her om bord var alting klart, kanonerne ladede. Ammunition i beredskab og alle mand på deres poster. Kaptajn Jessen var snart oppe på øverste, snart på nederste skanse. Solen nærmede sig horisonten i vest og sendte sine gyldne stråler ind over Sjælland, hvor man tydeligt kunde se bønderne hente deres kreaturer ind for natten. De havde nok været ude på den solvarme forårsdag, og fået sig lidt af årets første grønsvær ... klokken blev halv seks, og den blev syv aften. Nærmere og nærmere kom de engelske skibe.
Kanonportene på vid gab, kanonerne helt ude klare til at sende død og ødelæggelse ind over »Prindsen« og dens besætning. Nu kovendte de to linjeskibe. Snart var fartøjerne så nær hverandre, at man kunde skelne uniformerne ... men så var det, som om chefen blev fuld af liv. Han formelig spillede med øjnene, snart var de rettet mod engelsk mændene, snart mod hans egne folk. Han var en løve, som krummede sig til spring. Gi' dem det! kommanderede han, og på knap to Skibslængders afstand sendte »Prindsen« et lag fra sine agterkanoner, og den bageste del af batteriet over mod »Nassau«. Kort efter kom »Stately« tæt ind på os, og de andre nærmede sig mere og mere agter fra.
En rasende kamp begyndte. Større og mindre projektiler og kugler hvinede og peb over og gennem »Prinds Christian Frederik«. Her om bord var nu hvert spor af spænding og frygt borte.
Alle var ligesom inspirerede af chefen og hans stab af veteraner fra Slaget på Reden. Og det kunde nok tiltrænges. Ellers var det ejendommeligt, at det mest var rigningen og agterskibet, der var målet for engelskmændenes Ild. Var det med hensigt? Ville de bare gøre Prindsen« manøvreudygtig, og siden have den til eget brug?
Løjtnant Willemoes var Chef for kanonerne på skansen, men blev truffet af en kugle kort efter kampens begyndelse. Signalgasterne, og deriblandt far, blev så kommanderet ned i lazarettet for at hjælpe til med at forbinde de sårede. Det var som at komme ind i en slagterbutik. Der stod skibslægen med opsmøgede skjorteærmer, og satte arme og ben af, eller forbandt de sårede, efterhånden som de blev bragt eller kom ned ved egen hjælp. Far blev sat til at vaske af og hente fersk vand, eftersom det tiltrængtes .
Til at begynde med kunde doktoren og hans hjælpere følge nogenlunde med, senere blev det værre. Men alle sled i det og gjorde deres yderste.
Efter et par timers forløb blev der pludselig en standsning i skydningen. Opgav engelskmændene affæren som et »had job«? Havde de virkelig fået nok? Begge de engelske linjeskibe lod sig nu sakke agterud.
Om bord på »Prindsen« begyndte man allerede at trække vejret lettere. Chefen benyttede den kærkomne lejlighed til at tage sig en tur ned under dækket for at se, hvordan sagerne stod. Overalt kom han med anerkendende og opmuntrende ord. Der blev ryddet op, de dræbte blev bragt af vejen og alt gjort mest muligt klart til at klemme på igen, hvis engelskmændene skulde komme tilbage.
Og det varede ikke længe, før de kom, denne gang alle 5.
Den afgørende kamp. »Stately« stak forbi til luvart, og lagde sig bagbords, mens fregatten »Que Beck« overtog dens gamle plads.
Det var et imponerende syn at se »Stately« for fulde sejl stryge forbi på en god skibslængdes afstand, og de andre kom efter. Så snart de kom på prajehold, blev de modtaget med rungende hurraer fra »Prindsen's'« besætning. Kaptajn Jessen blev opfordret til at overgive sig, men det vilde han ikke høre tale om, og svarede blankt »Nej!«. Han vilde holde ud til det sidste.
