Fårevejle kirke

Fra odswiki
Version fra 26. jun 2011, 13:17 af SOC (diskussion | bidrag) SOC (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med ''''Fårevejle kirke''' Fårevejle kirke er bygget engang i 1100-tallet hvor der blev bygget mange kirker i Danmark. Dengang så den helt anderledes ud end den gør i dag, for ...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning

Fårevejle kirke

Fårevejle kirke er bygget engang i 1100-tallet hvor der blev bygget mange kirker i Danmark. Dengang så den helt anderledes ud end den gør i dag, for den havde ikke noget tårn, ligesom sakresti, våbenhus og sidekabel heller ikke var tilføjet. Selve koret manglede også og kirkeskibet var kun halvt så langt, som det er i dag.

Den oprindelige kirke var en kampestensbygning, og betragter man den nuværende kirke nøjere, kan man godt se der bygget til hen ad vejen. Kirken gennemgik store forandringer i de følgende århundreder, bl.a. i 1400-tallet blev det oprindelige kor nedrevet og erstattet af et langhuskor med et par fag af kamp og tegl.

Omkring 1500-tallet blev tårnet bygget, som er et såkaldt "forkert" tårn, for normalt vender det mod øst og vest, men her vender det mod syd og nord.

Kirkedøren i egetræ mellem våbenhuset og selve kirken, beklædt med smedejern, er fra omkring 1500-tallet, og har givet stof til et spændende sagn om hvordan kirken blev bygget, og selvom det ikke holder helt, så er det blevet fortalt i generationer i Odsherred:

Ifølge sagnet var det en fru Inger af Ris, der byggede kirken, og hun ville bygge sin kirke på toppen af en bakke ved landsbyen Ris, som ligger et par kilometer nordvest for Fårevejle by. Men sådan gik det ikke, for hvad der blev bygget om dagen, det rev troldene ned om natten.

Fru Inger fik så det råd at spænde et par okser for kirkens dør, og præcis på det sted hvor okserne stoppede med døren, ja, der kunne hun roligt bygge sin kirke uden at troldene generede hende.

Så snart okserne var blevet sluppet løs, stak de af mod bakkerne ned mod vandet, og sådan gik det til, at fru Inger af Ris fik bygget sin kirke på et næs ude i Lammefjorden - og det er ganske vist.