Rode, matr. nr. 2a

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Rode, matr. nr. 2a, Rode, Vig sogn, Odsherred.

Ifølge fæsteprotokollen hed fæsteren her i 1690 Peder Jensen, men det skifter ofte og 1694 er det Erik Jensen.

1710 hedder fæsteren Niels Andersen.

1717 Lars Andersen og 1769 kommer unge Peder Andersen til - men om disse tre er l familie vides ikke.

Peder Andersen har åbenbart vanskeligheder med driften, for allerede 1770 er han noteret for en restance og 1776 må han låne 2 tdr. havre til såsæd og er samtidig i restance med 4 skatter.

Det var jo sådan, at når en bonde manglede såsæd på grund af dårlig høst, kunne han som regel låne det på godset. For fik han ikke sået, var der heller ikke megen mulighed for at han kunne svare sine afgifter.

Peder Andersen afstår gården 1781 til Niels Pedersen og folketællingen 1787 viser at Niels Pedersen da er 50 år, og hans kone, Maren Madsdatter, er 56. Hun dør imidlertid og Niels Pedersen ægter en noget yngre kone Ane Andersdatter.

Men inden år 1800 dør også Niels Pedersen, og ny fæster bliver Morten Jensen som gifter sig med enken.

Morten Jensen dør meget ung, kun 33 år, og en broder til ham, Peder Jensen ægter hans enke og overtager fæstet 1804.

Han bliver på gården til 18/6 1829, hvor han afstår til Jens Larsen fra Eskildstrup, hos hvem han får aftægt.

Men så brænder gården 14/7 1836, og i den gamle brandprotokol er anført, at den skal genopføres på "marken", og på gårdens plads nu 2c, skal der opføres et hus til Jens Larsen, som åbenbart ikke vil fortsætte i fæstet.

Det er jo sikkert godset, som genopbygger begge ejendomme.

12/4 1837 kommer Jens Kristensen fra Veddinge og får fæstet på den nybyggede gård, og han laver aftægtskontrakt med Peder Jensen, som nu er 69 år.

Jens Kristensen er 43, og hans kone, Sidse Pedersdatter, er 40 år, men de får ikke nogen lang tid i Rode, for i 1848 dør de begge med tre dages mellemrum af en ondartet tyfus, og en søn, Peder Jensen, får arvefæsteskøde på gården 1850.

Peder Jensen er 26 år og er lige vendt hjem fra krigen 1848-50, som han har deltaget i. Han bliver 7/3 1850 gift med Ane Sofie Nielsdatter fra Højby og de driver gården til 1884.

En broder til Peder Jensen, som hed Jens Jensen, og var født 1832, byggede omkring 1860 en ejendom på matr.nr.17 b, Vig, nu Rodevej 4.

Han havde flere børn, bl.a. Laurits Jensen, som senere overtog ejendommen og var gift med Karen fra matr. nr.3 b, Rode.

En anden søn var højskolelærer Jens P. Jensen, Høng, en søn af ham er lærer Vig Jensen i Allerslev ved Lejre - og hans søn igen er kulturminister Ole Vig Jensen. Efter valget den 12. december 1990 er Ole Vig Jensen ikke mere kulturminister.

Se også beboere igennem 300 år i rode her: http://arkiv.bibod.dk/Publikationer/Rode%20gennem%20300%20aar.pdf

Kilde: Knud Eckberg i Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 1 – 1991.--SOC 22. jan 2013, 16:16 (CET)