Og nu begyndte en kanonade uden lige. Træsplinter var mangen gang de værste. En reel kugle tog sin mand, men disse lumske splinter kom undertiden som snebyger, og gav bare småsår, som man mangen gang ikke mærkede, før der var gået værk i dem. Bragende kom de glatte lag fra engelskmændene, og endnu mere bragende, og rystende i alle sammenføjningerne, svarede »Prindsen« igen. Maling, beg og kitsmuler dryssede ned i hovederne på dem under dækket. Det var et bulder uden lige, kommandoord blandede sig med hurraråb, hver gang de oppe på batteriet troede at have præsteret nogle gode træffere. Englænderne havde nok opgivet at få linjeskibet i brugbar stand. Det var ikke længere rig og sejl, de skød efter. »Prinsen« skulde tvinges til overgivelse, skydes i sænk eller sprænges i luften, før den slap ind til Sjællands Odde, og der måske fik narret forfølgerne på grund.
Kanonkommandør ved forreste kanon på øverste dæk om bagbord var Trucks, far til gamle toldbetjent Trucks. På et tidspunkt af kampen havde han ikke de kugler, han havde fået ordre til at bruge. Trucks blev rasende. lige ved lå et »koben«. Det tog han og lagde i kanonen og fyrede. En stund efter fik han højre fod skudt af, og blev bragt ned i lazarettet, hvor far var med til at forbinde ham. En masse andre sårede blev også bragt ned, deriblandt kaptajn Jessen selv. Han var et øjeblik i lazarettet, men for snart op igen, og var rundt overalt, opmuntrede sine folk, og drev dem tilbage til kanonerne, når en alt for heldig fjendtlig træffer havde »blæst« et par kanonbesætninger overende.
Noget over klokken 10 om aftenen var »Prindsen« kommet så langt ind på grundene, at engelskmændene ikke turde følge efter. De ankrede op, men fortsatte skydningen af alle kræfter.
I lazarettet mærkede de, at skibet stødte på grund, og snart efter, at skydningen tog af. Skibslægen og hans assistenter var dødtrætte. Da var det, som om doktoren blev grebet af noget uforståeligt. Han kastede kniv og forbindssager, og sprang forover efter en mand med en brændende lunte i hånden. Chefen, Jessen selv, ville han sprænge skibet og sig selv i luften.
Lige over nedgangen til krudtmagasinet tog doktoren ham tilbage, og der stod de, chefen og doktoren, lige over lugen til krudtmagasinet. Doktoren nærmest. Hvad der blev sagt dem imellem, ved vistnok ingen, men i næste sekund var lunten i doktorens hænder, og chefen gik op på dækket.
Straks efter - klokken 10 Aften - blev flaget strøget. Al skydning ophørte, og en engelsk officer kom om bord. Hen imod tredjedelen af »Prindsen's« 576 Mand store Besætning var dræbt eller såret, Resten blev i løbet af natten ført over på de engelske skibe, hvor de blev modtaget med al mulig honnør. Far kom over på »Stately«. Her havde de spulet dæk og gjort rent overalt. På banjer og mellem dæk var der hængt lanterner op, og gjort klar til modtagelsen af »gæsterne«. Disse blev beværtet med beskøjter og rygende varm Te, som smagte aldeles storartet. Og så høflige, som engelskmændene var! Slige karle som »Prindsen's« besætning havde de aldrig været oppe at slås med før. De var »kække gutter«, sagde de. Men topgasterne i forstavnen var dødeligt fornærmet. De havde fået et »koben« lige over deres hoveder. Det stod plantet godt ind i forstavnen. Fik de fat i »that dirty fellow«, som havde sendt den tingest, så skulde han få. De blev imidlertid beroliget, da far fortalte, at han havde fået højre fod skudt af, og nu var bragt i land på Sjællands Odde sammen med de andre sårede!
En dampfløjte lød ... Carl Vilhelm måtte slutte sin fortælling.
Over 200 af »Prinds Christian Frederik's« besætning var folk fra det norske Sørland. På kirkegården på Sjællands Odde, over en stor fællesgrav, står en marmortavle med bl.a. følgende indskrift:
»Danske de vare, hvis møre Ben mig smuldre i Jorden - Nåh, ja, kampen foregik under »Dannebrog«.
Men alligevel!
Rundt omkring mellem Sørlandets sunde og skær, gik der endnu længe spørgsmål om kampen ved Sjællands Odde, der hvor oldefar var med som ung, eller der hvor grandonkel Tallak fik en alt for tidlig grav i fremmed Jord. Derfor skal det heller ikke glemmes, at hen imod halvparten af Jessens gutter var Nordmænd.
Kilde: Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 1 og 2, 2006.--SOC 24. sep 2014, 14:37 (CEST)
